Annonce

Varme hænder i en kold, kold verden

Stine Askov har skrevet en vigtig roman om de mennesker, der slider og slæber for en ussel løn, så vi andre kan lune os ved deres varme hænder
Foto: Gyldendal. Omslagsgrafik: Studio Marie Brodersen
Stine Askov har skrevet en roman, som er en sand fornøjelse at læse.
Vi elsker alle sammen varme hænder. Og vi vil have flere af dem. Børnene har behov for flere varme hænder i vuggestuer, børnehaver og skoler. Voksne efterspørger flere varme hænder på sygehuse, rådhuse og offentlige forvaltninger.

De ældre og udsatte fortjener varme hænder på plejehjem og i hjemmehjælpen. Flere hundrede tusinde varme hænder leverer allerede omsorg i velfærdssamfundet.

Varme hænder er nemlig eftertragtede og populære, i modsætning til alle konsulenterne der nusser rundt med deres kolde hænder. Statsministeren elsker varme hænder, for varme hænder kan vinde valg.

Men hvad sker der egentlig ude i de mange, små lejligheder, hvor tusinder af hjemmehjælpere med varme hænder, men uden nogen særlig faglig uddannelse, tager sig af medborgere med behov for hjælp? 

Det handler Stine Askov nye roman om. ’Varme hænder’ hedder den.

"Verdens nemmeste job"

Romanens hovedperson, Camilla, er midt i livet, da hun efter 15 år som børnehavepædagog siger op.

Hun var ellers en omsorgsfuld som pædagog og en del af fællesskabet i børnehaven.  

"Vi, der arbejdede i Radisen, så hinanden i umulige situationer, ingen andre så hinanden i. Vi så hinanden kravle på alle fire, spise pålæg fra fadet, der alligevel skulle smides ud, vi så hinanden forløbe os over for børn, der væltede vand eller bed, vi så hinanden komme til kort over for forældre, der ville vide, hvor sutskoene, regnjakken, vanterne, huen, legomanden, de sokker mormor havde strikket, var.” 

”Vi så hinanden tisse i skove, græde, blive slået, spyttet på, vi gik i de samme flyverdragter, vi kendte hinanden i en børnehave… I børnehaven smeltede det private og det faglige sammen, det intime var synligt. Børnene havde ikke døre ud til toiletbåsen, det mest private var synligt".

Camilla kan ikke klare at være pædagog længere

Det var ikke de dårlige normeringer eller arbejdsforholdene, der fik Camilla til at sige op.

For "det var jo ikke normeringer, der gjorde, at en kollega ikke orkede at bruge tallerkner, men lod børnene spise deres eftermiddagsmad direkte fra bordet. Det var ikke normeringerne, der gjorde, at en kollega ikke tjekkede, om der skulle skiftes bleer sidst på eftermiddagen, så børn ikke kom hjem med røde sår på lår og baller, og det var ikke normeringerne, der havde revet Lolas arm af led. Det var mig".

Camilla kan ikke klare at være pædagog længere. Hun må prøve noget andet.

Hun siger op og søger et job, "Verdens nemmeste job" som handicaphjælper hos en jævnaldrende, kvindelig forfatter, der sidder i kørestol.

"Jeg leder efter en hjælper, der ikke blander sig i mit liv", skriver Mathilde.

"Jeg søger en hjælper, der kan underholde sig selv og mærke, hvornår der er brug for hjælp, og hvornår der ikke er. Jeg søger ikke en veninde… Jeg har ikke brug for moralske betragtninger, men for rengøring".

"Hun ejede mig, som hun ejede hunden"

Camilla får jobbet hos Mathilde; og så indledes det psykiske spil mellem de to, som udgør romanens omdrejningspunkt og hele dramaturgi.

Mathilde ved nemlig godt, hvad hun vil have af Camilla. Håret skal sidde perfekt, hænderne skal evig og altid vaskes i 60 sekunder og Camilla skal behandle Mathildes hund, som var den et menneske.

Skam og skyld plager Camilla, så hun til sidst ikke ved, hvad der er hendes egne følelser og hvad der er Mathildes behov.

Hun har påtaget sig et ansvar, hun ikke kan leve op til

Mathilde går Camilla på nerverne:

"Den måde, hun talte til mig på, de udmarvende runder med håret, håndvasken, hendes konstante sms'er om ændrede mødetider og indkøb, min oplevelse af at hun hånede mig, alt sammen var noget, jeg havde følt. Det var ting jeg oplevede eller syntes, ikke noget, jeg kunne vise nogen".

Camilla bliver anstrengt, irriteret og skamfuld over at blive irriteret på en handicappet. Hun har påtaget sig et ansvar, hun ikke kan leve op til, og begynder at tage frustrationerne med hjem.

"Om natten lå jeg vågen… I mørket forberedte jeg taler. Lange forsvarstaler. I mørket sagde jeg op, eller jeg sagde undskyld. Jeg talte beroligende til mig selv, eller fordømte mig selv. Jeg sagde: Det er nemt at være Camilla. Det er svært at være Mathilde. Hvad fanden bilder du dig ind? Hvem er du? Se at komme i gang med at lave dit arbejde. Lær dit arbejde. Hvad ligger du her for?"

Camilla er kort sagt endt i Mathildes vold

Hvem har egentlig magten i det lukkede rum, som er dramaet mellem Camilla og Mathilde, spørger romanen og svarer med en indre dialog af Camilla: 

"Jeg var hendes. Hun ejede mig, som hun ejede hunden. Trænede mig, opdrog mig, nedbrød mig. Fuldkommen som hundens hang mit blik ved hende. Jeg mærkede, hvad hun ville, uden at hun sagde det, præcis som hunden. En svamp, der havde bredt sig fra hende til mig og overtaget styringen af mine lemmer og tanker".

Camilla er kort sagt endt i Mathildes vold, i en isoleret verden uden regler, fællesskab eller nogen at gå til.

"Jo, der var regler, men ingen regler jeg kunne bruge til noget. Det var ikke som i børnehaven, hvor jeg kunne gå til en tillidsmand. Det var Mathilde, jeg skulle klage til, hvis jeg skulle klage. Hun var arbejdsgiveren".

De der slider og slæber for en ussel løn   

Stine Askov har skrevet en roman om en verden, vi ved alt for lidt om, fordi der sjældent fortælles om, hvordan det føles at være den, der går rundt med de varme hænder.

Hun fik sit litterære gennembrud med ’Katalog over katastrofer’ (2020) om en ung kvinde fortabt mellem to fraskilte forældre.

Med ’Nøjsomheden’ (2022) kom det folkelige gennembrud. Den handler om livet i nogle sociale boligblokke i Helsingør og bliver filmatiseret af Hella Joof.

Stine Askov skriver til tiden

Stine Askov skriver med stor social indlevelse, sans for psykologiske nuancer og forståelse for velfærdssamfundets maskinrum: familien, boligmiljøet og arbejdet.

Og så skriver hun så det er en sand fornøjelse at læse.

Der tales af og til om behovet for samtidslitteratur, der sætter samfundets afgørende spørgsmål på dagsordenen. Det er sådanne romaner, Stine Askov skriver.

’Varme hænder’ handler om den omsorg, vi alle kan få brug for. Men den handler nok så meget om de mennesker, der slider og slæber for en ussel løn, så vi andre kan få noget hjemmehjælp.

’Varme hænder’ er en vigtig roman. Stine Askov skriver til tiden. Med ’Varme hænder’ har hun skrevet sin hidtil mest overbevisende roman.

 

Stine Askov: ’Varme hænder’. Roman. 324 sider. Vejl. pris: 299,95 kr. Forlaget Gyldendal. Udkommer i dag.

Kulturkommentator og forfatter. Forhenværende kulturredaktør på Det fri Aktuelt og i DR Nyheder.


Flere artikler om emnet

Annonce