Velfærdsloven er en forudsætning for at udvikle den offentlige service

Siden genopretningspakken i 2010 har velfærdssamfundet været under pres. Det skal velfærdsloven gøre op med, skriver cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhervsråd
Foto: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Erik Bjørsted, cheføkonom, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Siden 2010 har den offentlige sektor reelt været på skrump.

Fra 2010 til 2019 er det offentlige forbrug ikke fulgt med det demografiske træk. Derfor er der fra 2010 til 2019 blevet færre penge pr. bruger af offentlig service. Det skal der nu gøres op med.

Regeringens forslag om en velfærdslov vil sikre, at det offentlige forbrug fremadrettet som minimum skal følge med det demografiske træk.

Flere borgerlige politikere advarer mod at gøre den offentlige sektor endnu større.

Når der fremadrettet bliver flere ældre og børn, skal pengene til den offentlige service altså følge med, så der som minimum bliver afsat det samme beløb per bruger til offentlig service som i dag.

Det har fået flere borgerlige politikere og økonomer op af stolen. De advarer mod at gøre den offentlige sektor endnu større.

Den offentlige sektor bliver dog ikke større, når det offentlige forbrug blot følger med demografien. Tværtimod vil det offentlige forbrug over tid udgøre en mindre og mindre andel af BNP, når forbruget kun følger med demografien.

Velfærdsloven ødelægger ikke de offentlige finanser

Når Finansministeriet skal beregne den finanspolitiske holdbarhed, forudsætter de, at det offentlige forbrug efter 2025 ikke bare følger med demografien, men at en del af den generelle velstandsfremgang i økonomien også bliver brugt til at forbedre og vedligeholde den offentlige service.

Finansministeriet antager nemlig, at forbruget pr. bruger også stiger i takt med, at vi bliver rigere, så serviceniveauet ”følger med tiden”. Det kalder embedsmændene i ministeriet for et neutralt forløb, mens vismændene kalder det for en demografi- og velstandskorrigeret vækst i det offentlige forbrug.

Som konsekvens vokser det offentlige forbrug efter 2025 i Finansministeriets lange fremskrivninger med mere end det demografiske træk.

Hvis vi for eksempel zoomer ind på perioden 2026-2040, vokser det offentlige forbrug i Finansministeriets seneste fremskrivning i gennemsnit med cirka en procent om året, mens det demografiske træk til sammenligning udgør cirka 0,5 procent om året.

Og i årene efter vokser det offentlige forbrug også mere end det demografiske træk. Alligevel er de offentlige finanser overholdbare med mere end 20 milliarder kroner.

Velfærdsloven betyder altså ikke noget for de offentlige finanser, men den betyder noget for, hvordan vi forvalter råderummet på de offentlige finanser.

Det vil sige hvor mange penge, der skal bruges på den offentlige sektor i forhold til resten af økonomien.

Nulvækst betyder nedskæringer

Hidtil har råderummet på de offentlige finanser været målt i forhold til nulvækst i det offentlige forbrug. Det betyder reelt nedskæringer, fordi nulvækst betyder,at der pr. bruger afsættes færre penge til offentlig service.

Med velfærdsloven bliver det nye nulpunkt, at den offentlige serviceudgift per bruger som minimum holdes konstant. Det giver et bedre billede af, hvad det reelle råderum er på de offentlige finanser.

Med velfærdsloven bliver det nye nulpunkt, at den offentlige serviceudgift per bruger som minimum holdes konstant.

Velfærdsloven svækker ikke nogen af de rammer omkring finanspolitikken, som sikrer sunde offentlige finanser på langt sigt.

Til gengæld forøger velfærdsloven sandsynligheden for, at politikerne fremover vil følge de langsigtede planer om en offentlig service, der følger demografien og velstandsudviklingen i stedet for at give skattelettelser finansieret af dårligere offentlig service.

Erik Bjørsted er cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og beskæftiger sig primært med makroøkonomiske analyser af dansk og international økonomi. Han er uddannet cand.scient.oecon. fra Københavns Universitet.


placeholder

Annonce