Annonce

12 onsdagsnyheder, som du ikke bør gå glip af

Netavisen Pio har samlet de tolv mest interessante nyheder, begivenheder og kommentarer fra dagens gang i dansk politik.

1. Dagens kritik. Europarådet kritiserer i dag Danmark for at have nogle af de dårligste regler for partistøtte i Europa: ”Vi siger ikke, at der er særlige problemer med korruption i Danmark. Men vi er nødt til at gøre opmærksom på, at åbenheden om partistøtte i Danmark er mindre end i de fleste andre lande. Det er et demokratisk problem”, siger Wolfgang Rau, sekretariatschef for Europarådets antikorruptionssamarbejde, Greco til Politiken. Europarådet efterspørger blandt andet forbud mod anonyme donationer, total oplysningspligt og uafhængig revision, hvilket de færreste – med de borgerlige partier som logisk undtagelse – kan være uenige i.

2. Dagens regnskab. Det nye regnskab for Dong Energy viser, at såvel virksomhedens årlige underskud og dens gæld er mindsket med et betydeligt milliardbeløb.  DR Nyheders erhvervsanalytiker, Thomas Svaneborg, konkluderer på den baggrund, at Nyrup har ”fået ret i en del af sin påstand om, at timingen af Dong-salget skete på et tidspunkt, hvor Dongs markedsværdi var lavere end i dag”.

3. Dagens udvalg. Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) reagerede prompte på kritikken og lovede at nedsætte et ekspertudvalg, der skal udarbejde konkrete forslag til, hvordan der kan skabes større åbenhed omkring partistøtten: ”Jeg synes, det er vigtigt, at vi tager kritikken alvorligt og handler på det. Derfor vil vi nu bede folk, som er klogere end os selv, om at lave et beslutningsgrundlag for, hvordan vi kan øge åbenheden om partistøtte i dansk sammenhæng. (..) Jeg vil gerne vente og høre, hvad eksperterne sige, for det er faktisk en lille smule mere kringlet end som så. Der er et pensum at gennemtravle, før man kan lave et beslutningsgrundlag, vi kan tage med i Folketinget”. Redaktionen vil med glæde gamble et ret stort beløb på, at Venstre siger nej til de nye forslag om åbenhed uanset hvordan de ser ud.

4. Dagens lykkelige omstændigheder. Først røg Jens Rohde som Venstres spidskandidat til Europaparlamentsvalget, og nu smutter Ellen Trane Nørby også fra posten, da hun er gravid: ”Jeg kan ikke se, hvordan jeg skal få et liv med et lille barn til at hænge sammen med et liv som europapolitiker med flere dage om ugen i Bruxelles eller Strasbourg. Derfor har jeg meddelt, at jeg ikke længere er til rådighed som spidskandidat”. Trane Nørby er givetvis ikke blot glad for at skulle være mor, men også glad for den fantastiske undskyldning hun dermed har for at trække sig fra en post, der ellers ville indebære et ufrivilligt eksil fra dansk politik. Den skæbne er nu i stedet overladt til Ulla Tørnæs.

5. Dagens must read. Information har i dag en vanvittig interessant artikel, der i forlængelse af Dong-salget påpeger, at Folketinget i mange tilfælde lovgiver på et begrænset grundlag, hvor de forlader sig helt og aldeles på informationerne fra de relevante ministeriers eksperter. Dermed kan Folketinget komme til at fungere som et gummistempel for ministerierne. ”Jeg tror, det er rigtigt, at medlemmerne i store og vanskelige sager kan have vanskeligt ved at skaffe sig et tilstrækkeligt grundigt beslutningsgrundlag på egen hånd og derfor er meget afhængige af, at ministrene svarer fyldestgørende og korrekt på alle spørgsmål. Men det er også vigtigt, at folk ude i samfundet med indsigt og interesse melder sig, og at folketingsmedlemmerne tager sig tid til at lytte. Derfor er det også vigtigt, at der er rimeligt lange høringsfrister på kompliceret lovgivning, så medlemmerne kan få et ekstra rygstød i deres arbejde med regeringens lovforslag”, foreslår Mogens Lykketoft, der er formand for Folketinget.

6. Dagens vurdering. Det internationale vurderingsbureau, Standard & Poor's, roser den redningsplan for de danske flekslån, som Henrik Sass Larsen (S) har fremlagt. Lovforslaget skal sikre, at realkreditsektoren ikke bryder sammen, når lånene skal refinansieres – hvilket i modsætning til de borgerliges ’forbrug nu, betal senere’-attitude sikrer tryghed for boligejerne.

7. Dagens meningsmåling. Ifølge en ny måling foretaget for Jyllands-Posten vil 48 procent af danskerne stemme ja til afstemningen om EU’s patentdomstol, mens 19 procent ville stemme nej og 28 procent er i tvivl. Eksperterne udelukker dog ikke, at de mange tvivlere i sidste ende sætter krydset i nej-rubrikken, som det var tilfældet ved afstemningen om Maastricht-traktaten og den fælles valuta.

8. Dagens mytedræber. For nylig konkluderede Dansk Arbejdsgiverforening ikke overraskende, at de store flertal af udenlandske arbejdere i Danmark arbejdede ’på danske vilkår’. Denne såkaldte ’analyse’ bliver i dag gennemhullet af fagforeningen 3F: ”En meget stor del af de virksomheder, der bruger udenlandsk arbejdskraft, overtræder systematisk overenskomsten. I 2013 rundede byggeriet mere end 400 sager om brud på overenskomsten for udenlandske virksomheder og udenlandsk arbejdskraft (..) Det er et ekstremt stort antal sager i forhold til, hvor mange virksomheder, der har udenlandsk arbejdskraft. Fælles for de mange sager er, at vi vinder dem. Der er tale om manglende løn, pension, søndag- og helligdagsbetaling, feriepenge og overtidsbetaling”, fastslår sekretariatschef Gunde Odgaard fra BAT-kartellet.

9. Dagens irettesættelse. Flere kommuner har siden nytår sat unge kontanthjælpsmodtagere ned på den såkaldte ’uddannelsesydelse’ – som er betydeligt lavere end den almindelige kontanthjælp – selvom de pågældende var på barsel. Kommunerne mente åbenbart, at man sagtens kunne studere, mens man havde barsel. Ikke overraskende er beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) uenig, hvorfor hun prompte har pålagt kommunerne at sætte ydelsen op til det normale niveau.

10. Dagens forvrøvlede argument. Den radikale Morten Helveg Petersen kritiserer i dag i Jyllands-Posten Venstre for ikke at være tilstrækkeligt EU-begejstrede, hvilket – understreges det – hans eget parti er: ”Radikale Venstre mener, at arbejdskraftens frie bevægelighed er en stor gevinst for Danmark og den danske samfundsøkonomi, og at EU-medlemskabet giver os danskere nogle fantastiske frihedsrettigheder, i og med at vi kan rejse frit, studere, arbejde og bo, hvor vi ønsker, etablere virksomheder i andre lande og handle frit på tværs af grænserne i Europa”. Spørgsmålet er jo, hvem den fri bevægelighed kommer til gavn: Det er da skønt, at universitetsstuderende kan studere i hele Europa, men den ufaglærte og faglærte arbejder, der oplever ringere løn og tryghed er nok ret ligeglad med dette.

11. Dagens regnestykke. 1.600.000 kroner. Så meget mister SF i årlige indtægter efter, at Ida Auken, Astrid Krag og Ole Sohn forlod partiet, da alle partier for at kunne fungere ordentligt og kompetent modtager et fast månedligt beløb per folketingsmedlem. Umiddelbart virker de manglende indtægter dog som ét af partiets mindst presserende problemer…

12. Dagens analyse. Den politiske kommentator, Peter Mogensen, spår, at regeringen hurtigt falder fra hinanden, nu hvor SF er hoppet fra: ”Endelig må statsministeren konstatere, at den politiske partner holdt to et halvt år. Hun vil næppe bekymre sig om, hvorvidt det kunne have forløbet anderledes med lidt mere politisk musikalitet fra hendes side, men tilbage står, at der ikke rigtig er mange eksempler på regeringer, som holder længe, efter at partier har tjekket ud. Spørg Schlüter, spørg Nyrup”. Da Peter Mogensen er nærmest berømt for at forudsige det komplet modsatte af, hvad der sker – bedst illustreret da han med sædvanlig skråsikkerhed udelukkede udskrivelsen af et folketingsvalg samme dag, som det blev udskrevet – kan vi hermed konstatere, at regeringen får minimum fire ekstra leveår.


Flere artikler om emnet