Annonce

Advokater: Inger Støjberg kan dømmes

Folketingets advokater vurderer, at der er grundlag for at rejse en rigsretssag mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V). Selv afviser Inger Støjberg det.
Der er grundlag for at stille tidligere udlændingeminister Inger Støjberg (V) for Rigsretten i sagen om hendes adskillelser af asylpar.

Sådan lyder vurderingen fra de to uvildige advokater, som Folketinget har haft til at gennemgå Instrukskommissionens delberetning om adskillelsen af parrene.

Advokaterne vurderer, at der er en "rimelig formodning" om, at den nu tidligere næstformand for Venstre vil blive dømt, hvis Instrukskommissionens gennemgang af sagen står til troende.

"Samlet set er det vores vurdering, at der på baggrund af beretningen er grundlag for at rejse tiltale mod tidligere minister Inger Støjberg for Rigsretten," står der i advokaternes redegørelse, som de onsdag fremlagde for et underudvalg til Folketingets Udvalg for Forretningsordenen.

Støjberg afviser advokater

Selv afviste den tidligere udlændinge- og integrationsminister efter mødet i undervalget advokaternes vurdering.

Ikke blevet en pind klogere

"Jeg havde troet, men også håbet, at Folketingets to udpegede advokater havde lavet et selvstændigt stykke arbejde," lyder det fra Inger Støjberg. "Det kan jeg så konstatere, at det har de ikke. De har lagt sig fuldstændig i slipstrømmen på kommissionens konklusioner, og det synes jeg mildt sagt er ærgerligt. Men det har de gjort. Så sammenfattende kan man sige, at Folketinget er ikke blevet en pind klogere af det, som de to advokater er kommet med."

Før dagens møde havde Inger Støjberg lagt et opslag på Facebook, hvor hun igen afviste, at der er grundlag for en rigsretssag. Den tidligere udlændinge- og integrationsminister henviser til konklusionerne fra de advokater, Venstre selv har bestilt til at se på sagen. Den ene advokat vurderer, at en rigsretsag i værste fald vil føre til en bødestraf. Den anden mener, at udfaldet af en rigsretsag er "forbundet med usikkerhed."

placeholder

Fire måneders fængsel

Folketingets to advokater, Jon Lauritzen og Anne Birgitte Gammelfjord, blev i december bedt om at vurdere Instrukskommissionens delberetning og komme med deres indstilling til, hvorvidt der er grundlag for en rigsretssag. Og ikke mindst om det kan forventes, at en sådan kan føre til en dom mod Inger Støberg.

Det er nu op til Folketinget at beslutte, om der skal rejses en rigsretssag mod Inger Støjberg eller ej. Der skal være flertal for at rejse den.

Den seneste rigsretssag var mod tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen (K). Erik Ninn-Hansen blev idømt fire måneders betinget fængsel med et års prøvetid i 1995 for at have hindret tamilske flygtninge i at få deres familier til Danmark.

Rigsretten består af 15 højesteretsdommere og et tilsvarende antal politisk valgte medlemmer, som Folketinget har udpeget.

Ulovlig instruks

Sagen om adskillelse af asylparrene begyndte i begyndelsen af 2016, hvor den daværende udlændinge- og integrationsminister udsendte en pressemeddelelse om, at alle par på landets asylcentre skulle adskilles, hvis den ene var under 18 år.

Pressemeddelelsen kom – sammen med en telefonisk instruktion fra Udlændingestyrelsen samme dag – i praksis til at fungere som en instruks for udlændingemyndighederne. Hvilket der dog ikke er lovhjemmel til at gøre. Asylparrene kunne - og kan - kun blive adskilt efter en inviduel vurdering i hvert enkelt tilfælde.

For en måned siden konkluderede Instrukskommissionen i sin delberetning, at instruksen var "undtagelsesfri" og derfor "klart ulovlig". Og at Inger Støjberg samtidig var advaret om farerne forinden.

Folketingets særlige underudvalg mødes igen på fredag, hvor der formentlig vil blive truffet en beslutning om rigsretssag.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Nej, der er kun ca. 1 måned til sagen imod Inger Støjberg er forældet, og det skulle undre mig meget om ikke det lykkes at få den tid til at "fordampe" lige så stille. Vi skal jo lige huske, at hvis hun vinder en rigsretssag, så får vi en h....... støj og hun får alle DF's stemmer ved næste valg. Hvis hun taber den, får hun formentlig ca. ingen straf og vi får den blandede fornøjelse at høre på hendes forurettede vrøvl i årevis.
Det eneste vi kunne glæde os over, er at Ellemann får et værre mas hvis hun vinder.