Under besættelsen havde den altid og meget skrivende Julius Bomholt, senere kultur-, social-, og undervisningsminister, god tid til at fordybe sig i Danmarks kultur og historie. Han søgte rødder til den demokratiske ånd og det solidariske sammenhold som han så både udfoldet og udfordret.

Han søgte rødder til den demokratiske ånd

Én af de skikkelser Julius Bomholt fokuserede på, var Christian 2., som han viede et kapitel i ’Nordiske profiler’ fra 1945.

Kaj Munk og PH

Motivationen var blandt andet at 1930ernes og 40ernes to store debatskikkelser Kaj Munk og Poul Henningsen (PH) hver for sig havde behandlet Christian 2. litterært. Med tydelige samtidspolitiske aftryk.

Folkekongen der bukkede under for sine modstandere

Det ville Bomholt selv sagt ikke stå tilbage for, og hans fascination af Christian 2. havde følgende udtryk: ”Kristian den anden: Folkekongen der bukkede under for sine modstandere og dog efterlod en ild, der lyste som en hævet fakkel over kommende tider. Den ulykkeligste af vore konger og dog den, der kom til at stå i midten af vor historie…”.

Bomholt skrev om en Christian 2.-figur der var optaget af bønders og borgeres vilkår mod ”overklassens” magt. Men var dette kongens egentlige motivation eller var det snarere Bomholts politiske bestræbelse der farvede synet på Danmarks fortid.

Nordens Nero

Lars Bisgaards Christian 2.-biografi ruller flot den nærmest overvældende politisering og mytologisering af Christian 2. ud. Fra enevældens historikere, der vekslede mellem tavshed og nedgørelse af kongen (han var jo blevet vældigt af ”deres” konger – Frederik 1.s efterslægt), til det sene 1800-tals historikere, der førte en slags stedfortræder-forfatningskamp gennem belysningen af Christian 2. Også her vægtede det, at han ikke hørte til enevældens regenter. Men var han så reaktionær eller fremsynet?

Det var et spørgsmål, som nok ikke burde være stillet, men som fyldte i næsten samtlige skildringer. Mest kendt er Johannes V. Jensens ’Kongens fald’. Forrygende og gribende skrevet foldes Christian 2. ud i en skildring de også dækker stands- og trosforhold. Og kongen fremstår som sindbilledet på den danske mentalitet. Hvori tvivlen får en afgørende bestanddel. Berømt er scenen med den tvivlrådige konge der ikke ved om han skal tage opgøret med sine modstandere, og bliver roet frem og tilbage over Lillebælt en hel nat.

Christian 2. er en af de få danske konger der kendes i udlandet

Det er ren fiktion, hvis nogen skulle være i tvivl, uanset den virtuose skildring. Johannes V. Jensen brugte sin samtids historikere, særligt C.F. Allen og Arnold Heise. Men som sagt skal vi bide mærke i at også disse var en del af deres samtid og havde klare dagsordener med deres skildringer.

Christian 2. er en af de få danske konger der kendes i udlandet. Og dér er skildringen entydigt negativ. Fra den svenske tradition med ”Kristian Tyran” til den østrigske med ”Nordens Nero”.

Samtidigt syn

Lars Bisgaard folder flot de forskellige historiske skildringer ud – og redegør (tidstypisk) for at Christian 2. blev en del af et europæisk magtspil, som han ikke mestrede eller kunne få under kontrol. Det fremstår i Bisgaards skildring politisk katastrofalt i forhold til den habsburgske alliance, som kunne have ændret Kalmarunionens historie. Her spiller Christian 2.s forhold til Dyveke og Mor Sigbrit en afgørende rolle – ligesom kongens forsøg på magtkonsolidering i mangt og meget foregriber enevælden. Det er nogle af højdepunkterne i denne nye og aktuelle kongebiografi.

Billedsiden og de gennemarbejdede historiske kort er fornøjelse at fordybe sig i

Det sidste ord er med sikkerhed ikke sagt om Christian 2. – og der er ikke tale om en hverken endelig eller definitiv biografi. Bogen er en aktuel status på Christian 2.s historiske indflydelse og position – og en fremragende sådan. Billedsiden og de gennemarbejdede historiske kort er fornøjelse at fordybe sig i. Enhver med interesse for den politiske historieskrivning om Danmarks konger vil få stor glæde af bogen.

Lars Bisgaard: ’Christian 2. – en biografi’. Gads Forlag 2019. 448 sider.