Anmeldelse: Mette Frederiksen – et politisk portræt på det jævne

Ny portrætbog tager læseren med på Mette Frederiksens lange rejse fra indigneret ungdomspolitiker til kompromisøgende statsministerkandidat.
Foto: Socialdemokratiet

Hvordan skaber man tillid til at Socialdemokratiet kan bevare positionen som den førende politiske kraft, både i Danmark, men også i Europa?

Det er det spørgsmål som Mette Frederiksen har forsøgt at besvare siden hun for snart fire år siden indtog formandsposten i Socialdemokratiet, og det er det spørgsmål, som hun selv forsøger at give svaret på i en ny bog som udkommer nu, få uger før tankerne skal møde vælgerne.

Thomas Larsen gør det igen-igen

Bogen ”Mette Frederiksen – et politisk portræt” er skrevet af journalist og politisk kommentator Thomas Larsen, der også har stået bag lignende biografier om blandt andet Lars Løkke Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen, Poul Schlüter, Mogens Lykketoft og tidligere i år SF’s formand Pia Olsen Dyhr.

Det lange politiske forfatterskab er desuden blevet krydret med biografier om Mærsk McKinney-Møller, erhvervsmanden Haldor Topsøe, skuespiller Malene Schwartz og selveste hendes majestæt Dronningen.

Ligesom de andre politiske biografier fra Thomas Larsens hånd, så opskriften igen dels en biografi, dels af en interviewdel om udvalgte politiske nedslagspunkter. Og som i de andre, så er tonen gennemgående positiv og fuldkommen på hovedpersonens præmisser.

Forventer man til slibrige afsløringer eller et politisk krydsforhør, så bliver man slemt skuffet. Det er først og fremmest et portræt af politiken, mere end et portræt af politikeren.

Klinisk renset for personlige beretninger

Biografien dækker kronologisk Mette Frederiksens opvækst i en kernesocialdemokratisk familie i Aalborg, hvor faderen var tillidsmand og farfar var medlem af amtsrådet, Mette Frederiksens politiske vækkelse, der som ganske ung førte til at hun meldte sig ind i den socialdemokratiske ungdomsorganisation, DSU, og videre til LO, inden hun som 24-årig bliver valgt til Folketinget, hvorfra hun hurtigt steg i graderne og i 2011 blev beskæftigelsesminister.

Der er på ingen måder tale om et særligt dybdegående eller personligt portræt. Og bogen er nærmest klinisk renset for nye indsigter og personlige beretninger. Det der kommer nærmest er, at Mette Frederiksen – hvad de fleste, der har prøvet at blive forældre ganske givet, nok kan nikke genkendende til – oplevet hvor voldsom en følelse det er at få børn.

Overordnet set er det en beretning om en ung, indigneret pige som gennem flid og talent har arbejdet sig op igennem det politiske system, men som undervejs har været i stand til at ændre holdning, når hun er blevet konfronteret med virkeligheden.

Biografidelen baserer sig alene på Mette Frederiksens egne udsagn, der så krydres med arkivmateriale fra avisartikler og bøger, ikke mindst er der talrige henvisninger til Berlingske-kollegerne Bent Winther og Peter Burhøi der i 2016 var første på banen med biografien  ”Mette F”.

En stor del af analysen af Socialdemokratiets problemer med at tiltrække arbejdervælgere lånes der til gengæld flittigt fra journalist og debattør Lars Olsens omfattende forfatterskab om emnet. Alt sammen flettet fint sammen af Thomas Larsen, der gør sig umage med at holde sine egne meninger og analyser i baggrunden og først. Han lader først og fremmest Mette Frederiksen bedømme de socialdemokratiske udfordringer.

Tillid, tillid, tillid

Mette Frederiksen får i den anden del af bogen lov til ganske frit at tale ud om de politiske emner der optager hende, navnlig det skifte i udlændingepolitikken, som først hun selv og siden hele partiet har foretaget.

Det skifte som ifølge Mette Frederiksen er helt afgørende for at genskabe den føromtalte tillid til Socialdemokratiet, nemlig at begrænse antallet af udlændinge der kommer til Danmark, mod at man hjælper flere i nærområderne.

Et skifte der er sket både fordi vælgerne efterspørger det, men så sandelig også fordi hun mener det, forsikres man flere gange om.

Klassisk socialdemokratisk fordelingspolitik

Men også skiftet mod en mere klassisk socialdemokratisk fordelingspolitik, hvor direktørbonusser skal begrænses på den ene side, mens dem der har været længst tid på arbejdsmarkedet på den anden side skal have ret til at gå lidt tidligere på pension, er en del af den tillidsøvelse som Mette Frederiksen har igangsat.

For som hun sagde til de europæiske partifæller sidste år.

”Skal vi være ærlige, har den økonomiske politik og udlændingepolitikken været for liberal. Vi har fejlet, når det handler om at opretholde den sociale kontrakt, som er selve fundamentet under den socialdemokratiske velfærdsmodel”.

Men der bliver også plads til at gentage ambitionen om at ville være børnenes statsminister, om nødvendigheden af en offensiv klimapolitik, beskatning af de store globale tech-virksomheder, om den mere kritiske vinkel på EU-samarbejdet og om Danmarks rolle i verden.

Næsten alt sammen med udgangspunkt i de politiske udspil og kronikker som Socialdemokratiet og Mette Frederiksen har udgivet, så for mennesker, som har fulgt lidt med i dagspressen de sidste fire år, så er det småt med nye afsløringer eller opsigtsvækkende erkendelser.

Men for dem, der gerne vil have et nærmere indblik i det politiske tankegods, som er styrende for landets formentlig kommende statsminister, så vil bogen sandsynligvis være interessant læsning.

Men hvis du kun orker at læse en biografi om Mette Frederiksen, så vil jeg i stedet anbefale at gå direkte til Winther og Burhøis lidt mere nuancerede fremstilling af den sandsynlige kommende statsminister.

Thomas Larsen: Mette Frederiksen. Et politisk portræt. Gyldendal. 317 sider. 300 kr.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook