Bagmand bag info-side om fagforeninger erkender: “Det er en annonce-side”

”Vi fremhæver de fagforeninger, som giver os en form for kompensation,” forklarer den ene af ejerne bag hjemmeside.
Folkene bag hjemmesiden Fagforeninger.nu, der angiver at fremlægge saglig og objektiv information om fagforeninger i Danmark, men som omtalt i Netavisen Pio tirsdag først og fremmest fremhæver gule, tvær-faglige fagforeninger, erkender nu, at der er tale om en ren annonce-side, hvor de fagforeninger der fremhæves på Fagforeninger.nu har betalt for at blive fremhævet.

“Vi fremhæver de fagforeninger, som giver os en form for kompensation, når vi skaffer dem et medlem for eksempel. Der er tale om en annonce-side,” erkender Mike Nedergaard, der står bag hjemmesiden, over for Netavisen Pio.

En smutter

Men hvorfor skriver I så ikke på hjemmesiden, at alt på Fagforeninger.nu er annoncørbetalt indhold?

“Jamen, det er en fejl. hvis der ikke gør det. Der plejer normalt på vores sider at stå en ansvarsfraskrivelse, at listen ikke er udtømmende og at rækkefølge på de nævnte fagforeninger kan afhænge af den kompensation vi modtager fra de nævnte fagforeninger.”

Jamen, det er en fejl. hvis der ikke gør det

Så de gule fagforeninger er annoncører hos jer?

“Ja, det er korrekt, ja.”

Men teksten på hjemmesiden fremstår jo som om det er saglig objektiv information om alle fagforeninger i Danmark, men det er det så ikke. Men det oplyser I bare ikke om nogen steder på Fagforeninger.nu….

“Nej, det....”

Men alt det du siger, der burde stå på hjemmesiden om annoncør-betalt indhold og så videre, det står der jo altså ikke…

“Nej, det skal jeg nok lige gennemgå, hvis det ikke gør i al fald.”

Så hvad vil du tjekke op på nu?

“Ja, det du har fortalt mig i dag. Det skal selvfølgelig tydeligt fremgå af listen over fagforeninger, at den ikke er udtømmende. Og at rangordenen på listen over de fagforeninger, vi nævner, afhænger af størrelsen af den kompensation, vi modtager.”

Det skal fremover fremgå, at det er en annonce-side?

“Ja, det er klart. Det er klart, det skulle det meget gerne, ja.”

Mike Nedergaard bekræfter over for Netavisen Pio, at han - i samarbejde med Nikolaj Nedergaard - står bag hjemmesiden Fagforeninger.nu. Og at de to i fællesskab ejer firmaet VistaPay Aps, der står for driften af hjemmesiden.

Fagforeninger.nu har eksisteret siden 2015 - og er løbende blevet opdateret, senest i 2021.

Hjemmesiden fagforeninger.nu er blot en ud af et utal af tilsvarende hjemmesider, hvor særligt gule fagforeninger og deres a-kasser fremhæves.

Annonce-side om banklån

Gennem selskabet Vista Pay Aps driver Mike og Nikolaj Nedergaard også hjemmesiden Lånlån.dk.

Også her er princippet, at der ikke er tale om saglig og objektiv information om hvad det koster at optage et lån hos en bank. Der er i stedet alene tale om en annonce-side, hvor de banker, der placeres øverst på laanlaan.dk’s lister har betalt Mike og Nikolaj Nedergaard mest for at blive fremhævet.

Hvis en bank ikke har betalt de to gange Nedergaards firma noget, ja, så bliver banken slet ikke nævnt på hjemmesiden laanlaan.dk

Heller ikke på hjemmesiden Lånlån.dk fremgår det noget sted, at der ikke er tale om en informationsside

På hjemmesiden Lånlån.dk fremgår det ikke tydeligt, at der er tale om en informationsside, men alene en annonce-side, hvor de banker, der omtales, har betalt for at blive nævnt. Og de banker der har betalt Mike og Nikolaj mest i såkaldt kompensation får den bedste placering på Lånlån.dk’s lister over gode banklån.

Forbehold gemt godt væk

Ser man rigtigt godt efter er der dog et forbehold på Lånlån.dk.

Oversigten på Lånlån.dk er ikke udtømmende

Nedenunder oversigten over lånmuligheden på forsiden står anført et "Reklameinformation". Holder man musen hen over står der følgende:

"Lånlån.dk kan modtage kommission for henvisning til låneudbydere, hvilket også kan have indflydelse på sorteringsrækkefølgen. Oversigten på Lånlån.dk er ikke udtømmende på samtlige lånemuligheder på markedet. Låneoplysningerne er frembragt fra låneudbyderne, hvorfor vi tager forbehold for fejl."

Opdateret kl. 12.40 om yderligere information om hjemmesiden Lånlån.dk

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Kunne man ikke opfordre til en lovgivning omkring sådanne hjemmesider? For mig kan de næsten sammenlignes med tobaksreklamer. Direkte skadelige

Mig bekendt er der en del lovgivning på området, og jeg mener ikke, at den nævnte praksis overholder det - nok også derfor, at de er så hurtige til at beklage, at det ikke tydeligt fremgår som et annoncesite.

Fusk af værste skuffe !

Platugler, hundehoder, skidrikker, bonderøve, stratenrøvere
Så er det sagt

Indfør Smiley-ordning.

Annonce