Annonce

Forbrugerombudsmanden: Portaler må ikke udgive sig for noget, de ikke er

Ny lovgivning på vej, der stiller yderligere krav til portaler, der sammenligner produkter og tjenester
Hos Forbrugerombudsmanden understreger man, at Markedsføringensloven fastslår, at ingen må udgive sig for noget, de ikke er. Det gælder også for sammenlignende portaler på internettet, hvor priser og produkter sammenlignes og rangordnes. Sider der på overfladen fingerer at være uvildig forbrugerinformation:

Og de må ikke udelade væsentlige oplysninger

“Sådanne portaler må ikke udgive sig for noget, de ikke er. Og de må ikke udelade væsentlige oplysninger. For eksempel oplysningen om, at portalen modtager penge fra de firmaer eller produkter, som fremhæves på portalen. Og i givet fald skal det fremgå klart og tydeligt for forbrugeren, hvis der er tale om en annonce-side.”

Det fastslår kontorchef hos Forbrugerombudsmanden, Andreas Weidemann, over for Netavisen Pio. Og hvis man overtræder en eller flere af disse bestemmelser i Markedsføringsloven, risikerer man en bøde.

Portal-udbyder erkender: "En annonce-side"

Netavisen Pio har tirsdag og onsdag beskrevet, hvordan portalen Fagforeninger.nu har rangordnet et mindre udsnit af landets fagforeninger og givet indtryk af, at de nævnte fagforeninger - fem gule, heriblandt Det Faglige Hus, og en enkelt tværfaglig - var lig med “alle fagforeninger” i Danmark.

Ingen fagforbund under Fagbevægelsens Hovedorganisation eller Akademikerne er blandt de nævnte, påståede “alle fagforeninger”.

Onsdag erkendte den ene af mændene bag portalen, Mike Nedergaard, at portalen ikke er en neutral og sagligt orienterende portal, der sammenligner landets fagforeninger, men derimod en ren annonce-side, der alene nævner de fagforeninger, som betaler portalen for at blive nævnt.

Og de der betaler selskabet bag portalen, VistaPay Aps, bedst, bliver så placeret i top på Fagforeniger.nu’s rangliste.

Der er tale om en annonce-side

“Vi fremhæver de fagforeninger, som giver os en form for kompensation, når vi skaffer dem et medlem for eksempel. Der er tale om en annonce-side,” erkendte Mike Nedergaard, der står bag hjemmesiden, over for Netavisen Pio.

Han erkender også, at det er en fejl, at det ikke fremgår af hjemmesiden, at listen over fagforeninger ikke er udtømmende, og at de fagforeninger, der betaler portalen flest penge, ryger helt i top på Fagforeninger.nu’s rangliste.

“En smutter”           

“Jamen, det er en fejl. hvis der ikke gør det. Der plejer normalt på vores sider at stå en ansvarsfraskrivelse, at listen ikke er udtømmende og at rækkefølge på de nævnte fagforeninger kan afhænge af den kompensation vi modtager fra de nævnte fagforeninger.”

Andreas Weidemann oplyser, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen netop nu har et lovforslag i høring, der kræver af portal-udbydere, der sammenligner produkter og tjenester, at forbrugerne klart og tydeligt informeres om baggrunden for deres rangordning.

Lovforslaget bliver endnu et udmærket redskab i kampen mod vildledning af forbrugerne

“Lovforslaget bliver endnu et udmærket redskab i kampen mod vildledning af forbrugerne,” siger Weidemann.

Lovforslaget ventes at træde i kraft i marts 2022. Overtrædes den kommende bestemmelse - se forslagets § 1, nr. 11- kan portaludbyderen blive idømt bødestraf.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

G
Håber det snart går op for lønmodtagerne at de såkaldte gule fagforeninger er en forretning og ikke en fagforenin g.Prøv at se på f.eks de kristelige, dr undlader at fortælle hvem der støtter dem og hvilken bagrund toppen har har. Det er den sorteste gren af kristendommen der er i toppen. Håber alle der påtænker et sådant medlemskab vil undersøge lidt om organisationen, i stedet for at tilmelde sig i blinde.