Info-side om fagforeninger oplyser stadig ikke, at det er en ren annonce-side

Folkene bag portalen Fagforeninger.nu har ikke - som lovet - opdateret med oplysning om, at gule fagforeninger har betalt for at blive fremhævet
Foto: Privat
Mike Nedergaard - erkender at Fagforeninger.nu er en annonce-side
Folkene bag portalen Fagforeninger.nu, der fingerer at fremlægge objektiv og saglig information om fagforeninger, lovede tidligere på ugen, at de ville opdatere hjemmesiden så det fremover klart fremgår for forbrugerne, at hjemmesiden er en ren annonce-side.

Det skal, ifølge Markedsføringsloven, fremgå af siden.

Netavisen Pio studsede over, at portalen fremstiller det som om, at “alle fagforeninger” i Danmark er lig med fem gule fagforeninger: Det Faglige Hus, Krifa, Ase, Business Danmark og Frie samt den tværfaglige fagforening, Lederne.

Omtale mod betaling

Gået på klingen erkendte en af mændene bag portalen, Mike Nedergaard, onsdag over for Netavisen Pio, at der ikke er tale om objektiv og saglig information om fagforeningerne i Danmark, men derimod en ren annonce-side for nogle få fagforeninger, som har betalt for at blive omtalt på portalen:

“Vi fremhæver de fagforeninger, som giver os en form for kompensation, når vi skaffer dem et medlem for eksempel. Der er tale om en annonce-side,” erkendte Mike Nedergaard, der sammen med Nikolaj Nedergaard, står bag firmaet VistaPay ApS, der ejer og driver portalen Fagforeninger.nu og andre prissammenlignende portaler.

Da Netavisen Pio over for Mike Nedergaard påpegede, at der intet sted af Fagforeninger.nu fremgår, at der er tale om en ren annonce-side, erkendte denne, at der var tale om en fejl:

Der plejer normalt på vores sider at stå en ansvarsfraskrivelse

“Der plejer normalt på vores sider at stå en ansvarsfraskrivelse, at listen ikke er udtømmende og at rækkefølge på de nævnte fagforeninger kan afhænge af den kompensation vi modtager fra de nævnte fagforeninger,” forklarede Mike Nedergaard.

Han lovede samtidig at rette op på fejlen:

“Det skal selvfølgelig tydeligt fremgå af listen over fagforeninger, at den ikke er udtømmende. Og at rangordenen på listen over de fagforeninger, vi nævner, afhænger af størrelsen af den kompensation, vi modtager.”

Portal ikke opdateret med forbehold

Men nu viser et tjek-up, at Mike Nedergaard ikke - indtil nu - som lovet har opdateret portalen.

Det fremgår stadig ikke af hjemmesiden, at der er tale om en annonce-side, og at kun de fagforeninger, der betaler for omtale fremhæves på hjemmesiden.

Det fremgår fortsat heller ikke, at listen over fagforeninger ikke er udtømmende, og det fremgår fortsat ikke, at de seks fagforeninger, der nævnes, rangordnes efter hvem, der har betalt VistaPay ApS flest penge.

Ikke vendt tilbage på henvendelse

Netavisen Pio har spurgt Mike Nedergaard via mail og sms, hvorfor Fagforeninger.nu endnu ikke er opdateret. Men hverken Mike Nedergaard eller medejer Nikolaj Nedergaard er vendt tilbage på Netavisen Pios henvendelser.  

Men hverken Mike Nedergaard eller medejer Nikolaj Nedergaard er vendt tilbage på Netavisen Pios henvendelser

Portalen Fagforeninger.nu er ikke den eneste portal, der fingerer at oplyse sagligt og objektivt om valg af fagforeninger, men som i virkeligheden - akkurat som Fagforeninger.nu - er rene annonce-sider, der alene fremhæver de fagforbund og/eller a-kasser, der betaler de pågældende portaler for omtale.

Andre portaler, som forbrugerne bør være på vagt overfor, er blandt andet allefagforeninger.dk, fagforening.net, skift-a-kasse.dk, find-a-kasse-priser.dk, tjekakasse.dk og billigakasseguide.dk

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Det burde være forbudt at bruge ordet forening, hvis der ikke er demokratisk opbygning i organisationen

Annonce