Annonce

Banker siger fra overfor minister, og Kristendemokraternes nye 2030-plan er klar

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Banker siger fra over for minister efter møde, Kristendemokraterne er klar med ny 2030-plan, og kortuddannede er mindre villige til at lade sig vaccinere.

Velkommen til dagens Aktuelt her dagen inden Store Bededag.

 

Banker efter møde med Kollerup: Bland dig uden om renten

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) langede tirsdag hårdt ud efter landets banker og deres negative renter.

Ministeren mener, at bankerne skal stoppe med at kræve betaling fra flere kunder for at have deres penge stående i banken.

Torsdag har Kollerup så holdt møde med brancheorganisationen Finans Danmark. Efter mødet er bankernes melding klar: Politikerne skal blande sig udenom.

Det skriver tv2.dk.

Meldingen fra Kollerup kom, efter at Danske Bank havde sænket grænsen for, hvor mange penge man må have stående i bankerne uden at skulle betale for det.

Grænsen rykkede fra 250.000 til 100.000 kroner, hvilket er samme niveau som i andre store banker som Nordea, Sydbank og Jyske Bank.

Finans Danmark er bekymret for, at ministerens indblanding er et principielt skråplan, som rammer sektorens robusthed.

Simon Kollerup fastholder efter mødet, at grænsen er nået. Han peger på, at grænsen gradvist er sænket fra 750.000 kroner til nu 100.000 kroner.

Læs mere her.

 

Kristendemokraternes nye 2030-plan: Vil sænke topskat og investere i psykiatri

Kristendemokraterne har præsenteret deres politiske 2030-plan for Danmark.

Det skete på et pressemøde på Christiansborg med landsformand Isabella Arendt og partiets nye politiske ordfører, Jens Rohde.

“Kristendemokraterne er et borgerligt midterparti, og det er der, vi placerer os. Vi ønsker at skabe ro, samle og finde gode løsninger for Danmark,” siger Isabella Arendt ifølge dr.dk.

Partiet foreslår blandt andet at hæve topskattegrænsen til 800.000 kroner. I dag er den på 544.800 kroner.

Samtidig skal der investeres 14 milliarder kroner i psykiatri og sundhed, mens der også skal bruges penge på børnepasning.

 

Kortuddannede er mindre villige til at lade sig vaccinere

Villigheden til at blotte skulderen og tage imod et stik med vaccine mod covid-19 er rigtig stor blandt danskerne. Men folk med lavere uddannelser er mindre villige til at sige ja tak til vaccinen end dem, der har studeret i mange år.

Det viser den nyeste rapport fra det såkaldte HOPE-projekt. Her har forskere siden marts sidste år undersøgt, hvordan befolkningen reagerer og takler corona-krisen.

Det skriver Fagbladet 3F.

89 procent af os vil gerne vaccineres, og dermed er opbakningen til vaccinerne rigtig høj sammenlignet med andre lande.

Men der er også forskelle. Borgere med kort uddannelse er nemlig mindre tilbøjelige til at tage imod en vaccine. De ved i mindre grad, hvordan de skal forholde sig. Og de synes i mindre grad, at det er vigtigt at blive testet.

Projektet er ledet af professor i samfundsfag ved Aarhus Universitet Michael Bang Petersen. Det kom ikke bag på ham, at der er ulighed i viden og adfærd.

Ifølge rapporten er det vigtigt at være opmærksom på den sociale ulighed i takt med, at samfundet åbnes mere op.

Ud over at foråret vil lægge en dæmper på smitten, er der to værktøjer: vaccine og test.

Læs mere her.

 

Joe Bidens første 100 dage: Mere populær end Trump

Over halvdelen af amerikanerne er tilfredse med at have Joe Biden som præsident.

Det viser den seneste meningsmåling fra Reuters/Ipsos ifølge Berlingske.

Dermed har Biden, der torsdag markerer sine første 100 dage på posten, allerede opnået en højere grad af opbakning, end hans forgænger Donald Trump nogensinde formåede at få i de fleste større meningsmålinger.

Siden 1933 har det været en tradition i USA at gøre status over nyvalgte præsidenters første 100 dage.

Men selvom 55 procent af de 4423 adspurgte i målingen siger, at de er tilfredse med Biden, så er det stadig lavere end nogen anden præsident i historien på dette tidspunkt med undtagelse af Donald Trump.

40 procent af de adspurgte er således utilfredse med Biden, mens fem procent er i tvivl.

Alligevel vil tallene formentlig hjælpe Demokraterne med at presse på for øgede investeringer i USA's infrastruktur og i grøn omstilling.

Det vurderer Julian Zelizer, der er politisk historiker ved Princeton University.

Læs mere her.

 

Bag hveder til bededag: Her er den verdensberømte, den gennemtestede og den sunde

Så er det tid til at finde det hvide forklæde frem og den store bøtte med hvedemel. I morgen er det Store Bededag, så i dag skal der bages hveder.

Det skriver Politiken.

Vi nærmer os Store Bededag og det betyder, traditionen tro, at der skal bages hveder. Frygt ej, Politiken giver dig tre eminente og helt forskellige opskrifter på den luftige, kardemommespækkede bolle, der vækker glæde hos alle og enhver.

Mesterbager Richard Hart giver dig opskriften på de perfekte hveder fra bageriet på Gl. Kongevej. Husk en køkkenvægt, da alle ingredienserne skal afmåles nøje.

Der skal hveder til bededag. Her er opskriften på nemme og saftige hveder fra Claus Meyer med en tilpas mængde kardemomme.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet