Boganmeldelse: Livet som et ustoppeligt ulykkesmaskineri

Det er litterær jordpåkastelse i verdensklasse, når Houellebecq efterlader den moderne mand og samfund i den mørkeste afmagt.

Hvis tanken om at være sammen med kæresten er blevet uudholdelig, lysten til sex er forsvundet, arbejdslivet er ophørt med at give mening, samtale med andre mennesker helst undgås og man direkte hader sig eget navn, så er den noget galt.

Romanens hovedperson - med det lettere fesne navn Florent-Claude - er trådt ind i den totale mørke, den evige vinter eller det som den franske succesforfatter Michel Houellebecq kalder for natten uden ende (Nacht ohne Ende).

Han har mistet tilknytningen til sin karriere, til sin kæreste og til resten af livet omkring ham.

Det bliver hurtigt mørkt, sarkastisk og destruktivt, når man træder inden for i Houellebecq univers.

Her romanen Serotonin absolut ingen undtagelse.

https://imgcdn.saxo.com/_9783832183882/0x500

"Serotonin", som er titlen på Michel Houellebecqs nye bog, er et stof som er forbundet med følelsen af lykke.

Uden tilhørsforhold til verden

Den menneskelige opløsning er total hos Florent-Claude, der er den 46-årige hovedperson i Serotonin. Han er ansat i en lukrativ freelancestilling for det franske landbrugsministerium, hvor han understøtter et solnedsgangsramt erhverv.

Han har mistet tilknytningen til sin karriere, til sin kæreste og til resten af livet omkring ham.

Men opløsningen af eksistensen Florent-Claude sker kun i det stille. Det går langsomt nedad bakke for ham, som det gør for alkoholikeren Ole Jastrau i Tom Kristensens mesterværk ’Hærværk’.

Der er ingen store begivenheder og intet Ragnarok – der er blot den evige og gradvise nedtur

Det er håbløst og udramatisk på samme tid. Der er ingen store begivenheder og intet Ragnarok – der er blot den evige og gradvise nedtur.

Houellebecq beskriver malende nedturen således:

”Menneskene havde ikke på ingen måde rottet sig sammen mod mig; det der var sket, var ganske enkelt at der ikke var var sket noget, at mit tilhørsforhold til verden, som fra begyndelsen af var svagt, lidt efter lidt var blevet til ingenting, indtil intet længere kunne standse denne løsrivelse.”

Livet gør ikke rigtig ondt på Florent-Claude – det er blot glædesløst.
 

Menneskelige relationer som en byrde

Houellebecq er allermest fremragende, sylespids og sarkastisk, når han beskriver hovedpersonens mislykkede forsøg på interaktion og kontakt med andre mennesker. Evne til smalltalk, hygge eller hvad man nu vil kalde det, har endeligt forladt Florent-Claude.

Efter to minutter gik det op for mig, at det var endnu mere udmattende at tale end at lytte

Mødet med en ekskæreste bringer hovedpersonen til en nærmest tragikomisk konklusion om det menneskelige samvær: ”Efter to minutter gik det op for mig, at det var endnu mere udmattende at tale end at lytte, det var menneskelige relationer i det hele taget der var et problem for mig…”.

Og meget bedre går det ikke på et besøg hos en gammel studiekammerat: ”Det forekomme mig nyttesløst at stille selv det mindste spørgsmål, jeg havde forstået det væsentlige, alligevel ville det være nødvendigt at forsøge at tale, vores lyst til at tie virkede tyngende…”
 

Skylles ned med antidepressiver

Hverken mennesket i sig selv eller det menneskelige samvær, giver nogen form for livslyst for Houellebecq. Målet er at holde fortvivlelsen på et acceptabelt niveau.

Og selvom man kan ikke just kan sige, at Florent-Claude i sin tristesse kæmper for at finde mening med livet, så klynger han sig alligevel til de flager af uvished, som han øjner hist og pist. Han spiller videre, selvom det sidste kort er spillet.  

Indtil døden endelig tager over, så handler det blot om at holde fortvivlelsen på et acceptabelt niveau

Fliget af mening dukker kun op, når jagten på et hotelværelse med rygning tilladt sætter ind; Når han støder på den unge stropløse spanske pige, der skal have hjælp med dæktrykket; når studiekammeraten Aymeric med riffel i hånden gør oprør mod faldende mælkepriser; når han ser dybt i Calvadosen og spiser sig mæt i rustik blodpølse; når han mindes om den nærmest lykkelige tid med favorit-ekskæresten Camille; eller frem for alt når smøgerne skylles ned med den antidepressive medicin Captirox.

Men det er alt sammen simple distraktioner eller blot udskydelse af det uundgåelige. Tilværelse er for Houellebecqs hovedperson rettet mod døden. Og indtil døden endelig tager over, så handler det blot om at holde fortvivlelsen på et acceptabelt niveau. Og netop der kan serotoninen hjælpe.  
 

Menneskelivet får én over nakken

Mange Serotonin-læsere slår sikkert op i bogen i håb om mere af den samfundskritik, som den Houellebecq leverede i kæmpesuccesen ’Underkastelse’ fra 2015. Her overtager Det Muslimske Broderskabs magten i Frankrig og vesten går i moralsk forfald.

Man kan opsnuse lignende samfundskritik i Serotonin, hvor Normandiets mælkebønder - som en slags replik til de Gule Veste - skrider til våben mod system, udvikling og prissætning. Eller når Houellebecq går i sarkastisk selvsving over rygeforbud, det triste byliv i Paris eller kulturelitens seksuelle perversioner.

De største menneskelige glæder findes i erindringen, i landbrugssamfundets stolthed og livets simple rutiner

Men mest af alt er Serotonin et psykologisk drama, der trænger ind i sindet. Samfundet bliver mere sekundært og er beskrevet mere indirekte og subtilt. Det er en slags velskrevet eksistentialisme, hvor de større sandheder, den menneskelige eksistens og meningen med livet, får én over nakken.

Houellebecq er ingenlunde menneske-elsker. Og han efterlader ikke læserne med det store håb for fremtiden. De største menneskelige glæder findes i erindringen, i landbrugssamfundets stolthed og livets simple rutiner. Men selv der, findes der ikke en egentligt kurs ud af mørket.  

Den menneskelige skæbne er et liv uden begivenheder eller fortællinger, der leder frem mod den endelig opløsning.

Vi har ikke rigtig noget at glæde os over – andet end læsningen af en ekstremt velskreven, sylespids og lidt uhyggelig roman.

Sarah Scheer er journalist på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook