“We don't need no education.” Sådan lyder den mest kendte linje fra Pink Floyds episke album The Wall, som flere generationer igennem tiden har kunne relatere sig til, når behovet for et antiautoritært modsvar til forventnings- og selvrealisringspresset har været for stort.

Selvom det er en fed sang at synge med på, ved de fleste af os godt, at vi har brug for uddannelse, og at uddannelse i mange sammenhænge er mere frisættende end det modsatte.

Hvilke uddannelser, vi vælger, er dog ikke ligegyldigt, og uddannelsessystemet indeholder mange blindgyder. Vi står overfor en voldsom mangel på faglært arbejdskraft. Samtidig overuddanner vi en masse unge til arbejdsløshed. Vi, politikere og arbejdsmarkedets parter, burde kigge hele vores uddannelsessystem grundigt igennem, så vi i højere grad bruger vores uddannelser til at give muligheder end at skabe barrierer.

Der er alt for mange unge, som slår sig på uddannelsessystemet og kommer på kontanthjælp, i misbrug og får en opfattelse af, at de ikke duer til noget

Vi taber eleverne
Den frie og lige adgang til uddannelse, uanset køn eller samfundsklasse, er en af det danske velfærdssamfunds største bedrifter, men på trods af en stor indsat, lykkedes vi ikke med at nedbringe den negative sociale arv. Der er alt for mange unge, som slår sig på uddannelsessystemet og kommer på kontanthjælp, i misbrug og får en opfattelse af, at de ikke duer til noget.

Af ren og skær ”pisaforskrækkelse,” og et misforstået faglighedsbegreb, har vi skruet op for de boglige fag, for nationale test og karakterer for de ældste klasser i folkeskolen. Samtidig med at musik, sløjd og billedkunst forbeholdes for de mindre børn. Så er det klart, at færre unge får smag for uddannelser og erhverv, hvor de skal bruge deres hænder. Vi har gjort skoledagen længere uden at sikre den variation, bevægelse og praksisnære undervisning, som skulle gøre, at de elever, der ikke lærer meget af tavleundervisning, kommer med.

Vi er selv ude om det
At vi står i en situation, hvor vi mangler faglært arbejdskraft, bør ikke overraske nogen. Vi er selv ude om det.

Vi oplevede i en lang periode, at vores industrivirksomheder lukkede eller flyttede til udlandet. De faglærte og de ufaglærte var i høj grad de mest udsatte i globaliseringen, alt i mens de højtuddannede og kreative blev kåret til dens vindere. Allerede i 90'erne begyndte snakken om, at vi skulle blive længere på arbejdsmarkedet, og man kan ikke fortænke nogle forældre i at ønske, at deres børn skulle få sig en lang uddannelse, hvis fremtidsperspektivet var outsourcing og nedslidning. Vi tog fejl. Nu ved vi, at vi har brug for både kloge hoveder og kloge hænder.

Det er da tosset, at en ufaglært arbejdsmand, som har arbejdet mange år i industrien, skal tilbage på skolebænken og bøje verber og lære procentregning

Til gengæld er blevet indført adgangskrav til erhvervsskolerne, for at højne deres præstige, så de ord- eller talblinde, de skoletrætte og de, som sent i livet beslutter sig for at tage en faglært uddannelse, tvinges tilbage på skolebænken og mister motivationen for at komme i gang. Fordi de nu igen skal løbe panden imod den mur, som tidligere har holdt dem tilbage.  Det er da tosset, at en ufaglært arbejdsmand, som har arbejdet mange år i industrien, skal tilbage på skolebænken og bøje verber og lære procentregning, inden han kan komme i gang med at udlære sig til rustfast klejnsmed. Der kan selvfølgelig være behov for, at han kan noget dansk eller matematik, men det kan vi lægge på løbende, i stedet for at bruge hans gamle folkeskoleresultater til at forhindre ham i at komme i gang med den uddannelse, han aldrig har fået.

Indførelsen af adgangskravene er for mig at se en stor fejl, og vi bør hurtigst muligt fjerne dem igen.

Afskaf manglen på lærepladser
På erhvervsskolerne har man selv ansvaret for at finde sig en læreplads, hvis man skal kunne færdiggøre sin uddannelse, medmindre man skal i skolepraktik, som de fleste arbejdsgivere taler dårligt om.

Virksomheder har været for længe om at vågne op og tage lærlinge ind. Der findes groteske eksempler på, at store virksomheder klager til kommunerne over mangel på faglært arbejdskraft, uden at de selv har taget en eneste lærling i fem år.

Der findes groteske eksempler på, at store virksomheder klager til kommunerne over mangel på faglært arbejdskraft, uden at de selv har taget en eneste lærling i fem år.

For mange virksomheder vil hellere stjæle faglærte medarbejdere fra hinanden, eller importere arbejdskraft fra Østeuropa, end at påtage sig et egentligt uddannelsesmæssigt ansvar. Problemet er, at usikkerheden om, hvorvidt man overhovedet kan få en læreplads, har holdt mange væk fra at påbegynde en faglært uddannelse.

Virksomhederne skal selv levere
Virksomhederne skal levere på et helt andet niveau end i dag. Den kortsigtede, egoistiske, bundlinjeorienterede tilgange nytter ikke noget. Fordi det ender med at blive dyrere for dem i sidste ende. Uddanner vi ikke flere faglærte, vil det skade produktiviteten og presse lønnen op for de få faglærte, som er tilbage. Det er selvfølgelig godt for dem, men skidt for virksomhederne og samfundsøkonomien.

Hvis man vælger at holde fast i princippet, bør vi indføre kvoter, hvor minimum ti procent af de ansatte skal være lærlinge eller under uddannelse

Når vi står i den situation, at virksomhederne nu i flere generationer, på trods af diverse tilskud og kampagner, bliver ved med at svigte i forhold til at skabe praktikpladser nok, synes jeg, at det er på tide, at vi overvejer om vekseluddannelsesprincippet, hvor man skiftevis er på skole og på arbejdsmarkedet, overhovedet er hensigtsmæssigt for vores faglærte uddannelser. Hvis man vælger at holde fast i princippet, bør vi indføre kvoter, hvor minimum ti procent af de ansatte skal være lærlinge eller under uddannelse. Det er ærgerligt at indføre tvang, men situationen er alvorlig.

Vi skal skabe et sammenhængende uddannelsessystem
Fra kommuner og staten har man også været for sløve og handlet forkert. Beskæftigelsesforvaltningerne har mere tænkt på hvilken refusion, de kunne få hjem, og staten på, hvordan de kunne effektivisere. I stedet for at skære ned på erhvervsuddannelserne, burde vi give dem et alvorligt løft, så uddannelserne bliver tidssvarende og attraktive for alle at vælge. Vi bør gøre op med taxametersystemet, hvor uddannelserne konkurrer med hinanden og poster millioner af kroner i reklamer, som lokker de unge med udlandsophold, skiture og fredagsbarer.

Det er på tide, at vi nedbryder murene i mellem erhvervsuddannelserne og de gymnasiale uddannelser

Der er også brug for, at vi går meget mere målrettet til værks med at sikre os et sammenhængende uddannelsessystem, som tager udgangspunkt i de unge, vi har, og den verden, de skal ud i. Det, at man nu kan tage en erhvervsuddannelse og få et gymnasialt niveau, er et skridt i den rigtige retning, men jeg mener, at det er på tide, at vi nedbryder murene i mellem erhvervsuddannelserne og de gymnasiale uddannelser. Gymnasierne skal ikke kun være alment dannende, ligesom erhvervsuddannelserne ikke kun skal være praksisorienterede - fordi vi behøver begge dele.

Erfaring skal give merit
I behovet for faglært arbejdskraft kan vi ikke nøjes med at satse på de unge. Derfor skal erhvervsuddannelserne også spille bedre sammen med vores eftervidereuddannelsessystem, i kortere ”AMU”, så man løbende, i mens man passer sit arbejde, kan gå fra at være ufaglært til at blive faglært over en årrække.

År og erfaring på arbejdsmarkedet bør give langt mere merit.

Den livserfaring og de kompetencer, man får ved at passe et rigtigt arbejde, er undervurderede. Derfor bør år og erfaring på arbejdsmarkedet give langt mere merit. Folk, som ikke er helt unge mere, er ofte også mere motiverede for at få deres uddannelser gjort færdige.

Vi bør satse målrettet på, at vores arbejdsløse konsekvent og systematisk bliver uddannet i deres ledighedsperioder. Ikke med spaghettikurser, men uddannelser som giver dem både formelle og uformelle kompetencer til at komme ud på arbejdsmarkedet.

Kun hvis alle trækker i den rigtige retning, og gør det snart, kan vi rette op på de fejlskøn, som blev lavet. Vi har brug for uddannelse, men flere skal være faglærte. Vi skal uddanne de unge, de ufaglærte og de arbejdsløse. Vi skal fjerne adgangskravene, afskaffe vekselsuddannelsesprincippet, eller indføre kvoter for antallet af lærlinge, vi skal droppe adskillelsen af gymnasiale og erhvervsrettede uddannelser, gøre op med taxametersystemet og lade vores eftervidereuddannelsessystem være kompetencegivende på samme niveau som de øvrige uddannelser. På den måde bryder vi murene ned, og gør vores uddannelsessystem til en del af løsningen og ikke problemet.

Tim Vermund er politisk ordfører for Socialdemokratiet i Odense Byråd og uddannelsessekretær i 3F Østfyn.

Klummen er alene udtryk for forfatterens egen holdning.