Annonce

Europas superklubber truer med at gå solo: Det er helt grotesk

Forslag om en lukket liga for Europas bedste fodboldklub får politikere og fans til at gå amok.
12 af Europas største fodboldklubber truer med at oprette en lukket liga, hvor kun de særligt inviterede har adgang.

Det vil fremover gøre det helt umuligt for eksempelvis danske klubber at kvalificere sig til den fineste og økonomisk mest givende klubturnering.

Politikere, fans, klubber og fodboldforbund står i kø for at tage afstand fra forslaget.

Ifølge flere medier, så tales der om en model med 20 hold, hvor de 15 er faste deltagere og de sidste fem kan kvalificere sig.

De involverede klubber er de seks engelske klubber Manchester United, Manchester City, Liverpool, Tottenham, Chelsea og Arsenal, de italienske AC Milan, Inter Milan og Juventus samt de spanske klubber FC Barcelona, Real Madrid og Atletico Madrid.

Beruset af egoisme

Reaktionen fra både UEFA, de nationale forbund i de fem store lande (England, Tyskland, Spanien, Italien og Frankrig) og ligaforeningerne er meget hårde.

“Premier League fordømmer ethvert forslag, som angriber principperne om åben konkurrence og sportslig fortjeneste, som er kernen i den hjemlige og europæiske fodboldpyramide,” lyder det i en pressemeddelelse fra Premier League.

Angriber principperne om åben konkurrence og sportslig fortjeneste

Tonen er hårdere fra Javier Tebas, der er formand for den bedste spanske række.

“Endelig vil 'guruerne' fra 'powerpoint'-superligaen, der er beruset af egoisme og manglende solidaritet, forlade 'baren'. UEFA, de europæiske ligaer og La Liga har arbejdet på dette i lang tid, og de vil få det rette svar,” skriver han på Twitter.

Herhjemme tager både Brøndby og FC København officielt afstand fra planerne.

placeholder

Forbundene og ligaerne truer med alt for pengestraf til udelukkelse af spillere, der deltager i den nye liga, fra at kunne spille på landshold.

Lander midt i diskussion om CL-reform

Udspillet fra de 12 klubber kommer netop som man i det europæiske fodboldforbund UEFA diskuterer fremtiden for Champions League, der er forbundets vigtigste og mest økonomisk tunge turnering.

Planen er at udvide turneringen fra de nuværende 24 til i alt 36 hold.

Det vil betyde, at man er flere klubber om at dele tv-pengene og også, at der kommer flere kampe med middelmådige modstandere fra Schweiz og Grækenland, som ikke interesserer så mange .

Måske lidt overraskende er der et par fraværende klubber på listen: Det drejer sig især om franske Qatar-ejede Paris Saint-Germain og den tyske storklub Bayern München, som vil være selvskevne som medlemmer af den nye liga.

Heller ikke ellers udskældte Red Bull, der blandt andet står bag klubber i både tyske Leipzig og østrigske Salzburg er med.

Selvom de involverede beløb er større er det en situation ikke helt ulig den, der var, da man i sin tid indførte professionel fodbold i Danmark i slutningen af 70'erne.

Her truede den tidligere landsholdsspiller Harald Nielsen og den senere Venstre-politiker Helge Sander med at danne en professionel piratliga, hvis ikke DBU ville tillade betalt fodbold.

Forbilledet er den amerikanske fodboldliga NFL, som er en lukket liga, der i øjeblikket består af 32 hold, og hvor det udelukkende er de eksisterende ejere, der beslutter, om der skal etableres flere hold - og i givet fald hvor, så de ikke stjæler tilskuere fra hinanden.

Det står i kontrast til den europæiske pyramide-model, hvor selv det mindste seriehold teoretisk har chancen for at blive gode, rykke op, vinde mesterskab og i sidste ende komme i Champions League.

Dilemmaet for klubberne og deres ejere er til at få øje på. Pengene ved at deltage i en lukket turnering er enorme: Nogen taler om beløb på op imod 3 milliarder kroner pr. klub bare for at stille op.

EU-dom kan komme i vejen

Med udsigten til milliarder er de 12 klubber naturligvis klar med en legion af dyrt betalte advokater, som ikke vil finde sig i at UEFA og ligaerne truer dem og spillerne med sanktioner.

Klubberne burde læne sig op ad sine fans

Selv om UEFA og forbundene rasler med sablen ift klubberne, er det ikke sikkert at sanktionerne er lovlige. En dom fra EU-domstolen afgjorde, at det er ulovligt for det internationale skøjteforbund at udelukke atleter fra f.eks. OL, fordi de har deltaget i en privat organiseret konkurrence.

BoJo: Må sikre at dette ikke kommer videre

Udmeldingen fra de 12 klubber har affødt politiske reaktioner fra allerhøjeste sted. Den britiske premierminister Boris Johnson.

“En europæisk Super League er dårligt nyt for fansene. Klubberne burde læne sig op ad sine fans,” siger han på et pressemøde.

“Vi vil se på alt, hvad vi kan gøre med fodboldmyndighederne for at sikre, at dette ikke kommer videre på den måde, som det i øjeblikket foreslås,” siger Boris Johnson følge Reuters.

Også herhjemme har politikere og debattørere travlt med at tage afstand til forslaget fra de 12 storklubber.

S-ordfører: Slut med enhver form for solidaritet

Ideen falder heller ikke i god jord hos regeringspartiet Socialdemokratiet. Klubberne glemmer solidariteten, lyder det fra den socialdemokratiske idrætsordfører Malte Larsen:

“Det er helt grotesk det her, og det viser moderne fodbold fra en af sine værste sider. Det her handler om grådighed og de her klubber glemmer hvor de kommer fra, at de er en del af en fødekæde,” siger han til Netavisen Pio og fortsætter:

“Det er slut med en enhver form for solidaritet med det system som har skabt dem.”

Viser moderne fodbold fra en af sine værste sider.

Han mener, at tankegangen bag forslaget er en konsekvens af at flere og flere af de største klubber i de senere år er blevet overtaget af ejere fra USA, Kina og Mellemøsten:

“Det her er måske også en konsekvens af at man ser flere og flere klubber med udenlandske ejere, som først og fremmest ser klubberne som forretninger og ikke som lokale og nationale kulturinstitutioner med traditioner,” siger han og tilføjer, at diskussionen også rammer ham personligt.

"Det gør selvfølgelig lidt ondt på et personligt plan at se at "min gamle klub" Liverpool er med i det her. Og jeg håber inderligt, at den her ide bliver lagt på hylden."

Klubberne vil have deres bid af kagen

Selvom han tager afstand for forslaget, så er S-ordføreren dog ikke afvisende overfor tanken om, at de store klubber blot bruger det her som en måde at lægge pres på UEFA i forhandlingerne om Champions League.

"Man kan selvfølgelig ikke helt afvise tanken om at det her blot er et forsøg fra de store klubber på at sikre sig selv i forhandlingerne om Champions League. Det er jo ingen tvivl om, at det er dem, som er det primære produkt, og dem som tv-seerne i hele verden gerne vil se, og at de selvfølgelig gerne vil have den størst mulige bid af kagen," siger han og fortsætter:

"Det er bare vigtigt at holde fast i, at fodbolden er et sammenhængende system og at de her klubber også har brug for at der er et vækstlag under dem, som uddanner spillere."

Fodboldens ansvar først

Skulle klubberne gå videre med ideen, så er regeringen dog klar til at lytte til det danske fodboldforbund DBU, hvis det skulle blive nødvendigt med politisk involvering.

"I første omgang er det her en diskussion som fodbolden må tage med sig selv, mellem klubber, de nationale forbund og de internationale forbund. Der er dog ingen tvivl om, at hvis DBU ringer og har brug for at tale om hvad vi kan gøre rent lovgivningsmæssigt, så vil vi selvfølgelig lytte," siger Malte Larsen til Netavisen Pio og fortsætter:

"Det er dog vigtigt at slå fast, at fodboldklubber som udgangspunkt er frie virksomheder, der har ret til at arrangere og deltage i private turninger, og at deres medarbejdere - spillerne - har nogle rettigheder i forhold til at bedrive deres erhverv, og det kan gøre det svært at gennemføre eksempelvis sanktioner."

Vil ende i retten

Malte Larsen er overbevist om, at hvis de store klubber går videre med det her, så vil det ende med retssager, og at EU-kommissionen kommer på banen.

"I forhold til EU-sporet er det dog ret væsentligt at huske at halvdelen af de her omtalte klubber efter Brexit ikke længere befinder sig i EU."

Schmeichels tidligere holdkammerat gik til stålet

Den tidligere Manchester United-profil Gary Neville, der i 90'erne spillede sammen med Peter Schmeichel i den engelske klub, satte søndag aften ord på de følelser som mange fodboldfans sad med: Afsky og vrede.

Gary Neville, der i dag fungerer som ekspert på Sky Sports, blev efter Manchester Uniteds kamp mod Burnley spurgt om hans holdning til sagen - og hans svar gik viralt:

“Hvordan kan man overhovedet tænke på at komme på stadion og se en Super League-kamp, efter at du har ladt 14 Premier League-hold i stikken, Championship, League 1 og 2 er døde.”

“Hele pyramide-strukturen, man har kæmpet for i 150 år er væk. På grund af seks klubber,” sagde Gary Neville, der især var skuffet over sin gamle klub - og ærkerivalerne fra Liverpool:

"Liverpool siger, at det er folkets klub, 'You'll never walk alone'. Fansenes klub. Manchester United, 100 år og stiftet af arbejdere fra området. Og nu vil de bryde ud i en liga uden en egentlig konkurrence. Det er en kæmpe skændsel,” sagde han i interviewet, der blev flittigt delt på sociale medier.

placeholder

Trusler eller ej, så havde markedet tiltro til projektet. Aktierne i to af klubberne, Juventus og Manchester United, var mandag eftermiddag steget med over 10 procent.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er klubbernes fans sammen med pressen, som formentlig kommer til at afgøre, om dette bliver en succes. Hvis fansene holder sig væk fra kampene (og fra skærmen under kampene), og pressen undlader at vise kampene og rapportere fra dem, så er det en død sild.

Det er mit håb, at det bliver sådan, men jeg er langt fra sikker på, at det gør det.

Nemli' ja.
Må Thors ønske gå i opfyldelse.
Fodbold fans og TV stationer, tag Jer sammen!

De røde partier kræver at alt skal være “bæredygtigt” og “klimavenligt” og bidrage til målsætningen om 70 % CO2 reduktion i 2030.

I de kommende uger skal dansk landbrug, som efterhånden er det eneste erhverv der ikke er udflyttet af landet, så igennem skærsilden fra de røde.

Ifølge Malte Larsen gælder dog følgende for et erhverv, på trods af begivenhederne med dansk minkerhverv:

“Det er dog vigtigt at slå fast, at “virksomheder” som udgangspunkt er frie virksomheder, og at deres medarbejdere har nogle rettigheder i forhold til at bedrive deres erhverv, og det kan gøre det svært at gennemføre eksempelvis sanktioner”.

Hvis Malte Larsens udtalelse også gør sig gældende for virksomheder inden for dansk landbrug, går danske gårde, mejerier, slagterier, fødevareproducenter en lys fremtid i møde. Innovation har været modeordet i dansk fødevareproduktion i mange årtier - hvad ønsker kunden, forbrugeren, den moderne dansker? Landbruget har hurtigt set hvor pengene hentes og hvad forbrugeren er parat til at betale. Økologiske produkter på trods af højere priser er gået som varmt brød og landbruget har i perioder haft svært ved at levere varen. Efterspørgsel og produktion følges over tid ad!
Dansk landbrug er således blevet mere og mere bæredygtigt styret af forbrugernes ønsker.

Bæredygtigt dansk og europæisk fodbold har vi aldrig, jeg gentager aldrig, hørt nævnt hverken i pressen eller på Christiansborg.

Med det ramaskrig der lyder fra alle sportskommentatorer og også statsledere og måske også de røde partier i Danmark, kan europæisk og dansk fodbold måske sættes i en bæredygtig, grøn, økologisk politisk kontekst på baggrund af de europæiske storklubbers udspil om “European Super League”.

Skal dansk og europæisk fodbold også være klimaneutral eller bidrage til 70%CO2 reduktion i 2030?

Mad på bordet skal enhver familie have. Dansk landbrug har vi levet af i 500 år.
Fodbold til aftenskaffen kan vel undværes. Dans fodbold var ren amatørisme indtil 1977.

Først dansk fodbold.
Skal CO2 målene nås må danske fodboldklubber nøjes med at have danske spillere. CO2 udslippet ved at importere udenlandske spillere koster alt for meget på CO2 regnskabet, som enhver klub fremover burde skulle stå til regnskab for over for et erhvervsudvalg, præcist som det gælder for transportsektoren, industrien, dansk landbrug, osv. Regn blot på FC Midtjyllands samlede CO2 regnskab. Husk alt skal med som enhver prut fra en dansk ko! I vil blive chokeret når I ser regnskabet. Claus Steinlein fra FCM får julelys i øjnene når en afrikansk spiller sælges for kæmpestore millionbeløb til store udenlandske klubber. Men udregnes spillerens CO2 aftryk i sin tid i klubben sammenlignet med en tilsvarende dreng fra Herning, ville enhver rød og radikal politiker slå korsets tegn! En 2. divisionsklub snakkede netop om at importere to spillere fra Afrika, så kunne klubben blive hængende i midten af 2. division. Tankegangen er så langt væk fra de politiske klimatankegange som de røde og radikale partier i folketinget arbejdet ud fra - alle skal bidrage til 70% CO2 reduktion i 2030.

Malte Larsen talte om hvor vigtigt det er med “et vækstlag under dem, der uddanner spillere”. Et fænomen de for længst har opgivet i f.eks. FC Midtjylland. Der er penge i skidtet. Og det er langt billigere at hente talenter fra Afrika. Dansk fodbold har alt for længe leget med ilden. Danske ungdomsspillere er ikke dansk topfodbolds focus. Der står dollartegn i øjnene på de danske fodboldklubs ejere. Og trænere. Hvad laver trænerne i FC Midtjylland? Rejser rundt i Afrika for at finde egnede guldkandidater. Danske fodboldtrænere er blevet globale talentspejdere. Og alt imens forsvinder grundlaget for dansk ungdomsfodbold. Drømmen forsvinder. Christian Eriksen som identitetsperson for danske drenge er snart en saga blot. Se blot tilslutningen til dansk ungdomsfodbold. Til gengæld har Pernille Harder godt fat i pigerne. Dansk kvindefodbold er endnu ikke overrendt af udenlandske spillere, selv om en især nordisk invasion er på vej.

Så europæisk fodbold:
Det nye udspil fra de tolv klubber er en bombe under EUs klimamål. Den europæiske super liga vil hurtigt fjerne alle europæiske spillere fra turneringen, som vil blive overtaget af brasilianske og afrikanske spillere suppleret med talenter fra andre oversøiske lande. CO2 aftrykket vil således stige kolossalt. Som hos Claus Steinlein vil dollartegnene blive større og større hos virksomhedslederne af de store klubber. Europæiske fodboldklubber bliver globale virksomheder. Og globale virksomheder tænker mindst af alle på CO2 udslip.

Skal vi så alternativt udvide Champions league til 32 hold. Ja, med regionale opdelinger hvor regionale klubber mødes i derby-opgør på tværs af landegrænser. Stor publikumsinteresse. De regionale vindere kommer i pulje med de 12 bedste klubber i Europa, igen på regional opdeling. Derby-opgør med stor publikumsinteresse. Til sidst spilles de afgørende kæmpe på tværs af alle regioner.
Fordelen ved ovenstående model er at CO2 reduceres betydeligt. Fodbold kan gå foran med et godt eksempel for alle andre erhverv. Desuden bør udebanetilskuere forbydes idet CO2 udslippet er alt for dyrt. Og kæmpestore kontingenter af politi og sikkerhedsfolk spares væk til fordel for CO2 udslip.

I øvrigt bør den europæiske liga reserveres til europæiske fodboldspillere. Det ville have en altafgørende effekt på reduktion af CO2 udslippet. Desuden burde det overvejes hvor mange nationale spillere som ethvert hold skal spille med på banen. Det ville være godt for CO2 reduktionen, samt skærpe landenes konkurrence om at udvikle den bedste idrætskultur i landene til fordel for sundhed, psykisk sundhed, positive fysiske oplevelser i tilværelsen.

Europæisk fodbold ødelægger i øjeblikket klimaet og skaber flere og flere passive tilskuere foran iPad’en, tv’et eller computeren.

De tolv klubbers tiltag gør kun tingene endnu værre. Coronaen har desværre bidraget til at bringe

a) piger og drenge væk fra træningsbanerne
b) publikum væk fra de lokale, regionale og nationale stadium
C) fodbold er blevet underhold på en iPhone eller iPad.

De tolv klubber forstærker blot udviklingen. Snart vil andre sportsgrene tage over efter fodboldepoken.

Og der hvor europæiske piger og drenge en gang løb rundt på grønne plæner og spillede fodbold i al slags vejr og havde måske en drøm om at blive en ny Christian Eriksen eller en ny Pernille Harder, der vokser der nu ukrudt og blomster til glæde for biodiversiteten.

Hvad børnene i Danmark og England og Tyskland og Sverige kommer til at lave i fremtiden ved kun e-fabrikanterne.

Men i Afrika og Brasilien drømmer de på støvede pladser og veje og strande om at blive den nye Messi i europæisk topfodbold. Så kan de forsørge en hel by.
Som en Lego-milliardær eller Bestseller-milliardær. Men deres CO2 aftryk bliver jo heller aldrig udregnet, checket, osv.

Produktionen foregår jo uden for landets grænser. Vi nøjes blot med at bestille hjem over nettet.

Sådan bliver det også med fodbolden?!?

You’ll never walk alone. Om du er rød eller blå. Bare det udføres af udlændinge. Og ikke her i landet. Og er billigt for forbrugeren.

Engang var Arla sponsor for dansk landsholdsfodbold i 25 år. Det sluttede allerede i 2011. Dengang skrev Arla:

“En epoke nærmer sig sin afslutning. Efter 25 år med tre VM-slutrunder, fem EM-slutrunder og fire forskellige landstrænere har Arla valgt at stoppe som hovedsponsor for det danske fodboldlandshold.

Mælk og fodbold klæder hinanden godt, men nu ønsker vi at investere i aktiviteter, som passer bedre til vores profil og ambition om at bringe forbrugerne Tættere på Naturen. I det omfang det er muligt vil vi fortsætte med at støtte DBU’s fodboldskoler i de kommende år. Men derudover arbejder vi lige nu med nogle andre meget spændende og ambitiøse planer, der vil passer godt til vores Tættere på Naturen profil,” siger Peter Giørtz-Carlsen.”

Dansk fodbolds største støtte igennem moderne tid skal i de kommende måneder se de røde partier og de radikale kæmpe imod “den røde danske malkekos prutter” og klimaaftryk.

Europæisk fodbold slipper for enhver klima-bemærkning!

Bemærkelsesværdigt.

Produktionsdanmark imod underholdningsstorbyerne.

Mad er en selvfølgelighed. Underholdning er en nødvendighed.

Storbyerne ville gå psykisk ned uden topfodboldsunderholdning.
Global skuespil til folket! Klimaets største syndere. Danske køer betaler prisen. Sponsoratet er borte.

Come on the reds!
Hvis ikke dansk fodbold skal blive til en blå forglemmigej, er det tid at vågne op.

Tulle er jo en stor Liverpool-fan. Måske han fra midten af dansk politik kan redde både dansk fodbold og den danske ko.

Danske spillere i danske klubber! Europæiske spillere i europæiske topklubber! Danske køer i dansk landbrug!

Valget er enkelt!

Klimavenligt! Bæredygtigt! Dansk landbrugsproduktion og dansk fodbold i fornyet national symbiose.

Tættere på naturen. Børn og unge på græs for dansk fodbold!

Måske Arla en dag vender tilbage som sponsor.

Og ser fremtiden i Danmark for danske børn og unge!

Annonce