Annonce

Anmeldelse: Kampen om historien

Historiens dom over besættelsestiden svinger fortsat ved 75 årsdagen for befrielsen. Ny bog pulveriserer på hæderlig vis myterne om tilpasningspolitikken.
Historikeren Niels Wium Olesen har ære af sit fromme ønske om at afskaffe besættelsestiden som et højt besunget nationalt klenodie. Han ser gerne, at vi begynder at betragte årene fra 1940 til 1945 som et stykke almindelig Danmarkshistorie.

De fem år fremstår jo både grumset, rodet og med hele skalaen mellem heltemod og forræderi. Og 75 år efter befrielsen er der fortsat nogle, der gerne vil stjæle eller misbruge historien til egne formål politiske formål.

75 år efter befrielsen er der fortsat nogle, der gerne vil stjæle eller misbruge historien til egne formål politiske formål

Den lille bog Modstand på 100 sider er det seneste bidrag til Aarhus Universitetsforlags godt tænkte serie på 100 danmarkshistorier på 100 sider til 100 kroner, og med seriøse forskere på de enkelte bøger. Så kan alle være med.

Tilpasningspolitikken nød masssiv opbakning 

I fjor fik vi filmen De Forbandede År, hvor instruktøren Anders Refn fik skruet alle fem års dilemmaer ned i en enkelt familie, endda sådan, at det ikke blev rigtigt at fælde domme på vej ud af biffen, selv om nogle få i familien havde krydset kridtstregen. På samme gode måde svæver alt det svære og modsætningsfyldte pænt hen over de 100 sider.

Tilpasningspolitikken kan man sagtens tage afstand fra, når nu sabotøren fik Danmarks placeret i de allieredes lejr

Tilpasningspolitikken kan man sagtens tage afstand fra, når nu sabotøren fik Danmarks placeret i de allieredes lejr, men tilpasningspolitikken kan man ikke bare tage afstand fra med tilbagevirkende kraft. Vælgerne tog den til sig ved folketingsvalget i 1943. Og ved det første folketingsvalg efter befrielsen stemte 85 procent af vælgerne på de gamle partier. Så kan heltene pudse bagklogskabens glorie, selv om de fleste altså må finde deres familiære ophav i butikken, hvor man både kunne blæse og have mel i munden.

Den allerstørste del af familien Danmark foretrak det bedste af to verdener med en glidende overgang mellem dengang Det Tredje Rige stod som den sikre vinder – og frem til det øjeblik, da alle kunne se, at nazismen alligevel ikke satte sig på verdensherredømmet.

Dybt ned i tvivlen

Når der skal så meget med på 100 sider, så er der brug for analysens kraft til at skære tingene skarpt op, og det gør Niels Wium Olesen godt. Først og fremmest pulveriserer han de tarvelige forsøg på at forklare tilpasningspolitikken som første akt i modstandskampen. Han bruger en udtalelse fra Socialdemokratiets formand, Hans Hedtoft, som på befrielsesdagen mente, at sammensætningen af Befrielsesregeringen med halvdelen fra partierne og halvdelen fra Danmarks Frihedsråd var beviset på, at det legale og det illegale Danmark var to alen ud af et stykke. Nej, det var hver sin ting til hver sin tid.

Forfatteren kommer dybt ned i tvivlen på den kommunistiske del af modstandsbevægelsens håb og hensigter; kunne kommunisterne kuppe noget, når besættelsestropperne var ude? Han får placeret Mogens Fog, modstandsmanden, lægen og den senere rektor på Københavns Universitet så spøjst i flere forløb, at jeg omgående hev den ulæste Fog-biografi ned fra hylden, sådan som Modstand generelt inspirerer til mere læsning.

Bogen er let læst, hvilket ikke skal forstås som overfladisk

Min generation, født 1944, er generationen som begyndte den selvstændige læsning uden for skoleklassen med Churchill-klubben om de store modige drenge i Ålborg. I dag er jeg så havnet på det standpunkt, at det var nemt nok at være en helt på egne vegne, mens det er forbandet svært at spille helt på nationens vegne. [Hvilket læserne gerne må indfortolke i en helt aktuel krisesituation]

Bogen er let læst, hvilket ikke skal forstås som overfladisk. Den er velskrevet, og får mestendels opløst det komplekse.

Kampen om historien lever videre 

Wium Olesen konstaterer, at kampen om historien stadig er i gang. Som statsminister brugte Anders Fogh Rasmussen sammenligningen mellem Adolf Hitler og Saddam Hussein, da han i 2003 løj Danmark i krig. Det ligger helt i forlængelse af, at det fra 1990erne er blevet mere acceptabelt at gå direkte efter deltagerne i forhandlingspolitik og tilpasningspolitik.

De fem års nationale klenodie har brug for at blive til hæderlig og usentimental historieskrivning

Derfor skal Wium Olesen bestemt og nødvendigvis fremhæve den socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhls tale i 1942 med advarsler mod sabotage, men han kunne nu nok have nævnt, at det store svig i fortællingen om Buhls kritisable tale er, at alle har glemt, at Christian 10. roste talen og selv sagde det samme ved tre lejligheder, inden han blev bisat i 1947 med frihedskæmperarmbindet som det eneste hæderstegn på kistelåget.

Jo, de fem års nationale klenodie har brug for at blive til hæderlig og usentimental historieskrivning, og den lille bog er en god forlængelse af Wium Olesens tidligere udgivelser.


Niels Wium Olesen, Modstand, udgivet på forlaget Aarhus Universitetsforlag, 2020, 100 sider
 

Poul Smidt er selv forfatter til en biografi om Viggo Kampmann 2016 og er bogaktuel med biografien om Frederik 8., se fredy.dk Han skrev miniportrættet på Vilhelm Buhl i Statsministre – 8 socialdemokrater, Arbejdermuseet 2010

Forfatter, journalist, cand. jur og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre. Forfatter til en lang række bøger, blandt andet "Efterretningstjeneste på udflugt", 1970, og har bidraget til flere bøger om efterretningstjeneste og overvågning. Har desuden skrevet flere politiske biografier bl.a. om Viggo Kampmann, der var aktiv i modstandsorganisationen Frit Danmark. Han skriver for tiden på en biografi om en af besættelsestidens hovedpersoner.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Tja, da befrielsen indtraf, var der jo i vide kredse enighed om, at Danmark havde vundet krigen helt alene på egen hånd. Men hvad var dette udtryk for? Det var udtryk for, at der i den dansk befolkning var et bundløst had til tyskerne. Flere har berettet, at det tog nogen tid at indse, hvilke skurkagtige kræfter det var, nazismen havde sluppet løs. Der var jo historien om Villy Sørensen og Knud W. Jensen, hvor den sidste jo var medlem af ”Ringen”, en gruppe, som hyldede tysk kultur – navnet var taget fra Wagners opera af samme navn, ja, sågar Gert Petersen fra SF havde noget med nazisterne at gøre. Der er historien om journalisten Jacob Kronika, som havde skrevet om nazisterne i 1935 på en positiv måde, men senere erkendte med beklagelse, at der var gået et par år, før han gennemskuede nazismen. Realiteterne var jo, at før 1943 troede de fleste herhjemme på tysk sejr, og på den ”nyordning i Europa”, som tyskerne ville forestå. I 1943 fik man den mest glimrende udsigt til alle skosålerne, og den politiløse tid gav anledning til lovløse tilstande herhjemme og til en farlig kriminalitet i den umiddeelbare efterkrigstid. Den gav anledning til uafgjorte mellemværender, som bevirkede uopklaret kriminalitet helt oppe i 1960erne. Krigen var en giftblanding, som mere end noget andet forgiftede denne nations hele virke og samvær, en ulykke for landet. Men det forhold, at anløbne og kriminelle kræfter boltrede sig som i varmt mudder under krigen, ja, folk som Niels Buch og hans holdgymnaster stod som eksponenter for nazistisk ideologi i det helt åbne. I en stor del af efterkrigstiden var der mange herhjemme, der omfattede alt militært med den dybeste foragt, en foragt, der har persisteret til i dag. At gå i takt og at iklæde sig uniformer er der i dag mange, der omfatter med den dybeste væmmelse. Ligeledes er der mange, der vil skrive under på den erklæring, at de ikke ser det som deres opgave at bære våben, ja, faktisk er det den tankegang, der i hele efterkrigstiden har formet Danmark. Krigen var hverken et komma eller et semikolon, men en formende kraft, der gjorde efterkrigens Danmark i nazismens modbillede – sikkert til nogens fortrydelse, hvilket kan ses af, at ting af nazistisk relation handles clandestint til høje priser. Idioter har man altid kunnet finde. Og de findes stadigtvæk, selvom der jo også findes idioter på den hellige side, der nægter at anerkende denne kendsgerning, fordi de ikke vil se ondskaben i øjnene, men bestandigt er i færd med at bortforklare dennes eksistens, simpelthen fordi de ikke fatter den.

Udtrykket "samarbejdspolitikken" fik tidligt lov til at bide sig fast. Det er et udtryk, der giver et generaliseret og forenklet billede af noget, der i virkeligheden var meget mere nuanceret. Udtrykket "forhandlingspolitikken" dækker meget bedre det, der faktisk foregik. Der var ikke tale om et venligt, positivt defineret samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Der var tale om en løbende, helt igennem taktisk defineret bestræbelse på at mindske skaden og bevare muligheden for, at det danske samfund kom helskindet gennem krigen. Pas på med ukritisk brug af ordene. "Pas på sporet. Der kommer sprog!"
Poul Nielson

Nestor for besættelsens historie, Hans Kirchhoff, skriver i 'Samarbejde og modstand' (2001) noget i retning af at han egentlig foretrækker 'forhalingspolitik' som den mest præcise beskrivelse.
'Samarbejde' og 'forhandling' prøver at antyde en situation med to (nogenlunde) ligestillede parter. Det var der jo aldrig tale om - ikke engang Scavenius prøvede at bilde sig selv og andre ind andet end at 'de har jo alle kanonerne'.

Ja, det er helt rigtigt, hvad du her skriver. Ordet "samarbejdspolitikken" refererede jo oprindeligt til samarbejdet melle Folketingets partier, men sidenhen har den betydning, at der var tale om samarbejde mellem de danske myndigheder og tyskerne jo bidt sig fast, og i dag er det kun Radikale og socialdemokratiske partisoldater og apologeter med ærinde i historieskrivningen, der vil hænge sig i den oprindelige betydning. Historieskrivningen har jo alle årene været slagmark for, hvordan man skulle se på krigen, bl. a. er der jo historikere, der har slået fast, at sabotageaktionerne var uden betydning for tyskerne, hvilket er en lodret løgn. Der er alt for mange, der har aktier i at stille sig i et positivt lys i forbindelse med krigen, hvilket er højst betænkeligt. Netop i forbindelse med krigens historieskrivning er der uafsluttede regnskaber, som har persisteret lige til i dag, og som der formentligt først kommer en afklaring på, når De Radikale og Socialdemokraterne opgiver at identificere sig med den tids politikere.

Der er jo et forhold, vi ikke skal glemme, og det var, at den tids politikere langtfra var så entydige, som enøjede folk fra den yderste venstrefløj ofte har villet gøre dem til. Der var jo det forhold, at politikerne skiftede holdning i 1943. De så sig ikke mere i stand til at føje tyskerne i deres ønsker, som dengang blev mere vidtgående, og den tids politikere indstillede deres virke som lovlige parlamentarikere og som ledere af landet. Hvorfor ser vi aldrig denne handling stillet i det lys, som jeg her stiller den i? Det er som om, at nutidens politikere vil stå på mål for den opfattelse, politikerne havde før 1943, og hvorfor egentligt det? Jeg har jo i det ovenstående netop pointeret, at folk havde svært ved at orientere sig i forhold til nazismen, og at folk på forskellige tidspunkter indså, hvor forfærdende, den var. Der var jo så mange, der agerede groupier for nazisterne før 1943, af alle slags. Der var simple opportunister, der var svagt begavede folk, og der var folk, som blot troede, at nazisterne ville vinde. I 1943 var alle disse folk på vej væk - deraf udtrykket "skosålernes parti. Og hvad sabotagen angik, så blev Werner Best kaldt til Berlin for at stå skoleret for Hitler, der var vred over sabotagen. Så kom ikke her og påstå, at sabotagen var uden betydning. Det er en simpel løgn.

Man må nok også erkende, at når nu ulykken var ude, så var Danmark heldig. Werner Best var en fuldblods nazist, men han var ikke dum. Så vidt jeg ved, sad han vist i et par år i fængsel, men slap ellers billigt. Og han skulle efter krigen simpelthen have sagt, at "modtstandsbevægelsen havde ret". Og han må formodes at have en eller anden andel i timingen af jødeaktionen. Der var noget om, at Adolf Eichmann var på vej til Danmark, og jødeaktionen skulle gennemføres før dette skete. Selvom vi ikke kender den nøjagtige samtale mellem Duckwitz og Best i detaljer, så havde disse jo set det snit, at hvis jøderne blev eksporteret til Sverige, så kunne de jo overfor Hitler erklære Danmark for "judenfrei". Best var bestemt ikke uden politiske talenter, og han har helt sikkert bakket op om dessinerne fra Berlin - så han var en skyldig nazist. Men han var ikke stupid. I lyset af forholdene og begivenhederne kunne det være gået os meget værre end det rent faktisk blev tilfældet.

Og så er der jo den morsomme - og groteske - historie om Fritz Clausen, der med hustru var til middag med Hitler i Berlin. Under middagen betror fru Clausen Hitler, at hun er "sonderjude". Hvordan hitler har taget dette forlyder der ikke noget om, men hun forsøgte jo bare at sige, at hun var sønderjyde. Ak ja.

Men dertil skal føjes, at modstandsfolkene efter ethvert juridisk begreb var illegale og hjemfaldne til lange straffe. Efter folkeretten skal krige føres af folk i identificerbare uniformer. Og stikkerlikvideringerne var, set med juridiske øjne, overlagte mord. Enhver med kendskab til dansk og international jura ville, efter denne lovgivning, have idømt modstandsfolkene lange fængselsstraffe. Men sådan var det ikke. Situationen var en klokkeklar force majeure, og den civile og civilt ledede modstand stod i befolkningens øjne som helte, og bevirkede i efterkrigstiden i manges øjne som et ideal af modstand, netop i modsætning til alt det militære, som var tyskernes sag. Derfor var det danske militær i hele efterkrigstiden en marginal instans uden betydning, hvilket mange koldkrigere intet forstod af. De troede på militær oprustning, hvilket var det stik modsatte af, hvad det store flertal af danskere gik ind for. I det store flertal af danskeres øjne var det at gribe til våben udelukkende en sag for den enkeltes samvittighed, og ingen statslig instans skulle blande sig i dette. Men politikernes idéer gik jo ud på et militær under politisk kontrol, og der har jo været personer herhjemme, som har købt den historie og deltaget i militær aktivitet i Afghanistan og andre steder. Men som Clausewitz siger, så er krig politik med andre midler, og de personer, der har meldt sig under de militære faner har helt klart gjort sig til redskaber for politikerne. Er det egentligt i orden? Det kan da i høj grad diskuteres. Men det er en diskussion, der aldrig er blevet taget, fordi politikerne under ingen omstændigheder kunne tænke sig væbnet aktivitet udenfor deres kontrol. Det var netop hvad der var tale om under krigen, hvilket gav anledning til megen urolig nattesøvn hos politikere, der ikke havde anledning til at stole på modstandsbevægelsen. Denne led jo i lang tid under en eklatant mangel på våben, fordi danske politikere anså det at lade dem få våben for en for stor risiko.

Vi må jo ikke glemme, at der fra politisk side alle årene har været en klokkeklar interesse i at nedtone modstandsbevægelsens betydning i enhver henseende, fordi hele idéen i en decentralt organiseret modstand i politikernes øjne er et uhyre uden hovede. De overser, at modstandsbevægelsen i vidt omfang handlede overordentligt ansvarligt. De folk, der forestod stikkerlikvideringerne, udførte grundige undersøgelser af skyldsforholdene på egen hånd. Hele det springende punkt består i det ansvarsmæssige, og det er der kæden springer af for politikerne. Når en person gør sig til redskab for andre, er det så personen selv, eller disse andre, der er ansvarlige? Politikerne har konsekvent og hele vejen igennem insisteret på, at det til enhver tid skulle være politikerne, der skulle have kontrollen. Men havde det været sådan, havde vi slet ikke haft en modstandsbevægelse, og hvordan havde Danmarks situation så været efter krigen? Ville vi være kommet med i NATO? Hvordan havde Danmarks ry været i udlandet? Det var i forvejen blakket på grund af "samarbejdspolitikken" med tyskerne. Nej, politikerne skylder stadigtvæk de brede lag en fuldtonet og éntydig tak for modstanden og ansvarligheden i folket under besættelsen - i stedet for at hage sig fast i énøjede magtbetragtninger.

Jeg beder om tilgivelse for unøjagtigheder i det ovenstående. Af hensyn til mit eget overblik over de historiske forhold har jeg gjort mig et eksemplar af de ovenstående begivenheder, hvor jeg i vidt omfang har rettet mange ting efter at have læst op på detaljerne. Det er jo indviklet stof.

Annonce