Om det er udsigten til gensynsglæde hos Venstre-vælgerne, om at få deres leder tilbage, skal være usagt, men i en ny meningsmåling som Voxmeter har lavet for Ritzau, vinder partiet nogle af sine vælgere tilbage.
Venstre står i den nye måling til 11,3 procent af stemmerne - en fremgang på 1,6 procentpoint på en uge.
Det er den bedste måling, som Venstre har fået siden begyndelsen af marts.
Resultatet betyder også, at Venstre henviser Liberal Alliance, der står til 10,7 procent, til andenpladsen i kampen om at være det største borgerlige parti.
Også regeringspartneren Moderaterne kan notere en mindre fremgang i forhold til sidste uge.
Socialdemokratiet går til gengæld en smule tilbage og står til 21,5 procent af stemmerne. 6 procentpoint under valgresultatet.
Samlet set har regeringen hentet 1,7 procentpoint vælgere tilbage i den forgangne uge. SVM-regeringen har dog fortsat ikke udsigt til at genvinde det flertal, som den fik ved valget.
Samlet står regeringspartierne i dagens måling til 70 mandater mod 89 ved valget.
Efter et par uger under spærregrænsen er Nye Borgerlige tilbage over den. Partiet står i denne uges måling til 2,4 procent af stemmerne.
Tilbagegang er der til gengæld igen til Inger Støjbergs parti Danmarksdemokraterne, der for få uger siden var det største i blå blok. Partiet står i denne uge til 9,2 procent af stemmerne - en tilbagegang på 0,8 procentpoint siden sidste uge.
Overordnet set er vælgerne i den seneste uge rykket mod højre, men rød blok er fortsat den største.
Partierne som traditionelt er i rød blok står i denne uge til 49,8 procent af stemmerne, hvilket er en tilbagegang på 1,4 procentpoint, mens partierne i blå blok kan mønstre opbakning fra 42,9 procent af stemmerne, en fremgang på 1,1 procent.
Voxmeters politiske meningsmåling, offentliggjort den 22. maj 2023, baserer sig på telefoninterview med 1.019 repræsentativt udvalgte personer 18 år eller derover og er gennemført i perioden fra den 15. til den 21. maj 2023.
Den maksimale usikkerhed på de enkelte partier i denne måling er på +/- 2,5 procentpoint.
Kilde: Voxmeter
Kommentarer
Jacob og mette går godt i spænd, ingen af dem er særlig troværdige.
Når det gælder regeringsdannelsen, har problemerne for Venstre jo hele tiden handlet mere om troværdighed og personfnidder, og for Moderaterne er det mest, at deres politik ikke er nær så populær som partiet var ved valget.
For Socialdemokratiet er problemet derimod netop politikken og det forhold, at man i så høj grad har solgt ud. Den tidligere regering var voldsomt populær hos dem, der primært var udset som målgruppen, og mere kan man næsten ikke forlange.
Og nej, den kunne ikke fortsætte, det stod soleklart efter valget, for det ville RV ikke tillade. Desværre.
Jeg tror nu ikke det er Ellemanns returnering til folketinget, der er årsagen, mere Troels Lund, Lohse, og Løhde, som gør det godt for V i regeringen. Generelt forstår jeg ikke de målinger der kommer. økonomien er super god, arbejdsledigheden lille, det går godt p.t. og vi er også polstret til fremtiden. Hvordan kan folk stemme på LA der ikke kan finde ud af at betale til den rette bolig, hvor han skal, ikke bare en gang men to gange,har han modtaget penge, som han ikke skulle have, gr. snyd, alt mens han uden at rødme, hakker løs på regeringen over de har sendt varmecheck ud til folk, der havde mindre behov. Iflg. ham skulle folk slet ikke have inflations -og varmehjælp. Han er virkelig klam og høre på. Han må omgive sig med personer, der er som ham selv, og ikke kende til at mangle i hverdagen. Det var en fejl, men så er det ej heller værre.
Godt Helle. Sådan!