Annonce

Her er kvinden, som giver tyske socialdemokrater baghjul

Tre delstatsvalg bliver tre nye nedture for Tysklands socialdemokrater. Rød velfærdspolitik og opgør med identitetspolitik og slap udlændingepolitik giver erfaren venstrefløjspolitiker med nyt parti vind i sejlene
Foto: Wikimedia Commons
Sahra Wagenknecht har forladt venstrefløjspartiet Die Linke og startet sit eget parti
Det snart 150 år gamle tyske socialdemokrati SPD risikerer søndag at blive overhalet og ydmyget ved delstatsvalgene i Sachsen og Thüringen af et parti, der blev stiftet for mindre end et år siden.

Og chokket bliver ifølge meningsmålingerne bekræftet, når vælgerne i delstaten Brandenburg udenfor Berlin går til valglokalerne senere i september.

Valgets store sejrherre bliver det højreradikale parti AfD, Alternative fúr Deutschland, som i disse dage udnytter en muslimsk indvandrers terrormord i Solingen i sidste uge.

Men søndag aften vil kameraerne især følge en partileder, der i modsætning til sit parti er en gammel kending i tysk politik.

Elegant og selvsikker

Tyskerne har i over 20 år set den elegante og velklædte Sahra Wagenknecht i tv-debatter og talkshows, hvor hun som repræsentant for venstrefløjspartiet Die Linke har talt venstrefløjens sag med stærkt personlige holdninger i strid med partilinjen.

Det fik hende til sidste år at forlade partiet sammen med en stor del af parties parlamentsgruppe og lokale foreninger.

Hendes gamle parti, Die Linke, er i voldsom tilbagegang

Hun er så kendt – og selvsikker – at hun døbte sit nye parti ’Bündnis Sahra Wagenknecht’, BSW, som ifølge meningsmålingerne kan få 15 pct. af stemmerne i Sachsen, 20 procent i Thüringen og 17 procent i Brandenburg.

Kun i Brandenburg får socialdemokraterne flere stemmer end BSW, mens de må nøjes med under ti procent i den store industristat Sachsen.

’De selvretfærdige’

Hendes gamle parti, Die Linke, er i voldsom tilbagegang. Hun har i flere år bebrejdet partiet for – ligesom De Grønne - at prioritere værdipolitik på bekostning af velfærds- og fordelingspolitik, som hun også gjorde det i 2021 i sin bog med den sigende titel ’Die Selbstgerechten’, ’De selvretfærdige’.

Her angriber hun det tyske café latte-segment i venstrefløjen og selv dele af SPD for at have opgivet arbejderklassen og de stadigt flere i middelklassen, der lever af tilfældige job.

Sahra Wagenknecht har som medlem af partiet Die Linkes ledelse i over 20 år advaret mod den udvikling 

I stedet fylder debatter om seksuelle mindretal, kønsskifte og illegale indvandreres rettigheder mere og mere, mens lønmodtagere af alle aldre søger tilflugt hos højreradikale kræfter, som ved de kommende tre delstatsvalg kan regne med op til 32 procent af stemmerne i Sachsen.

Sahra Wagenknecht har som medlem af partiet Die Linkes ledelse i over 20 år advaret mod den udvikling, ligesom hun har gjort det som medlem af EU-parlamentet, i taler i den tyske Forbundsdag og som gæst i populære talkshows.

Kønsskifte og parallelsamfund

Da grupper af muslimske indvandrere nytårsaften 2016 voldtog flere kvinder i Köln, advarede hun mod konsekvenserne af svigtende integration.

Hun konstaterede samtidigt, at det politiske establishment og dele af pressen gjorde alt for at bagatellisere begivenheden.

Hun blev ikke populær i sit eget parti, men hun har løbende advaret mod opsplitningen i det tyske samfund med fremkomsten af parallelsamfund, der ønsker særrettigheder.

Hun formulerer sig også meget konkret om islamistiske kredses offensiv i Europa

Sidste år advarede hun mod en lov, der giver lettere adgang til kønsskifte.

”Jeg anser det for at være en lov, der er drevet af ideologi.” 

Og hun stillede spørgsmålet, om kvinders rettigheder kan sikres i en situation, hvor en mand kan definere sig selv som kvinde.

Islamistisk offensiv

Hun formulerer sig også meget konkret om islamistiske kredses offensiv i Europa.

Hendes modstandere trækker omgående racismekortet og bruger begrebet ’islamofobi’, som Det Muslimske Broderskab har populariseret i Europa og USA.

Datteren af en iransk flygtning i det daværende DDR peger derimod på, at indsatsen for reelle flygtninge lader meget tilbage at ønske, ligesom hun er talskvinde for et ligeberettiget økonomisk samarbejde mellem rige og fattige lande.

Talerør for 14 millioner fattige

Det stiller hende i frontal modsætning til det højreradikale parti AfD.

Hun adskiller sig også markant ved at gøre velfærds- og fordelingspolitikken til det centrale punkt i sin politik i et land, hvor 14,2 millioner mennesker lever under fattigdomsgrænsen ifølge en rapport fra Paritätischer Gesamtverband, der er en sammenslutning af velgørende organisationer.

Det er en af konsekvenserne af den sociale nedskæringspolitik

Dertil kommer hundredtusindvis af mennesker, som balancerer på kanten af denne grænse.

Det er en af konsekvenserne af den sociale nedskæringspolitik, den socialdemokratiske forbundskansler Gerhard Schröder gennemførte omkring 2002 i et forsøg på at genoprette den tyske økonomi.

Operationen lykkedes, men millioner af patienter ikke mindst i det tidligere DDR fik det dårligere, og lønningerne er lavere end i resten af landet, hvilket er en af forklaringerne på AfD’s og nu Sahra Wagenknecht-partiets succes.

Kontroversiel om Ukraine

Hun selv er derimod et barn af DDR. Da muren faldt, talte hun om ”kontrarevolution”, og hun har skrevet begejstret om Sovjetunionen, hvilket hun tager afstand fra i dag.

Sahra Wagenknecht fordømte i klare vendinger den russiske invasion af Ukraine som ”en krig i strid med folkeretten”.

Men hun ser den som en russisk reaktion på udvidelserne af Nato.

De forslag vil næppe møde velvilje i det øvrige Vesteuropa, og de ville isolere hende politisk

Hun foreslår en neddrosling af hjælpen til Ukraine kombineret med en diplomatisk indsats og sikkerhedsgarantier for Ukraine med lande som Frankrig, Tyrkiet og Kina bag.

De forslag vil næppe møde velvilje i det øvrige Vesteuropa, og de ville isolere hende politisk.

Men flere meningsmålinger viser, at hun på dette område ligger på linje med omkring halvdelen af den tyske befolkning.

Døgnflue – eller fare for SPD?

Samlet kan hun regne med et nyt politisk gennembrud ved de tre delstatsvalg efter valget til EU-parlamentet, hvor hendes parti fik 6,2 procent af stemmerne efter kun få måneders eksistens.

Men holder hun på længere sigt, eller er hun en døgnflue? 

Kritikerne betegner hende som en populist med lette løsninger, der løber efter det yderste højre, og hun er stort set ene om at tegne partiet.

Her taber partiet år efter år terræn, og på afgørende områder som klima, miljø og udlændinge blafrer dets politik i luften

Det er ved at ændre sig. Og meget afhænger af det tyske socialdemokraters evne til at genskabe kontakten til den tabte forbindelse til arbejderklassen og de unge.

Her taber partiet år efter år terræn, og på afgørende områder som klima, miljø og udlændinge blafrer dets politik i luften.

Bliver det ved, kan de tre delstatsvalg blive begyndelsen til noget større for Sahra Wagenknecht.

Journalist og historiker og tidligere mangeårig politisk korrespondent og medarbejder ved Politiken. Han har skrevet bøger om europæisk og amerikansk historie og politik. 


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Hun rammer generelt skiven ret godt, men modviljen mod at hjælpe Ukraine mod Rusand trækker godt nok gevaldigt ned.

Men overskriftens ordlyd med "Rød velfærdspolitik og opgør med identitetspolitik og slap udlændingepolitik" skulle nok have heddet "skrap udlændingepolitik" til sidst ;-)

OK, det kunne læses på to måder, kan jeg godt se, jeg ignorerede bare den korrekte af dem.
Sådan kan det gå ;-)

En sand AFD killer.

Tænker umiddelbart, at bl.a. SPD, det tyske socialdemokrati, nok ligger, som det har redt.
Tilsvarende nedsmeltning vil kunne ske blandt danske politiske partier ved de kommende valg, blandt andet fordi de har skiftet ståsted på nogle områder og ikke fører politik til gavn for også tidligere vælgergrupper.

Var jeg tysker, stemte jeg på hende. Og jeg er også enig med hende i Ukraine-Rusland spørgsmålet, som det beskrives her.

Det så modigt af hende at turde tale imod al den ukraineske opmilitarisering. Tænkt hvis danske politikere også havde den slags mod, til at turde sige nej overfor USAs mærkelige krige.