Annonce

Marianne Vinds nye bog tvinger dig til at se Europas ulighed lige i øjnene

Bogen er en ideologisk opkvikker og god læsning for enhver klassisk socialdemokrat. Carl Emil Lind, næstformand i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom(DSU) anmelder.
Foto: Frydenlund
Marianne Vind, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, har skrevet bogen 'Arbejdsmarkedet Skyggesider'
Sidst jeg skrev en boganmeldelse, var det i folkeskolen, og det helt centrale spørgsmål til sidst var, om bogen kunne anbefales til en ven.

Nu har jeg begivet mig ud i den disciplin igen, fordi Marianne Vind, socialdemokratisk medlem af Europa-Parlamentet, har skrevet en bog om ’Arbejdsmarkedets Skyggesider’, men om den kan anbefales til en ven, må du læse hele anmeldelsen for at finde ud af.

I bogen beder Marianne Vind dig som læser om at kigge direkte i øjnene på uligheden og utryghedens grimme ansigt. ’Arbejdsmarkedets Skyggesider’ er en stærk socialdemokratisk debatbog, som sætter spotlyset på de mennesker, som venstrefløjens SoMe-krigere sjældent giver plads til i deres stories.

Det er tydeligt, at Marianne Vind har lavet mere politik ude på arbejdspladserne end på de sociale medier. Bogen er en ideologisk opkvikker. Den er god læsning for enhver klassisk socialdemokrat, der er optaget af klassekamp.

I den gale retning

Bogens hovedpointe er, at det går i den gale retning med vores arbejdsmarked. Mere og mere af den værdi, der bliver skabt, når vi går på arbejde, ender på færre og færre hænder. Det er ifølge ’Arbejdsmarkedets Skyggesider’ en myte, at Danmark og Europa bliver mere lige med tiden.

Det er en fryd, som DSU-næstformand, at opleve en parlamentariker, der er mindst lige så optaget af den galoperende ulighed, utryghed og fattigdom i Europa, som vi selv er. For den gennemsnitlige chef tjener 45 gange det, en lønmodtager tjener i EU – tallet er stigende. Den fattigste halvdel af kontinentet har 3,2 procent af indkomsten i EU – tallet er faldende. Det kalder på omfordeling.

Det lister stille og roligt frem i Danmark som bølgeskvulp, der æder velfærdssamfundet

Bag tallene gemmer der sig virkelige mennesker. Dem, der springer et måltid over for at have bedre råd. Dem, der ikke kan tage med deres børn på ferie, fordi de ikke har råd.  Dem, der går på arbejde hver dag, men stadig er working poor.

Marianne Vind tvinger dig til at se uligheden, utrygheden og fattigdommen lige i øjnene og forholde dig til de mennesker, som lever rundt omkring på hele vores kontinent. Det vækker i hvert fald min sociale indignation.

Det har slået rod uden for landets grænser. Det lister stille og roligt frem i Danmark som bølgeskvulp, der æder velfærdssamfundet – derfor skal vi være på vagt. Sidste del af bogen går væk fra at beskrive problemerne og årsagerne og kommer i stedet med svarene.

Svært at gøre sexet

Forslagene kommer bredt rundt, men særligt forslaget om en bund under fagforeningsfradraget er originalt og sikrer, at højrefløjen i Europa ikke kan lave målrettede skattestigninger imod organiserede arbejdere.

Det er derudover en svær disciplin at gøre arbejdsmarkedspolitik sexet. Det er egentlig underligt. Arbejde er fundamentet for ethvert samfund. I Danmark går 500.000 danskere på arbejde og producerer varer og ydelser, som bliver solgt på det indre marked i Europa. Mig selv inklusiv. Derfor er Europadebatten om arbejdsvilkår tiltrængt.

Marianne Vind tager udgangspunkt i sine egne oplevelser

Bogen er skrevet i et ligefremt og kækt sprog, og de mere tekniske passager er fyldt med personlige anekdoter og konkrete eksempler.

Marianne Vind tager udgangspunkt i sine egne oplevelser som tillidsrepræsentant i fagbevægelsen, sin egen tid i arbejdsløshedskøen som nyuddannet laborant og de mange møder, hun har med mennesker på byggepladser, fagforeningskontorer og partiforeninger, som hun er olympisk mester i at komme rundt til.

Bogen kan godt anbefales til en ven.

 

Marianne Vind. 'Arbejdsmarkedets skyggesider: Om truslerne mod det gode arbejdsliv og kampen for en retfærdig fremtid i Europa'. 179 sider. Frydenlund. 2023.

Carl Emil Lind er initiativtager til lærlingeoprøret og næstformand i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Glæder mig til at læse bogen. Marianne få min stemme til EU valget. En af de mest overset ligestillingsproblemer er mandlige timelønnede mistrivelse i Danmark. Deres lønninger bliver forholdsmæssigt mindre, de bliver udkonkurrere af arbejdskraft fra udlandet, de er blevet mindre attraktive ægtefæller, lovgivning fokuserer på den enlig forsøger, ensomhed, barnløsehed, høj misbrug, høj selvmord rate, kortere levetid, osv. Hvornår kommer disse SD kernevælgere igen på vores parti dagsorden.

Annonce