Annonce

Dagpenge er ikke blodpenge – det er hjerteblod!

At sikre tryghed for lønmodtagerne er arbejdsgivernes egen interesse, skriver medlem af Europa-Parlamentet Marianne Vind (S).
Den seneste tid har været præget af debatten om udenlandsk arbejdskraft og den såkaldte beløbsgrænse. Ikke overraskende er der uenighed blandt de politiske partier, fagbevægelsen og arbejdsgiverne.

Men det har også affødt en anden diskussion: Hos fagbevægelsen mener man, at hvis arbejdsgiverne skal have lettere adgang til udenlandsk arbejdskraft uden for EU, så skal der også sikres bedre dagpengedækning for lønmodtagerne.

Jeg bliver simpelthen harm

Den holdning kan jeg kun tilslutte mig. Og forslaget indgår heldigvis også i den reformpakke, som regeringen landede i fredags.

En af dem, som tydeligvis ikke kan forlige sig med tanken om at styrke sikkerhedsnettet for danske lønmodtagere, er Venstres Troels Lund Poulsen. Til Finans udtalte Troels Lund Poulsen, at han ”ikke [vil] betale blodpenge til fagbevægelsen for at gøre noget godt og rigtigt for Danmark”.

De borgerlige glemmer sikkerhedsnettet

Misforstå mig ikke. Jeg synes, det er helt fair, at man kan være uenige. Og der er intet overraskende i, at Venstre-veteranen ikke vil styrke dagpengesystemet ved at hæve kompensationsgraden i de første tre måneder.

Men jeg bliver simpelthen harm, når han kalder en styrkelse af lønmodtagernes sikkerhedsnet for ”blodpenge til fagbevægelsen”.

Helt ærligt. Hvad bilder Troels Lund Poulsen sig egentlig ind? Man må forstå, at Troels Lund Poulsen mener, at en sænkelse af beløbsgrænsen er ”godt og rigtigt for Danmark”.

Hvad bilder Troels Lund Poulsen sig egentlig ind?

Her er vi så nogle, som i al stilfærdighed mener, at en styrkelse af sikkerhedsnettet netop også – for at bruge Troels Lund Poulsens egne ord –  er ”godt og rigtigt for Danmark”.

Kære Troels Lund Poulsen, Venstre og andre borgerlige partier: Når vi socialdemokrater ønsker at styrke sikkerhedsnettet, er det ikke kun for lønmodtagernes skyld.

At sikre tryghed for lønmodtagerne bør faktisk også være i arbejdsgivernes interesse – i hvert fald hvis vi fortsat skal have et fleksibelt arbejdsmarked, hvor det er nemt at hyre og fyre medarbejderne.

Blodpenge eller hjerteblod?

I Europa-Parlamentet kæmper jeg hver dag for at styrke lønmodtagerrettigheder og beskytte den danske model. En arbejdsmarkedsmodel, som er helt unik og misundes i hele verden.

Men i løbet af de seneste årtier er flexicurity-modellen – fleksibilitet og sikkerhedsnet – systematisk blevet forringet. Det økonomiske sikkerhedsnet er blevet mærkbart mindre, alt imens fleksibiliteten – de lempelige regler for at fyre og hyre – er forblevet intakt.

Senest har Dansk Arbejdsgiverforening fået bragt en analyse på forsiden af Berlingske.

Jeg kommer aldrig til at forstå det syn på ledige

Budskabet er ikke til at tage fejl af. De hævder, at en højere dagpengesats i de første tre måneder vil betyde, at mennesker hellere vil være på dagpenge fremfor at tage et arbejde.

Et sådant syn på lønmodtagernes arbejdsmoral er sådan set ikke nyt for mig. For jeg mødte det også dengang, jeg var næstformand i HK Privat. Men jeg kommer aldrig til at forstå det syn på ledige.

Troels Lund Poulsen kalder det for blodpenge. Ham om det.

For mig som socialdemokrat med rod i fagbevægelsen vil det altid være hjerteblod at kæmpe for lønmodtagernes sikkerhedsnet.

Marianne Vind er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet. Hun er uddannet hospitalslaborant og tidligere næstformand i HK Privat (2011-2019).


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er så godt sagt, Marianne Vind. Kontrasten mellem hjerteblod og blodpenge viser helt præcist forskellen mellem Venstre/Troels Lund Poulsen og S/Marianne Vind. Tak. Venstre vil ikke lønmodtagerne noget godt ...

Dagpengemodtagere med dagpenge på max. 19.300 før skat har mødepligt med jobcenter og a-kasse.
Folketingsmedlemmer med månedsløn på ca. 60.000 + diverse skattefrie tillæg, lejlighed til rådighed i centrum af Kbh og meget andet har ikke mødepligt.

Dagpengemodtagere mister muligheden for dagpenge efter 29 ugers sygdom. Derefter er det kontanthjælp, hvis den mulighed findes.
Folketingsmedlemmer kan melde sig syge indtil næste valg. Derefter modtager de op til 24 måneders folketingsløn og pension.

Lønmodtagere kan gå på pension som 67-årige efter gennemførelsen af en lov med tilbagevirkende kraft.
Folketingsmedlemmer, på nær de nyvalgte, kan gå på pension som 60-årige. Her er ingen tilbagevirkende kraft.

Så kan man jo begynde at regne på, hvem der hæver den største overførselsindkomst af nævnte grupper.

Tak for dit stærke indlæg, Marianne Vind. Fagbevægelsens kamp for de ansattes vilkår i arbejde og ved ledighed er med blå bloks arrogante udmeldinger blevet mere aktuel end nogensinde!

Jeg er selvfølgelig helt på linie med M. Wind. Men jeg undrer mig meget videre over V og C s modstand mod gode forhold for lønmodtagere. V og C er mestre til at omgærde selvstændige (bare ordet?) med heltehistorier. Den samme status bør en lønmodtager have: det er heltemodigt at stå til rådighed, omstille sig og tilpasse sig loyalt til al verdens udspekulerede opgaver. Det er heltemodigt at bygge et liv og være med til at skabe en familie med de usikkerheder og ricisi der ligger i at være lønmodtager og forbruger. D er så indlysende rigtigt at regnestykket for den sikkerhed der kræves nu er blev lavet af forsikringsselskaber i form af lønforsikringsprodukter. Det kan være at T. L. P. Synes at velfærdsdanmarks skal erstattes af forsikringsselskaber, men det gør ikke regnestykket for ricisi for arbejdsløshed anderledes. Regnestykket er det samme (bortset fra profitten til det private firma). T.L.P. m.fl. opfatter utilsløret danskeres dovenskab og mangel på pligtopfyldelse, Nyder gerne før de yder, og det er den fortælling der skal afmonteres. Fortællingen er fra slaveriets og kolonialismens tid. Arbejdsgiveren som formynder: “jeg ved hvad der er bedst for dig”.
Nåh men nu skal jeg vist passe på at det ikke stikker helt af med mig. Men det kræver måske slet ikke så meget at forstå blå?