Annonce

Eksperter: Nyt dagpengeforslag vil gavne arbejdsmarkedet og skabe tryghed

Forslaget om at hæve dagpengesatsen er den rigtige vej for at værne om arbejdsmarkedets fleksibilitet og vil især gavne faglærte.
Fredag præsenterede Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) et nyt forslag til ændringer i det nuværende dagpengesystem.

Forslaget, som bl.a. handler om at opjustere dagpengesatsen de tre første måneder man er ledig, bliver modtaget positivt af eksperter, som Netavisen Pio har talt med.

“Jeg synes at det er godt. Problemet er jo at vi har været i en situation hvor kompensationsgraden har været faldende i nogle år,” siger Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til Netavisen Pio.

Han peger især på, at en opjustering af dagpengesatsen i de første tre måneder, vil gøre det mindre usikkert som arbejdsgiver at hyre og som arbejdstager at blive opsagt:

“Derfor kan det (forslaget, red.) hjælpe den fleksibilitet, som vi er så glade og stolte over i Danmark.”

 

Et A- og B-hold

Der i de seneste årtier sket en udhuling af dagpengesystemet, som betyder at dagpengene er blevet mindre værd,

“Den andel af indkomsten, dagpengemodtagere kan få i tilfælde af arbejdsløshed, er for en FH-lønmodtager faldet fra 57 procent i midten af 90’erne til 47 procent i dag,” skriver FH i deres forslag:

"Vi risikerer at få et A og et B-hold."

Den udhuling have store sociale konsekvenser for de danske ledige, mener Lars Andersen:

“Vi risikerer at få et A og et B-hold. Hvis forsikringen er dårlig, så vil de stærkeste grupper vælge nogle private løsninger, og dem der står tilbage på perronen, er dem der har størrer ledighedsrisiko, og som ikke kan få nogle forsikringer,” siger han.

Han mener,  at FH’s forslag vil modarbejde den udvikling:

“Man bevarer muligheden for at bevare vores a-kasse systemer og vores offentlige forsikring. Vi vil ikke få de private lønsikringer, som overtager mere og mere for de stærkeste grupper.”

 

Hjælp til korttidsledige 

Forslaget fra FH går på at man generelt hæver dagpengesatsen, og at man samtidig hæver dagpengesatsen ekstra meget i første tre måneder man er ledig, for dem der har været medlem af en a-kasse i længere tid.

Det mener Lars Andersen er en god prioritering:

“Ja, det er jo netop i den kortsigtede ledighed, at de fleste ledighedsperioder er.”

“Det er måske en model som kan bruges til at løfte dagpengene, og som er mest realistisk politisk.”

Også Laust Høgedahl, Lektor på Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet, mener at forslaget er målrettet korrekt:

“Det kan jo godt give god mening, når vi jo ved at mange har en kort ledighedsperiode. Mange finder jo hurtigt vejen til job igen,” siger han til Netavisen Pio.

 

Den mest gangbare model

Laust Høgedahl siger, at han tror at det vi blive svært at hæve dagpenge niveauet generelt, og at FH’s forslag om at hæve satsen de tre første måneder derfor er den mest politisk gangbare model.

“Det er måske en model som kan bruges til at løfte dagpengene, og som er mest realistisk politisk,” siger han, og fortsætter med at beskrive drømmescenariet:

“Det bedste ville jo være hvis man kunne styrke dagpengesystemet, så vi kunne komme tilbage til et niveau som tidligere,” siger han og henviser til den udhuling af dagpengesystemet, som FH beskriver.

 

Faglærte stillet bedre

Laust Høgedahl er enig med Lars Andersen I, at forslagene vil gavne bredt, “fordi mange kun har en kort ledighedsperiode.”

Dog mener han at de faglærte vil blive bedre stillet end ufaglærte af forslagene om at hæve dagpengesatsen de tre første måneder man er ledig:

“Faglærte som er ledige i kort tid vil få meget ud af det, mens ufaglærte og dem som har en mere perifer tilknytning til arbejdsmarkedet, vil få mindre glæde af det, fordi de ofte har en længere ledighedsperiode,” siger han.


Flere artikler om emnet