Annonce

De er fri for arbejdsmarkedets normale regler - men platformvirksomhederne er i eksplosiv vækst

Ny rapport viser mere end en fordobling af soloselvstændige i virksomheder som Wolt. Samtidig har deres skæbne aldrig været mere uvis.
Foto: Wolt
Wolt-cykelbud
Over de sidste tre år er der sket mere end en fordobling i antallet af soloselvstændige i Danmark. Konkret er antallet steget med 150 procent.

Det viser en ny rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Soloselvstændige betegner de arbejdere, som arbejder for platformvirksomheder som eksempelvis leveringstjenesterne Wolt og Foodora. De er kendetegnet ved, at de ofte arbejder uden overenskomst og uden for normalt gældende regler og reguleringer for arbejdsmarkedet.

Rapporten viser ydermere, at de nye soloselvstændige i overvejende grad er under 40 år gamle, og at hele to tredjedele er udlændinge.

Kun én af de virksomheder, rapporten undersøger, viser overskud. Da det således er kutyme i branchen at operere med løbende underskud, peger AE på, at mange af virksomhederne simpelthen ikke overlever længe nok til, at myndighederne kan nå at kontrollere, om de overholder relevante regler for arbejdsmarkedet.

Faldt på målstregen

Sidste år prøvede man at nå til enighed om en fælles EU-regulering af platformvirksomheder.

Jeg har stadigvæk et håb om, at man kan nå det

De bestræbelser faldt dog, som tidligere beskrevet, på målstregen ved det nye års begyndelse. Selvom Europa-Parlamentet i december havde forhandlet en aftale på plads, valgte 12 lande, anført af Frankrig, nemlig at modsætte sig direktivet i Ministerrådet, som samler relevante ressortministre fra samtlige af de 27 EU-medlemslande.

Dermed kan loven, som den ser ud nu, ikke gennemføres, da også Ministerrådet skal stemme for nye EU-direktiver, selv hvis der er flertal i parlamentet, før et direktiv kan gå igennem.

Da det kom frem, tillod Marianne Vind, der sidder i Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, sig at holde fast i en forsigtig optimisme.

“Jeg har stadigvæk et håb om, at man kan nå det. Det belgiske formandskab, der har taget over her fra nytår, er super dygtige til diplomati og at få lukket aftaler,” sagde hun da til Netavisen Pio.

Efterfølgende har situationen dog ændret sig, da Charles Michel, formanden for Det Europæiske Råd, siden har annonceret, at han trækker sig tilbage som formand for at stille op ved valget til Europa-Parlamentet i juni.

Det er derfor endnu uvist, hvem der vil være formand for Det Europæiske Råd i årets anden halvdel, og om der derfor kan opstå ny uenighed også i Det Europæiske Råd.

Studentermedjælper på Netavisen Pio. Studerer statskundskab ved Københavns Universitet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Kære Christian Curdt-Christiansen
Tror du seriøst, at den mand, der klipper dig hver måned for 150 kroner, og ham, der skærer din dürumrulle til 40 kroner, når du er på vej stiv hjem fra byen, får løn under sygdom? Er du ikke bare en hykler? Du vil jo ikke betale 300-400 kroner for at blive OK-klippet.