Annonce

Jeppe Søe lægger sig ud med Løkke: De dårlige ledere skal ud af klappen

Uro i Moderaterne: Fastholder også kravet om en gennemgribende uvildig undersøgelse
Foto: Netavisen Pio/Jan Kjærgaard
Jeppe Søe (M), medlem af Folketinget
Medlem af Moderaternes folketingsgruppe, Jeppe Søe, fastholder sit krav om, at arbejdsmiljøet hos Moderaterne skal undersøges af en uvildig advokat.

Det oplyser han i et skriftligt svar til TV MIDTVEST.

Kravet kom efter at det fredag kom frem, at en gruppe nuværende og tidligere medarbejdere har klaget til Arbejdstilsynet over især ledelsen hos Moderaterne, som ifølge klagen fremmer et tyrannisk arbejdsmiljø med voksenskældud i andres påhør, mobning og chikane.

Jeppe Søe har i et brev til partiets hovedbestyrelse skrevet, at han har set klagen og set beviser for nogle af de forhold, der er klaget over. Jeppe Søe kræver i brevet, at forholdene undersøges grundigt af en uvildig advokat.

Jeppe Søe frygter ifølge mailen til hovedbestyrelsen, at sagen kan smadre partiet, hvis ikke Moderaterne undersøger sagen til bunds og får ryddet godt og grundigt op.

Mandag var der et maraton langt krisemøde i Moderaterne. Ledelse og menige ansatte mødtes med partiets stifter og formand, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

Konklusionen på mødet blev, at en erhvervspsykolog tilknyttes partiet, og at Arbejdstilsynet inviteres til at se Moderaterne efter i sømmene.

Lars Løkke afviste efterfølgende, at der var behov for en advokatundersøgelse. Han ser ikke noget behov for bagudrettet at få klarlagt, hvem der sagde hvad, hvornår, og til hvem og på hvilken måde.

Men Jeppe Søe fastholder ikke blot kravet om en uvildig advokatundersøgelse, han mener også, at de ledere, der ikke kan udøve god ledelse, skal ud af klappen:

Mit fokus er alene på de ramte ansatte

“Mit fokus er alene på de ramte ansatte i denne dybt alvorlige sag - samt at sørge for at dem, som ikke kan udøve god ledelse, ikke længere skal være ledere i vores sekretariat.”

Ikke alle skal med i bussen

Modsat Lars Løkke mener Jeppe Søe, at der netop er brug for at få undersøgt hvad ansatte i Moderaterne har været udsat for - og af hvem:

“Jeg bifalder selvfølgelig, at man nu har lagt nogle planer for at sikre, det ikke kan ske igen. At der nu endelig skal laves den whistleblower-ordning, vi har lovet længe og at der tilknyttes en psykolog. Men jeg kræver fortsat, at man også ser tilbage og finder ud af, om alle skal med på den videre rejse. Det tror jeg ikke, at alle skal.”

Jeppe Søe fastholder derfor kravet om en “gennemgribende uvildig undersøgelse”.

Efter et gruppemøde i Moderaternes folketingsgruppe tirsdag oplyser Moderaternes gruppeformand, Henrik Frandsen, at der er opbakning til Lars Løkkes linje: Nemlig at der ikke er behov for at placere et ansvar for det ramponerede arbejdsmiljø i partiet.

Hælder Søe under bussen

Efter gruppemødet bliver Lars Løkke Rasmussen spurgt, om Jeppe Søe kan fortsætte i Moderaterne i lyset af den aktuelle, åbenlyse uenighed mellem ham og Jeppe Søe. Lars Løkke svarer:

Det er da et meget interessant spørgsmål

"Det er da et meget interessant spørgsmål, men det er ikke det, der optager mig mest."

Lars Løkke føjer til, at han håber, at Jeppe Søe og han bliver enige, når de mødes (Jeppe Søe deltog ikke i tirsdagens gruppemøde, red.):

"Så håber jeg, han kan se, at det er den rigtige måde at gøre det på."

Moderaternes topledelse består af partisekretær Kirsten Munch Andersen, organisations- og udviklingschef Casper Hedegaard og kommunikationschef Ulla Østergaard.

Opdateret kl. 15.20

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Herligt med lidt rav i den borgerlige..!

Lille Lars har godt af lidt modstand
.

Han er også begyndt at se lidt træt ud ;-)

Det er hævntørst fra Søe, han blev forbigået som minister, derfor hans voldsomme reaktion. For mange kokke fordærver maden. Løkke og han vil begge styre, så hvis ikke Søe stikker piben ind, så ender det galt.

VÅS!!! Det er jo en studerende som har startet balladen omkring MOBBERATERNE!! Så Lars har as usual KUN TÆNKT PÅ SIG SELV. Søe går sgu da bare over til Venstre bagefter og når så højskolesønnen fra Vrå gør det så ligner Mobberaterne en synkende skude. Så haten af for Jeppe Søe

Så er der der bal i den Borgerlige, afsløring se den sande indstilling til ansatte medarbejdere, som man åbenbart bare træder på.

Hvor er jeg dog træt af at høre udtalelser som, at "nu skal vi trække en streg i sandet og se fremad". Det indebærer, at der ikke skal placeres et ansvar, at der ikke er konsekvenser ved at opføre sig uacceptabelt. Det højner bestemt ikke moralen nogen steder. Med den holdning kan vi nedlægge både domhuse og fængsler og nøjes med at trække den berømte streg i sandet og se fremad. Den holdning er til grin!

Selvfølgelig skal dårlige ledere ud af klappen! Hvis og såfremt der beviseligt har været tale om uacceptabel adfærd.
Uhæderlige politikere skal ikke kunne stille op til valg, og uhæderlige embedsmænd skal ikke kunne genansættes inden for det offentlige.

Jeg tror nok Søe har forregnet sig - hvis han mener at kunne gøre krav på et vist ledelsesansvar hos Moderaterne . Selvom han har været medstifter af partiet ( proforma) så er partiet Løkkes genvej til indflydelse i dansk politik -
Og Løkke deler ikke - bare spørg Kristian Jensen der blev lovet et delt formandsskab sammen med Løkke hos Venstre , en finte der reddede Løkke da han stod til at miste magten i partiet i 2014 -
Dette aparte forhold varede til 2019 hvor Venstres magtfulde bagland havde fået nok af Løkke og hans trang til at gå enegang og krævede en ny ledelse af partiet -