Lars Løkke i små sko: Moderaterne klager til Folketingets formand over journalist bag B.T.-afsløring

Moderaterne

Lars Løkke i små sko: Moderaterne klager til Folketingets formand over journalist bag B.T.-afsløring

Klager over at journalisten forsøgte at stille spørgsmål - som andre journalister - i forbindelse med et gruppemøde

Lars Løkke Rasmussen (M), udenrigsminister
Billedtekst

Lars Løkke Rasmussen (M), udenrigsminister

Foto: Netavisen Pio/Jan Kjærgaard

Moderaterne er ude i noget, der ligner en ren hævnaktion.

Partiet har således, erfarer Netavisen Pio, tirsdag i sidste uge klaget til Folketingets formand, Søren Gade (V), over netop dét medie og dén journalist, B.T.s Anne Katrine Restrup, som 30. august afslørede, at en håndfuld nuværende og tidligere medarbejdere hos Moderaterne har klaget til Arbejdstilsynet over hvad, der betegnes som en tyrannisk ledelsesform, mobning og anden form for chikane.

Påstanden i klagen fra Moderaterne er, erfarer Netavisen Pio, at B.T.’s journalist på det nærmeste forhindrede medlemmer af Moderaternes folketingsgruppe i at komme ind til gruppemødet på 2. sal i Folketinget tirsdag den 17. september.

Ifølge Netavisen Pios oplysninger stillede Anne Katrine Restrup spørgsmål til gruppemedlemmer i lighed med andre tilstedeværende journalister, og opførte sig ikke i strid med de retningslinjer, som journalister og presse følger i forbindelse med journalistisk arbejde i Folketinget.

B.T. har offentliggjort en kort video fra seancen. Man ser, at B.T. forgæves forsøger at få en kommentar fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund, klimaminister Lars Aagaard og medlemmer af Moderaternes folketingsgruppe. Ingen forhindres i at komme ind til partiets gruppemøde.

Risikerer udelukkelse fra Folketinget i tre til seks måneder

Netavisen Pio har pr. sms spurgt Moderaternes gruppeformand Henrik Frandsen om det ikke er at gå i for små sko, at klage over dét medie og dén den journalist, der står bag afsløringen, som har bragt Moderaterne ud i sin hidtil værste krise.

Netavisen Pio har pr. sms stillet samme spørgsmål til partiets politiske ordfører, Monika Rubin.

Netavisen Pio afventer Henrik Frandsens og Monika Rubins reaktioner

Netavisen Pio afventer Henrik Frandsens og Monika Rubins reaktioner.

Klagen over Anne Katrine Restrup vil i nærmeste fremtid blive behandlet af Folketingets øverste politiske ledelse, Præsidiet.

Det er normal procedure, at Præsidiet indhenter kommentarer fra chefredaktionen hos det medie, der klages over, inden sagen afgøres endeligt af Præsidiet.

Anne Katrine Restrup risikerer udelukkelse fra Folketinget i tre til seks måneder, men det kan også ende med, at hun og B.T. får en advarsel.

B.T.'s chefredaktør, Simon Richard Nielsen, afviser over for Netavisen Pio, at B.T.'s journalist har gjort noget forkert:

"Jeg kan bekræfte, at der er indgivet en klage til Folketingets formand over vores journalist. Men Anne Katrine Restrup har bare passet sit arbejde. Og det er jeg rigtig glad for."

Opdateret 18.05 med kommentar fra B.T.'s chefredaktør

Folketingets Præsidium

Folketingets Præsidium er Folketingets politisk valgte ledelse.

Præsidiet består pt. af Folketingets formand, Søren Gade (V), 1. næstformand Leif Lahn Jensen (S), 2. næstformand Henrik Frandsen (M), 3. næstformand Karsten Hønge (SF) og 4. næstformand Karina Adsbøl (DD).

Først i oktober åbner Folketinget på ny, og der sker nyvalg til Folketingets Præsidium. Det ventes, at Moderaternes repræsentant i præsidiet må udtræde, fordi Moderaternes folketingsgruppe efter Jeppe Søes udtræden af gruppen nu kun tæller 13. Mod oprindeligt 16.

Det ventes, at en repræsentant for Liberal Alliance, der med Pernille Vermunds indtræden i partiets folketingsgruppe nu tæller 15 medlemmer, bliver det nye medlem af præsidiet.

Læs mere om Folketingets Præsidium her.

 
 
 
 
 

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Læs mere om:

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.