Annonce

Benny Engelbrecht: Nej til bompenge

"Vi har ikke en ambition om at indføre en afgift i København," siger transportministeren
Transportminister Benny Engelbrecht (S) siger nej til at indføre en trængselsafgift - læs: bompenge - i hovedstaden.

Regeringen vil ikke anbefale, at der bliver indført bompenge for bilister i miljøzonen i København og på Frederiksberg.

Det fastslår transportminister Benny Engelbrecht (S) fredag ved et udendørs pressemøde ved Transportministeriet.

Vi har ikke en ambition om at indføre en afgift i København

"Vi har ikke en ambition om at indføre en afgift i København. Der er mange måder at bekæmpe trængsel på, i hele landet i øvrigt, og det her er ikke en løsning, som vi vil," siger han.

Trængselsafgift var med i den anden del-rapport fra 'Kommissionen for grøn omstilling af personbiler', der fredag formiddag fremlagde sin anden delrapport. Få timer efter fremlæggelsen af ide-kataloget skød transportministeren altså så bompenge-ideen ned.

Benny Engelbrecht mener ikke, at en trængselsafgift i København og på Frederiksberg vil kunne få mange til at fravælge bilen til fordel for den kollektive trafik.

"Vi skal sikre, at der er en tilstrækkelig kollektiv trafik, som vi så vil kunne lokke folk over i, og det er der ikke i tilstrækkeligt omfang," lyder det fra transportministeren.

Antallet af ladestationer skal øges markant

Del-rapporten, som Kommissionen for grøn omstilling af personbiler fremlægger fredag, handler især om, hvordan vi får antallet af de nødvendige ladestationer for el-biler bragt markant op de kommende år.

I delrapport 2 behandler kommissionen fire hovedemner:

  • En udbygget ladeinfrastruktur og et velfungerende lademarked
  • Afgiften på el til opladning af elbiler
  • Elbilernes betydning for elnettet
  • Muligheder for at begrænse trængsel ved beskatning af kørsel

Formand for Kommissionen for grøn omstilling af personbiler, Anders Eldrup, udtaler i forbindelse med fremlæggelsen af 2. delrapport:

"Folketinget har fastlagt rammerne for beskatningen af elbiler frem mod 2030. Med Bilkommissionens 2. delrapport fremlægges forslag til, hvordan en velfungerende ladeinfrastruktur kan udrulles. Dermed er rammerne på plads for en stor, grøn omstilling af persontransporten."

Dårlige erfaringer med betalingsring

Tilbage i 2012 måtte den daværende S-R-SF-regering efter massiv modstand skrinlægge planerne om at indføre en betalingsring omkring København.

Betalingsringen var ellers et af SF's  store slagnumre i valgkampen i 2011.

Opgivelsen af SF's store slagnummer i 2012 blev starten på partiets nedtur som regeringsparti

Opgivelsen af SF's store slagnummer i 2012 blev starten på partiets nedtur som regeringsparti. Nedturen kulminerede med SF's udtræden af S-R-SF-regeringen i januar 2014.

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, blev august 2013 transportminister i S-R-SF-regeringen. En post hun bestred indtil SF udtrådte af Helle Thorning-regeringen på foranledning af SF's daværende formand, Annette Vilhelmsen, januar 2014. Ved samme lejlighed trådte Vilhelmsen af som både social-, børne- og integrationsminister og formand for SF. Det banede til gengæld vejen for Pia Olsen Dyhr, der måneden efter blev valgt som nye SF's nye formand. En post hun har bestredet lige siden.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er virkelig for dårligt, at man IKKe får indført en trængselsafgift i Hovedstaden. Det burde være sket allerede da Helle Thorning var statminister. Det er bydende nødvendigt at få standset de mange biler i København / Frederiksebrg. Siden Helle havde "en god løsning i morgen" er trafikken eksploderet. Så kære regering kom nu op på miljøhesten og få begrænset bilismen i Hovedstaden. Byer som Oslo, Stockhol og fx London har allerede sådanne begrænsninger i biltrafikken.

De røde og grønne partier er mere optaget af trængslen af traktorer i dansk landbrug.
Af trængslen i jyske svinefarme.
Af trængslen i jyske kofarme.

Til gengæld er der ingen snak om trængslen i Bilka ved køleskabe og ferskvaremontrer.
Ingen snak om trængslen ved Roskildefestival og alle andre festivaler.

Alt det grundlæggende og nødvendige forfølges.

Alt det der kunne træde mange vælgere på tæerne springes let henover.
Heri består folketingskonstruktionen.
Folkets røst.
Først når vi trues som under en pandemi, forstår folk at stå sammen.

Globalisering er en forpasset tidsperiode.
Selvforsyning er svaret, når invasive viruser overtager vores fejltagelser.
Verdens største fejl tager som regel et årti at indse.

Nazismen
Den kolde krig
Oliekrisen
Den finansielle krise
Globaliseringsviruser