Annonce

Danskere vil have bedre velfærd, valgret til umyndiggjorte og bøde til Audi

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Denne tirsdag er præget af stilhed i Christiansborg-miljøet på grund af efterårsferien, men et par korte nyheder om en ny ændring af planloven og stemmeret til umyndiggjorte kan det blive til. Ikke mindst kaster vi også et blik på danskernes velfærds-begejstring og et par hurtige blik til Tyskland.

Danskerne vil hellere forbedre offentlig service end sænke skatten

I en ny måling fra Kantar Gallup foretaget for Berlingske svarer to tredjedele af danskerne, at de foretrækker at bruge penge på velfærd frem for på at sænke skatten. Det skriver Berlingske i dag. I 1994, da målingen blev lavet første gang, var tallet kun 49 procent.

”… efter valget i 2001, hvor Anders Fogh Rasmussen (V) indtog Statsministeriet på en cocktail af valgkampsløfter om at bevare velfærden og holde skatterne i ro, er tallene skiftet markant,” skriver Berlingske som mulig årsagsforklaring.

Målingen er blevet lavet ved hvert folketingsvalg siden 1994.

Hele artiklen med mange flere spændende tal kan læses her.

 

1.900 umyndiggjorte skal kunne stemme til folketingsvalg

Regeringen vil ændre loven om værgemål, så flere personer med f.eks. hæmmet psykisk udvikling eller et alvorligt svækket helbred får stemmeret. Det skriver DR.

”At deltage i demokratiet ved at stemme til Folketinget er en stor og vigtig ting. Regeringen ønsker, at flest mulige har ret til at stemme – og personer under værgemål fortjener også at få deres stemme hørt,” siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i en skriftlig kommentar til DR.

Regeringen vil ændre loven, så værgemål i højere grad kan skræddersys til den enkelte og kan begrænses til det, der er absolut nødvendigt. Fremover vil det f.eks. være muligt at få frataget den såkaldte retlige handleevne delvist i stedet for fuldkomment.

Hele historien kan læses her.

 

Flertal vil tillade boliger uden vinduer

Et bredt flertal i Folketinget bestående af regeringen, DF og S vil tillade boliger i områder belastet af støj og luftforurening i en ny planlov, men til gengæld skal det ikke være muligt at åbne vinduerne i de nye boliger. Det skriver Altinget.

"Der er i dag havneområder eller andre ældre erhvervsområder, hvor der stadig er flere velfungerende erhvervsvirksomheder, men hvor der samtidig er en særlig interesse i at byudvikle – blandt andet med høje etageboliger," oplyser erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) til Altinget.

Forslaget møder hård kritik fra både Enhedslisten og Dansk Byplanlaboratorium. Hos liste Ø kalder planlovs- og miljøordfører Øjvind Vilsholm idéen for ”rent galimatias”.

Hele historien kan læses her.

 

Audi får milliardbøde for dieselsnyd

Den tyske bilfabrikant Audi har ved en domstol i München fået en bøde på seks milliarder danske kroner for snyd med dieselforurening. Det skriver Politiken efter Ritzau.

Og nyheden vækker glæde hos den socialdemokratiske europaparlamentariker Christel Schaldemose, der bl.a. sidder i Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse i Europa-Parlamentet:

placeholder

Audi er ejet af Volkswagen og har accepteret bøden, som den tyske anklagemyndighed har pålagt koncernen på grund af ”afvigelser fra de fastsatte krav til dieselmotorer”.

Hele historien kan læses her.

 

Justitsminister bliver tysk S-spidskandidat til EU-valget

Den tyske justitsminister, 49-årige Katarina Barley, skal stå øverst på stemmesedlen for det tyske socialdemokrati, SPD, når tyskerne skal til stemmeurnerne til Europa-Parlamentsvalget i forsommeren næste år. Det skriver det tyske magasin SPIEGEL.

Barley har siddet i den tyske forbundsdag siden 2013 og er først nu ved at etablere sig som toppolitiker i Berlin. SPIEGEL fremhæver det til gengæld også som en fordel, at hun er et relativt ubeskrevet blad – og at hun er kvinde. Barley har tidligere været generalsekretær i SPD og var kortvarigt familieminister i den tyske forbundsregering fra juni 2017 til marts 2018. Barley er i øvrigt datter af en tysk mor og en britisk far.

I 2014 fik SPD 28 procent af stemmerne ved EU-valget – et pænt resultat. Med disse måneders meningsmålinger under 20 procent bliver det svært at gentage.

Hele historien kan læses her (på tysk).

Seneste podcast: Fra mismod til optimisme - fagbevægelsen har medlemsfremgang

Kurven er knækket. Minus bliver til plus. Men hvad er opskriften på fagbevægelsens stigende medlemstal? I denne udgave af Pio-podcast forsøger vi at blive klogere på hvorfor der i den seneste tid har været medlemsfremgang i fagforeningerne og hvordan man kan fortsætte denne udvikling.

Til at diskutere emnet har vi fået besøg i studiet af forbundsformand Kim Simonsen fra HK, forbundssekretær Helena Mikkelsen fra FOA og forbundsformand Kresten Vendelboe fra Malerforbundet.

placeholder

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet

Annonce