Annonce

Debat: Kryds fingre for, at dansk økonomi ikke bliver overophedet

For SMV-regeringen har ikke noget finanspolitisk bakgear, mener Balder Asmussen
Foto: Emil Vendelbo Johansen/Netavisen Pio
SVM-regeringen ved præsentationen foran Amalienborg.
Det var en historisk begivenhed, da Mette Frederiksen (S) præsenterede grundlaget for SMV-regeringen på pressemødet 14. december 2022. Som annonceret på forhånd var der store overraskelser.

Alle partier havde fået – og givet – anselige indrømmelser. De tre partiledere signalerede en imponerende kombination af handlekraft og realitetssans.

Uanset om man står til venstre eller til højre for midten i dansk politik, indeholder regeringsgrundlaget fordelingspolitiske tiltag, der giver anledning til både begejstring og ærgrelse.

Sådan er et godt kompromis

Tager ikke højde for overophedning 

Regeringsgrundlaget kommer vidt omkring, alligevel findes der en mistelten, der ikke er blevet taget i ed.

Bliver det nødvendigt med en finanspolitisk stramning, står regeringen til at falde fra hinanden.

Hvad er det for en situation, som regeringsgrundlaget ikke har taget højde for? Det er det, vi kalder en overophedning af økonomien.

Det er en situation, hvor den samlede efterspørgsel overstiger, hvad vores økonomi kan præstere. Det fører til for store lønstigninger og heraf afledt inflation, der forringer konkurrenceevnen. Det fører til spekulative bobler på boliger, aktier og andre aktiver, der bare forstærker presset på økonomien yderligere.

Dansk økonomi har i en årrække balanceret lige på kanten af en sådan situation.

Hvis dansk økonomi ryger ud over kanten, og det bliver nødvendigt at føre en økonomisk politik, der kan modvirke en overophedning, er løsningen en såkaldt stram finanspolitik.

Det indebærer enten skattestigninger, offentlige besparelser eller begge dele. Det er netop, hvad både Nationalbanken og Det økonomiske Råd anbefaler, at regeringen gør i endnu højere grad, end det allerede er tilfældet.

”Regeringen vil føre en økonomisk politik, der både er ansvarlig og retfærdig, som understøtter høj beskæftigelse og velstand, og hvor finanspolitikken løbende afstemmes med udviklingen i økonomien,” står der i regeringsgrundlaget.

Det lyder jo udmærket. Her står faktisk, at hvis det bliver nødvendigt, er regeringen parat til at føre stram finanspolitik.

Begrænser sine muligheder

Men så er det, at en nærlæsning af regeringsgrundlaget afslører, at der også har sneget sig et skattestop ind:

”I det omfang, at regeringen træffer beslutning om at hæve skatter eller afgifter, skal andre skatter eller afgifter tilsvarende reduceres, så der samlet set ikke opkræves mere i skat eller afgift.” 

Her står det sort på hvidt, at regeringen samlet set ikke vil sætte skatten op.

Med andre ord har SMV-regeringen begrænset sine handlemuligheder i tilfælde af, at det bliver nødvendigt at stramme finanspolitikken, til et eneste instrument: Man bliver nødt til at gennemføre besparelser i den offentlige sektor.

Der kan ikke spares mere i det offentlige

I en tid med øgede forsvars- og sundhedsudgifter, og efter man i et årti har skåret så meget i uddannelsessektoren, at det kan regnes i procent af bruttonationalproduktet, er det meget svært at se, hvor der kan spares yderligere.

Desuden er offentlige besparelser et dårligt redskab til hårde opbremsninger, da de tager tid at vedtage og gennemføre.

Man kan være ”optimist” og håbe på, at den internationale økonomiske krise vi allerede er på vej ind i, bliver så stor, at den i sig selv vil virke som en stram finanspolitik.

Fire scenarier 

Men kommer der behov for en stram finanspolitik, er der reelt kun fire veje, det kan gå.

Første scenarie: De borgerlige (Moderaterne og Venstre) bider i det sure æble, og går med til skatte- og afgiftsstigninger.

Det er usandsynligt, for det er netop de synlige skattelettelser, der legitimerer deres deltagelse i regeringen.

Går de to borgerlige regeringspartiet alligevel med til skattestigninger, vil de skuffede borgerlige stemmer flytte sig til Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige.

Andet scenarie: Socialdemokraterne bider i det sure æble og fører slagterkniven over lærere, pædagoger, SOSU-assistenter og sygeplejersker.

Konsekvensen vil være Pia Olsen Dyhr som statsminister.

Det er endnu mere urealistisk, for der er bred folkelig erkendelse af, at vi mangler flere af disse de tungeste personalegrupper i den offentlige sektor. Konsekvensen vil være Pia Olsen Dyhr som statsminister. Intet mindre.

Tredje scenarie: Alternativt kan vi forestille os, at regeringen tager konsekvensen, og går af. Det vil imidlertid få hele SMV-projektet til at se dårligt ud i bakspejlet, og det har hverken Socialdemokraterne, Moderaterne eller Venstre interesse i. Derfor er denne mulighed også usandsynlig.

Fjerde scenarie: Regeringen undlader simpelthen at stramme finanspolitikken, og som følge heraf bliver dansk økonomi overophedet, og kører ud på et sidespor med langvarig høj arbejdsløshed og lav vækst til følge.

Ligesom i 1987-1993, hvor vi måtte døje med høj arbejdsløshed, fordi Poul Schlüter (K) ikke fik strammet finanspolitikken i tide. Eller ligesom i 2008-2013, hvor det netop var Anders Fogh Rasmussens (V) skattestop, der gjorde det umuligt, at stramme finanspolitikken i tide – sådan som Nationalbanken og Det økonomiske Råd havde anbefalet mange gange i årene op til sammenbruddet.

Det fjerde scenarie er klart det mest sandsynlige. De tre første scenarier indebærer, at regeringspartierne åbent erklærer deres politik (skattestoppet) for en fiasko. I det fjerde scenarie er der en chance for, at man kan slippe afsted med at tørre ansvaret over på udlandet, oppositionen, Den europæiske Centralbank eller andre mærkelige ting.

Når alt kommer til alt, er det jo kun et fåtal blandt befolkningen, der forstår hvad finanspolitik er, og hvordan et skattestop vanskeliggør effektiv krisestyring.

Gymnasielærer og historiker med speciale i dansk økonomisk politik i efterkrigstiden. 


Flere artikler om emnet

Annonce