Demokrati før socialisme: Arbejdermuseet markerer DSU-jubilæum med særudstilling

I anledning af DSU’s 100-årsjubilæum har Arbejdermuseet lavet en jubilæumsudstilling. Historiker kritiserer udstillingen for at være reaktiv og for teoretisk.
Foto: Andreas Petersson
Arbejdermuseet markerer DSU's 100-årsjubilæum med en særudstilling.
I weekenden rundede en af arbejderbevægelsens ungdomsorganisationer et skarpt hjørne.

Den 8. februar 2020 var det 100 år siden, at unge socialdemokrater brød med kommunisterne og stiftede Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).

Det har Arbejdermuseet markeret med en særudstilling i form af otte udstillingsvægge med nedslag fra DSU’s historie. I sidste uge – som var ugen op til 100-årsjubilæet – kunne udstillingen ses på Arbejdermuseet i Rømersgade i København.

 

 

En appetitvækker

Det er Arbejdermuseets arkivar Rasmus Ravnholdt Johnsen, der har lavet udstillingen.

Arbejdermuseet ønsker at bidrage til at styrke unges lyst og mod til at engagere sig i samfundet og demokratiet, fortæller han til Netavisen Pio. I den forbindelse er DSU’s historie et godt eksempel på, hvordan et stærkt fællesskab kan give styrken og modet til at stå frem med sin mening.

”Udstillingen viser, at unges politiske engagement ikke er ligegyldigt, men at det faktisk kan rykke noget. Det budskab vil vi være med til at brede ud til så mange som muligt. Desuden har vi på Arbejdermuseet – på tværs af arkiv, bibliotek og museum – en enestående samling af DSU-materiale og dermed en unik mulighed for at fortælle DSU’s historie,” siger Rasmus Ravnholdt.

Udstillingen viser, at unges politiske engagement ikke er ligegyldigt

Udstillingen er tænkt som en appetitvækker, der skal give publikum lyst til at undersøge historien yderligere. Rasmus Ravnholdt beskriver den som ”en kortfattet og visuel præsentation af DSU’s historie, hvor det historiske materiale i høj grad får lov at tale”.

Den begrænsede plads har dog nødvendiggjort en skarp prioritering og en del fravalg, tilføjer han. Der er f.eks. fokuseret entydigt på DSU og ikke nært beslægtede organisationer såsom den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum eller børne-, ungdoms- og familieorganisationen DUI-LEG og VIRKE.

 

Udstillingen er reaktiv og har rod i kronologien

Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for udstillingen. Netavisen Pio har talt med historiker Martin Ejner Grunz, der er ansat som historisk konsulent i Socialdemokratiets sekretariat på Christiansborg og er tidligere formand for Selskabet for Arbejderhistorie (SFAH).

Han står tilbage med et noget andet indtryk af udstillingen. Den fremstiller et DSU, der i langt højere grad er reagerende fremfor agerende, lyder kritikken:

”Den er meget reaktiv og viser et DSU, der nærmest udelukkende reagerer på andre bevægelser i stedet for at sætte sin egen dagsorden. Det gælder konkret i forhold til kommunismen og Dansk Folkeparti. Der synes jeg, at udstillingen går galt i byen,” siger Martin Ejner Grunz til Netavisen Pio.

Der synes jeg, at udstillingen går galt i byen

Udstillingen er ”anakronistisk og har rod i kronologien”, mener han og nævner eksempler herpå:

”Flere af de billeder og plakater, der vises som dokumentation af DSU’s modsætningsforhold til Dansk Folkeparti, er fra før, Dansk Folkeparti opstod – og dermed lavet i en helt anden sammenhæng.”

Han er ligeledes utilfreds med påstanden om, at DSU ”fødtes i opgøret med kommunisterne”. På stiftelsestidspunktet i 1920 var modsætningen mellem på den ene side unge socialdemokrater og på den anden side unge, der havde en antiparlamentarisk og revolutionær kritik af Socialdemokratiet. Det var først senere, at kommunisterne med Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) kom til at dominere den revolutionære venstrefløj, påpeger historikeren.

 

Kommunist dræbte DSU’er

Udstillingens fokuspunkter er i det hele taget alt for teoretiske, mener Martin Ejner Grunz.

”Den lægger sig op ad universitetsparadigmer som ”arbejderhistorie” og ”koldkrigsforskning”. Det bliver udlagt nogle påstande om positioneringer og bevæggrunde, som aktørerne kun i lille grad har tænkt sig ind i, for eksempel ”kampen om arbejderungdommens gunst” og ”modsætningen mellem reform og revolution”.

At en begivenhed som drabet på DSU’eren Werner Nielsen – begået af en ung kommunist – ikke nævnes, er en klar mangel

”I forbindelse med modsætningsforholdet til kommunisme er det ret markant, at udstillingen ikke nævner, at det først og fremmest skyldes, at kommunismen var en antidemokratisk og aniparlamentarisk bevægelse,” siger han og fremhæver et særligt kritikpunkt:

”At en begivenhed som drabet på DSU’eren Werner Nielsen – begået af en ung kommunist – ikke nævnes, er en klar mangel. Det var en begivenhed, ikke bare i ungdomspolitisk foreningshistorie, men i danmarkshistorien som sådan.”

 

Mere end bare politik: DSU’s omfattende kulturarbejde

Det er især tiden omkring stiftelsen af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, som arkivar Rasmus Ravnholdt finder interessant:

”Jeg er meget fascineret af den tidlige periode. Dels fortællingen om DSU’s grundlæggelse, som var et direkte resultat af den historiske splittelse i arbejderbevægelsen mellem reform og revolution. Men også DSU’s storhedstid i 20’erne og 30’erne, hvor DSU var meget mere end de politiske ungdomsorganisationer, vi kender i dag.”

DSU’s grundlæggelse var et direkte resultat af den historiske splittelse i arbejderbevægelsen mellem reform og revolution

Han fremhæver især det omfattende kulturarbejde, der blev praktiseret i den periode, som et oplagt eksempel på, at DSU var meget mere end blot en politisk ungdomsorganisation.

”Især de såkaldte talekor er meget interessante. Vi ved ikke, hvordan de faktisk har lydt, så de er omgærdet af en vis mystik,” siger Rasmus Ravnholdt.

Som DSU’er medvirkede H.C. Hansen (1906-1960) engageret i DSU’s kulturarbejde, hvor han skrev adskillige sange, digte og talekor. Han var forbundsformand for DSU (1933-37) og blev senere statsminister (1955-60).

 

Den femte statsminister med DSU-baggrund

Ser man på DSU’s rolle igennem nu 100 år, hæfter Rasmus Ravnholdt sig især ved DSU’s betydning som talentfabrik for moderpartiet. Mange af partiets mest fremtrædende politikere har slået slået deres folder i organisationen:

”DSU har formået at påvirke udviklingen af det danske samfund – selvfølgelig først og fremmest i kraft af relationen til Socialdemokratiet, som har siddet på regeringsmagten en stor del af tiden,” siger han og fortsætter:

Mette Frederiksen er et glimrende eksempel på det

”DSU har i 100 år været rekrutteringsgrundlag for Socialdemokratiet, og vores nuværende statsminister Mette Frederiksen er et glimrende eksempel på det. Hun er den femte tidligere DSU’er i Statsministeriet. Og så har DSU selvfølgelig inspireret en masse unge mennesker til politisk engagement, og jeg tror, at DSU har været livsbestemmende for rigtig mange af dem, der gennem tiden har været organiseret.”

De fem statsministre, som begyndte den politiske karriere i DSU, er Hans Hedtoft, H.C. Hansen, Jens Otto Krag, Anker Jørgensen og Mette Frederiksen.

 

 

Demokrati før socialisme

Det er først og fremmest rollen som demokratisk ungdomsorganisation, der – ifølge Martin Ejner Grunz – har været den gennemgående rolle for DSU.

”Det vigtigste har været at beskytte og udvide de demokratiske rettigheder, som det danske folkestyre baserer sig på. DSU har næsten altid holdt fokus på konkrete forbedringer og tiltag – også når de var nok så små.”

Respekten og loyaliteten over for demokratiet har været drivende for DSU’s politiske engagement

”Respekten og loyaliteten over for demokratiet har været drivende for DSU’s politiske engagement. Beskyttelsen af de demokratiske frihedsrettigheder og arbejdet for at engagere unge fra alle samfundslag i dét arbejde, har været gennemgående i DSU’s historie,” siger han og fremhæver et internationalt ungdomsstævne, arrangeret af DSU, som et bevis på dette.

På en af udstillingsvæggene vil man bemærke, at der hænger en skærm. Den viser Stævnefilmen og rummer ti minutters optagelser fra stævnet.

I weekenden den 12.-13. juli 1930 arrangerede DSU en stor international demonstration under parolerne ”For Fred og Folkestyre” og ”Mod Krig og Diktatur”.

Ifølge Social-Demokraten (som senere blev til dagbladet Aktuelt), samledes ca. 4.000 unge socialdemokrater fra Skandinavien og flere europæiske lande og deltog i det internationale ungdomsstævne i København.

 

Netop pointen om, at DSU’erne er demokrater før alt andet, understregede den nuværende forbundsformand også i sin tale til DSU’s 100-års-jubilæumsfest:

”Vi er demokratiske socialister – og i den rækkefølge,” lød det fra DSU’s forbundsformand, Frederik Vad, hvorefter de 775 deltagere kvitterede med store klapsalver.

Vi er demokratiske socialister – og i den rækkefølge

Udstillingen er midlertidigt blevet fjernet fra Arbejdermuseet. Det skyldes, at den mobile vandreudstilling – i den næste halvanden måneds tid – skal en tur rundt i landet, hvor den kommer ud til en række af DSU’s lokalafdelinger: Først Odense, dernæst Vejle og slutteligt Aarhus. Det var netop i Aarhus, at DSU blev stiftet den 8. februar 1920.

Student på Netavisen Pio


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Hej Piopio!
Nue skal det jo siges, at Arbejdermuseets folk er meget dygtige museumsfolk, men det er også udmærket, at der på denne måde rejses en kvalificeret kritik af udstillingen. Et forhold, der nok vil ses som en uvelkommen kendsgerning, er, at mange af de nuværende ministre har en fortid i partier, der ligger til venstre for Socialdemokraterne, og som IKKE har en fortid i DSU, og lad os være taknemmelige for det. En person, der hele vejen igennem har været hellig, og som ikke har haft anfægtelser, er efter min opfattelse ringere end en, der har været igennem en personlig udvikling. Når man som ung står foran et monolitisk, borgerligt samfund, der intet giver, er det så så mærkeligt, at man søger ud på den yderste venstrefløj, der i et eller andet ubestemmeligt omfang har en forestilling om en væbnet kamp? Andre unge har et fascistisk udviklingsstadium, hvilket jo, i lighed med den venstrorienterede løsning funderer sig på en ret simpel logik. Senere melder der sig mellemregninger på banen, og det forhold, at vort samfund ikke i samme grad som så mange andre samfund er helt uden inkluderende mekanismer, åbner op for, at de unge blver bekendte med disse mellemregninger. Et problem, som Socialdemokratiet og DSU efter min opfattelse ikke tackler på en hensigtsmæssig måde, er den gennemgribende småborgerliggørelse, som partiet har stået for. Heller ikke fjendtligheden overfor det intellektuelle, som den dag i dag er udbredt blandt socialdemokratiske vælgere, tages der stilling til. Dette er småborgerlighedens problem - adgangsvejen til det egentlige borgerlige går gennem, at der bliver højere til loftet, hvilket det egentlige borgerskab har fattet, men som det småborgerlige Socialdemokrati er bange for og fjendtligt indstillet overfor. Dette berøres slet ikke i artiklen.