Efter 8 år med Ronald Reagans meget højreorienterede politik var det nu

Vicepræsidenten – George Bush, som han bare blev kaldt, for ingen regnede jo dengang med, at hans søn også skulle være præsident – var favorit til at blive republikanernes præsidentkandidat. Men for at blive det skulle han slå den stærke senator Bob Dole fra Kansas og TV-prædikanten Pat Robertson fra Virginia.

George Bush havde det med at dumme sig, når han var i kameraernes spotlight. Han havde en fjogethed over sig, som ikke var særligt præsidentiel. Men han var en god og loyal vicepræsident, og det var nok det, der afgjorde nomineringen til hans fordel.

Dengang fagforeninger stadig var vigtige

Demokraterne stillede med en hel række af mulige præsidentkandidater, og ingen kunne på forhånd afgøre, hvem der var stærkest. Der var ingen af kandidaterne der udmærkede sig over de andre; det var en udmattelseskrig og til sidst last man standing, der blev demokraternes præsidentkandidat.

Der var den sorte borgerretsforkæmper Jesse Jackson, som repræsenterede håbet om et USA uden racediskrimination og samtidig kunne hente stemmer i kraft af at være kristen prædikant. Jackson var med i kampagnen lige til den bitre ende, men da det kom til stykket var hans appel for smal.

Der var Dick Gephardt, som i dag næsten er glemt men som dengang var et stærkt bud på en demokratisk præsident. Hans motto var ”Make America First Again” og han kritiserede de udenlandske (japanske) firmaer, der stjal de amerikanske jobs. Gephardt havde opbakning fra den amerikanske arbejderklasse og havde et godt forhold til fagforeningerne, som dengang var en meget vigtigere magtfaktor hos demokraterne, end de er i dag.

Hans motto var ”Make America First Again

Gephardt kom godt fra start og vandt det første og vigtige valg i Iowa. Men problemet for Gephart var for det første, at han hverken var senator i kongressen eller guvernør for en stat, som er de klassiske veje for præsidentkandidater. For det andet havde han ikke styr på sin kampagne, så han brugte sine ressourcer forkert og løb tør, da tingene var ved at skulle afgøres.

Farvel til Gephardt og med ham en stor del af den demokratiske appel til den jævne amerikaner.

Når privatlivet spænder ben

Der var Gary Hart, den visionære senator fra Colorado, som havde stærke bud på en amerikansk fremtid. Gary Harts karriere startede som kampagneleder for idealisten McGovern i 1972, og hans vision for USA udstak en klar, retfærdig og bæredygtig retning.

Gary Hart havde læst på Yale og Oxford, havde star quality i metermål, var venner med superstjerner som Warren Beatty – og de demokratiske vælgere elskede ham. Han førte stort i de indledende målinger.

Der var mange rygter om utroskab

Men Gary Harts privatliv havde det med at spænde ben for ham. Der var mange rygter om utroskab, og da han blev afsløret i at overnatte hos en anden kvinde end sin hustru, måtte han trække sig ud af valgkampen før den første stemme var afgivet.

Eller det vil sige: Han trak sig ud, kom tilbage da primærvalgene startede og måtte trække sig ud igen, da det blev afsløret at han også havde rod i økonomien. Farvel og farvel igen til Gary Hart.

Dukakis, den grå eminence

Og så var der Michael Dukakis, guvernøren fra Massachusetts, som i to omgange havde ledet sin stat så præcist som et schweizerur. Taget de upopulære beslutninger, skåret ned fordi det var nødvendigt. Hævet skatterne, fordi pengene manglede. Dukakis var ikke en samfundsomstyrter, han var pragmatisk og driftssikker.

Dukakis var ikke en samfundsomstyrter, han var pragmatisk og driftssikker

Men kunne Dukakis trænge igennem TV-skærmene til amerikanerne? Kunne den jævne amerikaner identificere sig med ham? Kunne han forføre vælgerne, som Reagan havde gjort? Kunne han forklare dem, hvad det egentlig var, han ville?

Ingen anede det, og Dukakis nægtede at afvige fra sit manuskript. Men han havde den bedst organiserede kampagne og var ikke bleg for at kaste smuds på de andre kandidater, hvilket Gephardt og Biden fik at føle, når de klarede sig lidt for godt i valgkampen.

Og så var der Biden

Scrantons Joe Biden havde allerede siddet i Senatet i 15 år, da der var præsidentvalg i 1988. Han havde allerede leget med tanken i 1984, men sprang fra da det gjaldt.

1988 skulle være Bidens år

Men 1988 skulle være Bidens år. Han satte alle sejl til, men kampagnen rykkede sig ikke rigtigt ud af flækken i månederne op til primærvalget i Iowa. Måske var det fordi, Biden var nødt til at bruge en masse tid på at være formand for Senatets juridiske udvalg.

Eller måske var det fordi, Biden havde det med at lade tingene løbe af med sig, når han holdt taler. De blev altid for lange og uden for manuskriptet, og Biden havde det med at få sagt ting, der ikke helt passede. For eksempel, at han havde været aktiv i borgerretsbevægelsen. Det havde han ikke helt, da man fik tjekket efter.

Værst var det, da han plagierede et uddrag af en tale, den engelske Neil Kinnock havde holdt. Det kom der en større sag ud af, som endte med at Biden måtte trække sig før det første primærvalg.

Men en hjerneaneurisme, hvor et blodkar i hjernen truede med at sprænge, satte en stopper for det hele

Biden trak sig, men blev ved med at være ude og holde kampagnetaler. Men en hjerneaneurisme, hvor et blodkar i hjernen truede med at sprænge, satte en stopper for det hele. Biden overlevede, men kun akkurat, og det blev enden på hans præsidentambitioner. Ikke kun i 1988, men i det hele taget.

Eller ikke helt. Biden stillede op som præsidentkandidat igen i 2008, endte med at blive vicepræsident og overvejede kraftigt at stille op i 2016 men trak sig, da partiet foretrak Hillary Clinton. Og nu, i 2020, stiller han som bekendt op igen.

Demokraternes ørkenvandring fortsatte

George Bush var ikke verdens bedste kandidat, men han var god nok til at kvase Michael Dukakis den 8. november 1988. Bush vandt 40 ud af 50 stater og fik 426 valgmandsstemmer mod 111 til Dukakis.

Bush vandt 40 ud af 50 stater

Det var alligevel ikke demokraternes redning at vælge den kedelige men stabile Dukakis. Ørkenvandringen i opposition fortsatte og spørgsmålet var, hvad i alverden der skulle til for at få præsidentposten.

I det fjerne dukkede en saxofonspillende guvernør fra redneck-staten Arkansas op.

Richard Ben Cramer: What It Takes: The Way to the White House. Udgivet på Random House i 1992.