Vi lever i meningsidealets tid, og det blokerer vores klarsyn om verden omkring os. For meningsidealet er indadvendt. Man skal selv have tænkt sig frem til meningen ved sine handlinger.

Tingene omkring os er ikke så vigtige længere, og slet ikke hvis de fremstår givet, så kan du jo ikke selv være kommet frem til det.

Alt skal give mening: Dit job, din uddannelse, dine holdninger, din kæreste, dit tøj, din lejlighed

I min tid har vi vendt blikket indad, før vi vendte det ud mod verden omkring os. Det har ligget latent i samfundets tidsånd, at meningen med tilværelsen var givet ved det, vi selv kunne reflektere os frem til.

Vi spørger hinanden om hvorfor i stedet for om hvordan, og så synes meningsjagten nærmest uendelig. Alt skal give mening: 

Dit job, din uddannelse, dine holdninger, din kæreste, dit tøj, din lejlighed, osv. Alt sammen en del af jagten på den identitet, du skaber, hvis hellige gral er, hvor meget mening den kan tilskrives.

hengivenheden mod kernen i budskabet om historiens slutning, har været så stærk, at det fundamentale opgør vil blive udskudt, indtil det ikke længere kan undgås

Bekymringsløsheden og historiens slutning 

Og hvorfor skulle vi egentlig gøre andet? Som den måske første generation i verdenshistorien blev vi frigjort fra ideen om, at der var en verden omkring os, vi skulle bekymre os for.

Nu handlede det ene og alene om, hvad vi selv kunne udrette, og der var ingen begrænsninger.

Alligevel har vi svært ved helt at løsrive os fra bekymringsløsheden. Den ligger dybt forankret i os som selve essensen i den tilværelse, vi blev stillet i udsigt efter Den kolde krig.

Historien var slut, som Fukuyama infamøst beskrev det i 1989. Der er sandt for dyden løbet meget vand under broen siden, men jeg tror hengivenheden mod kernen i budskabet om historiens slutning, har været så stærk, at det fundamentale opgør vil blive udskudt, indtil det ikke længere kan undgås.

Jeg er selv hovedstadsbarn fra midten af halvfemserne, har forældre med akademiske uddannelser, og er lige nu ved at færdiggøre en kandidat i Statskundskab på Københavns Universitet.

Derfor har jeg helt sikkert været mere eksponeret for meningsidealet end så mange andre.

Jeg tør dog godt sige, det langt fra er forbeholdt den kreative klasses storbybørn at være indbefattet af jagten efter mening i tilværelsen.

Det gælder for alle, der er vokset op i skyggen eller lyset af Den kolde krigs afslutning.

Hvor man tidligere gik i skole, fik et arbejde, og stiftede familie, fordi meningen var givet ved selve opnåelsen af dette, har min generation skulle realisere os selv på en helt anden måde.

Vi er opdraget med, at vores handlinger skal efterleve moraler eller etikker, vi selv har reflekteret os frem til for at give mening.

Jeg er vokset op med bevidstheden om, at engang var der 2. Verdenskrig efterfulgt af Den kolde krig, men så faldt Berlinmuren i 1989 og tre år senere vandt Danmark EM. Vi havde nået toppen, sikret evig frihed

Med fredens tid opgav vi den givne mening 

Problemet er bare, at vi efter Den kolde krig smed frygten væk og dermed også den givne mening. Vi søger altså, og har gjort det længe, efter meningen i en meningsløs tid.

Nogle vil måske sige, at det er for meget at påstå, den givne mening forsvandt med Den kolde krigs afslutning, og jeg vil endda give dem ret.

Det har bare ikke noget at gøre med, hvad det er for et budskab, vi som samfund har kultiveret de sidste 30 år.

Jeg er vokset op med bevidstheden om, at engang var der 2. Verdenskrig efterfulgt af Den kolde krig, men så faldt Berlinmuren i 1989 og tre år senere vandt Danmark EM.

Vi havde nået toppen, sikret evig frihed. Nu var det egentlig bare et spørgsmål om, hvor trygge, sunde og rige vi kunne blive, og om vi også kunne vinde VM.

Jeg er barn af fredens tid. Ligesom alle andre født fra 90’erne og frem er jeg vokset op i en verden frigjort fra bekymringer. Vi blev formet i fraværet af frygt, fordi vi blev fortalt, vi intet havde at frygte.

Det muliggjorde opblomstringen af meningsidealet, men det er også det, der gør, at vi i dag fremstår så apatiske i mødet med den frygt, der nu er tilbage. Derfor er de to ting uadskillelige.

Vi skal ikke lang tid tilbage før, den største bekymring var, om man kunne få mad på bordet. Derefter kom verdenskrigene og Den kolde krig.

I perioderne før jeg kom til verden, har der således været nok at bekymre sig om, hvad angår overlevelse. For min generation har den største bekymring været, hvorvidt der overhovedet er noget, der giver mening.

selvom vi har erkendt, at hverken freden eller friheden er givet, mangler vi stadig grundlæggende at acceptere, hvad kampen for disse værdier indebærer, nemlig at frygten også er tilbage

Illusionen er brudt, men idealiseringen af verden forbliver 

I dag ved vi, at ideen om historiens endeligt mest af alt var noget, vi forestillede os.

Kina var aldrig i nærheden af at blive demokratisk, og Rusland har gentagende gange mellem 1991-2022 brugt hård magt til at slå ned på selvstændighedsbevægelser, både indenfor Rusland og i nabolande.

Det var først med Ruslands brutale overfald af Ukraine, at vi for alvor gjorde op med illusionen om, at historien var slut.  

Trods det synes jeg langt fra, vi er i mål. For selvom vi har erkendt, at hverken freden eller friheden er givet, mangler vi stadig grundlæggende at acceptere, hvad kampen for disse værdier indebærer, nemlig at frygten også er tilbage.

Dertil tror jeg simpelthen den tryghedsbevidsthed, vi i 30 år dyrkede, har efterladt os sted, hvor konsekvenserne ved at anerkende frygten er for uoverskuelige at tænke på.

Vi har overbevist hinanden om, at verden skal ses i et idealistisk lys, der giver plads til livsførelse efter hensyn til abstrakte meningsidealer, hvorfor vi holder fast i det billede.

Også selvom det aldrig har været realistisk og mest af alt har ført til vemod og tvivl. Men vi bliver ved, fordi det er det mest belejlige.

Verden er fuld af fjender, der ønsker at angribe alt det, de frie liberale demokratier står for, det ved ukrainerne og israelerne, belært af den virkelighed de har gennemlevet

Det endelige opgør

Og det forstår jeg egentlig godt. Det er en farlig, usikker og måske endda dyster fremtid, vi ser ind, men vi bliver nødt til fuldstændigt at træde ud af den forestilling, vi har levet i de sidste mange år.

Vejen dertil er langt fra nem, og vil blive mødt af utallige forhindringer. Det kræver et fundamentalt opgør med måden, hvorpå vi forstår os selv, og den verden vi lever i.

Sandheden er nok, at opgøret først kommer den dag, det ikke længere kan udskydes. Jeg ville bare sådan ønske, at vi allerede nu kunne trække os ud af bekymringsløsheden og bryde meningsidealet.

Kun på den måde kan vi få det klarsyn om verden omkring os tilbage, der siden 90’erne har været fraværende i vores kollektive bevidsthed.

Verden er fuld af fjender, der ønsker at angribe alt det, de frie liberale demokratier står for, det ved ukrainerne og israelerne, belært af den virkelighed de har gennemlevet. Deres udenrigspolitik og befolkningernes sindelag afspejler den ubelejlige kendsgerning.

Vi skylder både dem, os selv, og alle andre der vil friheden at nå samme erkendelse.