Annonce

Den perfekte nostalgiske fornemmelse for lækkert design og reklame uden pis og lort

Wim Wenders har lavet en film, som især imponerer med sit rørende og stærke skuespil om en japansk opsynsmand på et offentligt toilet
Foto: Camera Film
Wim Wenders nye film handler om en opsynsmand på arkitekttegnede offentlige toiletter i Tokyo.
Historien er egentlig fascinerende, synes jeg. En af Japans rigeste mænd, Koji Yanai, finansierede opbyggelsen af i alt 17 arkitekttegnede, offentlige toiletter i Tokyos Shibuya-distrikt.

Det var i forbindelse med afholdelsen af De Olympiske Lege i 2020, der blev udsat et år på grund af den internationale pandemi, og afholdt uden publikum.

Koji Yanai ville have disse toiletter opført, fordi han ville vise verden den gæstfrihed og høje hygiejne, som landet er kendt for.

Da de offentlige toiletter ikke fik den omtale, som han havde drømt om, kontaktede han et stort reklamefirma, der foreslog ham at hyre en filminstruktør, og valget faldt på Wim Wenders.

Den tyske instruktør er først og fremmest kendt for filmene 'Paris, Texas’ fra 1984 og ‘Himlen over Berlin’ fra 1987, men har også senere lavet små dokumentarfilm i Japan.

Men det gik hverken værre eller bedre, end at Wim Wenders endte med at lave en særdeles yndig og på mange måder meget kritisk spillefilm, der handler om en mand, der arbejder som toilet-rengøringsmand på netop disse toiletter.

Det med det kritiske blik vender vi tilbage til.

Til punkt og prikke

Skuespilleren, der spiller hovedrollen, hedder Koji Yakusho, der blandt andet er kendt for filmen ‘Shall We Dance’ fra 1996. I rollen er han en ensom mand, der passer sit arbejde til punkt og prikke.

Han bor alene i en spartansk bolig, der dog ikke er så lille endda. Han dyrker små træer og læser klassiske romaner, som alle de intellektuelle kan sidde i biografen og nikke genkendende til.

Snakken om at japanere er så respektfulde, bliver i den grad gjort til skamme af de mange besøgende på toiletterne

Han lytter til gamle kassettebånd med amerikanske bands, mens han kører gennem den store metropol, og vi hører den ”ægte” knitrende lyd, ligesom filmen i det hele taget er skudt i et særligt format, der mere er kvadratisk, end bredformat.

Hele hans tilværelse, selvfølgelig med de lækre arkitekttegnede toiletter som scene, oser af minimalisme, og hans liv kan med garanti fremstå som nærmest misundelsesværdigt for mange, overforbrugende filmkritikere og intellektuelle, der sukker efter et mere enkelt liv.

Skamfuldt arbejde

Men hele tiden pibler der forskellige dissonanser frem i vor hovedpersons liv. Snakken om at japanere er så respektfulde, bliver i den grad gjort til skamme af de mange besøgende på toiletterne, der ikke skænker vor rengøringsmand et eneste blik.

Samtidig ser vi hvordan hans familie, der ellers ikke har kontakt til ham, skammer sig over hans arbejde.

Og så er han alene, udelukkende i kontakt med andre mennesker på grillbaren, på badeanstalten, på værtshuset, som han frekventerer nærmest punktligt rituelt.

Det interessante er så, at 'Perfect Days' faktisk på mange måder virker

For den udenforstående virker det hele så æstetisk vidunderligt, med alle de smukke træer, litteraturen, arkitekturen og så hans hobby med hver dag at tage et foto af træernes kroner.

Sidstnævnte er bestemt ikke nogen original idé, for netop den blev også anvendt i filmen ‘Smoke’, der i grunden også handler om, at alle liv er værdifulde, og at jordens centrum godt kan være en tobaksbutik i en storby.

Oversete dissonanser

Det interessante er så, at 'Perfect Days' faktisk på mange måder virker. Den er nemlig lækker, og ingen anmeldelser giver udtryk for dissonanserne, hvilket jeg er overbevist om, at Wim Wenders har været bevidst om.

Rigmanden, der har betalt for hele gildet, har angiveligt heller ikke opdaget, at Wim Wenders fremstilling er det modsatte af det, som han ville have.

For rengøringsmanden undgår alle former for konflikt, bukker nakken og lader enhver tryne ham. Græde er noget, som han gør, når han er alene. Og toiletterne bliver jo klinisk rene.

Men skuespillet er til gengæld så helt igennem rørende og stærkt

Samtidig viser Wim Wenders, at den japanske ungdom, der nok sprudler af livskraft, måske ikke evner at sætte pris på alle disse dyder, der også er nøglen til en rimelig god tilværelse, hvor storheden findes i det små.

En lærer om dybden ved den knitrende lyd fra et kassettebånd, en anden om at det er forkert at se ned på en rengøringsarbejder.

Om de så er stærke nok til at redde hele samfundet, synes at være filmens store spørgsmål, som man står tilbage med.

Ingen lort og pis

Filmen er ikke lige så stærk som ‘Smoke’, fordi en del scener og al denne alt for klicheprægede musik, der simpelthen er for nemt et greb, bare ikke er originale nok.

Men skuespillet er til gengæld så helt igennem rørende og stærkt, at man bestemt ikke føler, at man har spildt sin tid.

Men konstant vender jeg tilbage til de begejstrede anmeldelser af de mange, der har rigeligt, og som slet ikke med et eneste ord benævner, hvordan vor hovedperson gang på gang bliver ydmyget og set ned på.

At hans liv faktisk ikke er så perfekt, og at det er hårdt, vanskeligt, ensomt og på mange måder tragisk.

Fordi det foregår i så lækre omgivelser, og med den lækre lyd, og så selvfølgelig uden at man på et eneste tidspunkt ser rigtig lort og pis.

Og hvem bekymrer sig i grunden om det?

 

Wim Wenders: ’Perfect Days’. Spillefilm. 2024 I biograferne landet over nu.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet

Annonce