Det er på tide, at landbruget giver noget tilbage til samfundet
Det er på tide, at landbruget giver noget tilbage til samfundet
Alt for længe har landbruget hævet milliarder i støtte - uden at give noget tilbage til den grønne omstilling. Det skal slutte nu, skriver kandidat til Europa-Parlamentet for SF Villy Søvndal i dette debatindlæg.

Villy Søvndal, kandidat til Europa-Parlamentet for SF, medlem af Kolding Byråd og tidligere udenrigsminister.
Landbruget kan ikke blive ved med at stille sig i skyggen i kampen mod klimaforandringerne.
Det blev igen gjort tydeligt, da EU´s klimaråd for nylig påpegede, at landbrugets gratis CO2-udledninger udgør en stor trussel for, om vi overhovedet når vores klimamål. Vi skal lytte til klimarådet, når de siger, at landmænd i hele EU skal betale for deres CO2-udledninger.
I 2023 blev der skrevet historie. Året blev det varmeste, der nogensinde er målt på Jorden. Faktisk overgik temperaturen i 2023 ikke blot marginalt andre år, men den totalsmadrede den tidligere varmerekord fra 2016.
Der er brug for et landbrug, der følger med tiden
Den høje temperatur medførte hedebølger, oversvømmelser, skovbrande og gjorde steder ubeboelige. Flere analyser viser, at disse vejrforhold havde været umulige uden den menneskeskabte globale opvarmning. Det står derfor mejslet i sten, at vi skal handle nu – især i EU skal de folkevalgte være sit ansvar voksent.
Omstilling - ikke afvikling
Lad mig slå fast, at jeg ikke taler om en afvikling af dansk landbrug, jeg taler om en omstilling. Siden 2005 har udledningen fra landbruget nærmest været konstant, hvilket står i stor modsætning til andre sektorer. Der er brug for et landbrug, der følger med tiden.
Dansk landbrug bidrager med knap en tredjedel af Danmarks CO2-udledning, og det vil på nuværende tidspunkt kun stige i fremtiden. Landbruget skal derfor pålægges en CO2-afgift, der er omfattet af EU’s kvotesystem. Det vil betyde en ens CO2-afgift i alle EU-lande. Desuden vil det også helt fjerne incitamentet til at flytte sin landbrugsproduktion til udlandet.
Vi skal gøre op med forventningen om, at landmænd kan hente landbrugsstøtte uden at give noget igen til klimakravene og miljøet
Et incitament, vi også kan gøre brug af i omstillingen af landbruget, er ved at kigge på landbrugsstøtten. Kødproducenter får nu en støtte, der er 1200 gange højere end de plantebaserede fødevarevirksomheder. Det er helt ude af trit med de klimamæssige udfordringer, vi står overfor.
Alene i 2022 blev der brugt lige knap 300 milliarder kroner på landbrugsstøtte. Landbrugsstøtten skal omlægges, så den for alvor fremskynder til at bidrage til den grønne omstilling.
Vi skal gøre op med forventningen om, at landmænd kan hente landbrugsstøtte uden at give noget igen til klimakravene og miljøet – den tid er forbi.
Tilføj kommentar