Slagterilukningen i Ringsted er en katastrofe - nu må EU gribe ind
Slagterilukningen i Ringsted er en katastrofe - nu må EU gribe ind
Danske slagterier lukker på stribe efter flere års nedgang i antallet af grise, der slagtes i Danmark. Årevis af manglende politisk handling har gjort, at vi i dag taber vigtige lokale arbejdspladser. EU skal stoppe de lange grisetransporter.
I sidste uge stod vi op til en ufatteligt trist nyhed. Danish Crown lukker Ringsted Slagteri, og dermed går 1.200 lokale jobs tabt.
Det er næsten præcist et år efter, vi fik nyheden om, at Danish Crown-slagteriet i Sæby lukkede.
På bare få år har vi mistet flere tusinde lokale jobs på slagterierne, som har været drivkraften i lokalsamfundene og derfor er ufatteligt svære at erstatte.
Jeg er ikke bange for at sige, at det er en katastrofal udvikling, vi er vidner til.
Social dumping støttet af danske landmænd
I stedet for at blive slagtet lokalt, bliver grisene nemlig sendt ud på lange grisetransporter til blandt andet Italien og ofte helt uden for Europa, hvor løn og arbejdsvilkår er langt ringere end i Ringsted.
I 2007 blev næsten to millioner grise sendt ud af Danmark på rejser i mere end otte timer. I 2023 var det tal steget til over 12 millioner.
I 2023 var det også første gang nogensinde, at flere grise blev eksporteret levende ud af landet, end slagtet herhjemme i Danmark.
Jeg har nærmest hørt enhver undskyldning for, hvorfor social dumping og dyremishandling stadig skal være lovligt
Det er intet mindre end social dumping, stærkt støttet af de danske landmænd, der slet ikke tænker over, hvad det gør for deres eget lokalsamfund.
Lige nu forhandler jeg EU’s nye dyrevelfærdslov, men jeg er ærligt talt dybt bekymret. For det tyder det ikke på, der er stor opbakning til at slagte grise lokalt.
Jeg har nærmest hørt enhver undskyldning for, hvorfor social dumping og dyremishandling stadig skal være lovligt.
På tide at sige stop
Vi har derfor brug for alt den opbakning, vi kan få, når danskerne går til stemmeurnerne til europaparlamentsvalget d. 9. juni.
En stemme på en socialdemokrat vil være en stemme for dyrevelfærd, beskyttelse af den danske model og for at sikre de lokale arbejdspladser.
Men EU kan ikke blive ved med at spise lønmodtagere af med penge fra en støttepulje
Senest har jeg sørget for, at 23 millioner kroner blev udbetalt til tidligere medarbejdere hos slagteriet i Sæby gennem EU’s støttepulje for afskedigede medarbejdere.
Jeg arbejder på, at slagteriarbejderne i Ringsted skal have samme støtte. Men EU kan ikke blive ved med at spise lønmodtagere af med penge fra en støttepulje.
Det er tid til, vi siger stop.
Hvis EU virkelig ville tage kampen for lokale arbejdspladser, må vi også sætte stopper for, at landmændene kan sende grisene ud på lange, pinefulde rejser.
Tilføj kommentar