Annonce

Vil Venstre give EU-støtte til social dumping?

Venstre vil ikke gøre sociale krav til en betingelse for at modtage landbrugsstøtte, selvom det er den største udgift i EU-budgettet.
Landbrugsstøtten er den største udgift i EU-budgettet - men i dag gives den uden skyggen af sociale modkrav.

Det står i kontrast til reglerne for byggeprojekter. Her bruger vi sociale klausuler, fordi offentlige midler selvfølgelig ikke skal finansiere kritisable arbejdsforhold og dumping-lønninger.

Men fraværet af sociale modkrav til landbruget betyder, at en landmand kan få landbrugsstøtte, selvom han bruger illegal arbejdskraft, dumper lønninger eller overtræder arbejdsmiljølovgivningen.

Det er tosset!

Danmark tager sociale modkrav med til afsluttende forhandlinger

Derfor var jeg glad, da et flertal i Europa-Parlamentet stemte for, at landmænd skal overholde national og europæisk arbejdsmarkedslovgivning og gældende overenskomster for at få landbrugsstøtte.

Og jeg blev rigtig glad, da vores socialdemokratiske  fødevareminister Rasmus Prehn meddelte, at han ville tage forslaget om sociale modkrav med videre til de afsluttende forhandlinger om fremtidens landbrugsstøtte.

Min glæde skulle dog blive kort, for på Facebook kunne jeg læse, at V-parlamentariker Asger Christensen “på ingen måde” mener, at overholdelse af overenskomster og arbejdsmarkedslovgivning skal være en betingelse for at modtage landbrugsstøtte.

Negligerer kampen mod social dumping

I dag er der op mod 4 millioner mennesker, som arbejder illegalt i det europæiske landbrug. De arbejder ofte under usle vilkår, mens de er indkvarteret under kummerlige forhold.

Men Asger Christensen vil ikke forhindre deres arbejdsgivere i at modtage landbrugsstøtte. Dermed negligerer han både kampen mod social dumping og kampen for fair konkurrence.

Det er bekymrende. Og jeg bliver heller ikke beroliget, når Asger Christensen skriver, at det er “en opgave for medlemslandene at bekæmpe social dumping i deres egne lande” - for er det virkelig Venstres holdning, at kampen mod social dumping skal overlades til medlemslandene alene?

I Danmark har vi heldigvis en regering, som tager social dumping alvorligt. Men det har de ikke i Polen, Ungarn eller Rumænien.

Derfor skal vi stille sociale krav som betingelse for landbrugsstøtten, og derfor skal vi bekæmpe social dumping med stærke regler på EU-niveau. Det vil Venstre tilsyneladende ikke.

Marianne Vind er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet. Hun er uddannet hospitalslaborant og tidligere næstformand i HK Privat (2011-2019).


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Venstre vil da ALDRIG genere deres store sponsorer, og vil altid kæmpe for profit-maximering til støtterne, uanset etik og moral.

Landbrugsstøtten er den største udgift i EU-budgettet - men i dag gives den uden skyggen af sociale modkrav.
"Det står i kontrast til reglerne for byggeprojekter. Her bruger vi sociale klausuler, fordi offentlige midler selvfølgelig ikke skal finansiere kritisable arbejdsforhold og dumping-lønninger.

Men fraværet af sociale modkrav til landbruget betyder, at en landmand kan få landbrugsstøtte, selvom han bruger illegal arbejdskraft, dumper lønninger eller overtræder arbejdsmiljølovgivningen."

Stil krav til landbruget lig med krav til byggeprojekter...der er jo ikke forskel, udover det er 2 forskellige brancher...

Annonce