Tiden hvor unge danske drenge og piger syede Dannebrog fast på rygsækken, inden de stævnede ud på dannelsesrejse er for længst forbi. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg selv sad og kæmpede ubehjælpeligt med nål og tråd inden turen på interrail gik mod Sydeuropas storbyer og badestrande.

Den gang - i 90’erne - var der stadig stolthed og erkendelse forbundet med at komme fra Danmark. Ved at være dansk. Det gav point ude i den store verden. Og det gør det sikkert stadig, men blikket er sænket, forlegenheden er sat ind og det nationale er blevet noget som højrefløjen har patenteret.

Venstrefløjen har end ikke turde rejse de smudsede spørgsmål om vores nationale fællesskab. Det forbudt fordi det var blevet købt og sat til udstilling i vinduet hos Europas højrenationalister. Der var ikke længere noget at være stolt af – kun noget at være endegyldig flov over.

Men noget kunne tyde på, at tiden, hvor venstrefløjen alene flover sig over vores nationale tilhørsforhold og nationale fællesskab er ved at være forbi.

Opbrud i debatten
En stribe citater fra den offentlige debat over den seneste uger kunne i hvert fald ligne den spæde start til en fornyet diskussion på venstrefløjen omkring det nationale:

”Folk vil altid holde deres egen nation og nationalitet kær. Jeg vil ikke opgive følelsen af at være italiener, ligesom I ikke vil give afkald på jeres danskhed. Fremtiden er ikke transnational. Vi forstår os selv og handler med udgangspunkt i der, hvor vi kommer fra,” sagde den italienske kulturgeograf Marco Antonsich for nyligt i Politiken.

Han blev samme sted fulgt af Enhedslistens Pelle Dragsted, der sagde: “Det er i vores nationalstater, vi har skabt velfærdssamfundet og den arbejdsmarkedsmodel, mange nyder godt af. Det skal vi være stolte af. Det nationale kan være progressivt. Man kan sagtens tale om en venstrefløjs-fædrelandskærlighed uden at være racistisk.”

Overfor Enhedslisten ”chefideolog”, så fremstår Labourlederen Jeremy Corbyns ideologiske indspisker Paul Mason, mere analyserende og strategisk i sit syn på hvad det nationale. Han ser et modsætningsforhold mellem traditionelle venstreorienterede vælgere, som nærmest per definination er anti-racister og så den fremmedangste arbejderklasse, som partier som UKIP og Dansk Folkeparti bejler til.

”De sidder på en dynge af ideologisk korrekthed, som gør det meget svært for dem at opbygge en massebevægelse i befolkningerne, som giver dem magt til at forfølge venstreorienterede løsninger. Det ville nemlig også indbefatte at få antiracister til at samarbejde og dele projekt med folk, der ikke er så antiracistiske,” sagde Mason for nyligt til Information.

Politikens tidligere chefredaktør, Bo Lidegaard, ser også en opgave for socialdemokratiet med igen og vægte det nationale. Som han siger til magasinet Ræson: “Det er fuldstændigt logisk ud fra socialdemokratisk tankegang at erobre den nationale platform tilbage. Det står ikke i modsætning til det internationale og det europæiske. Det er snarere en naturlig, primær forankring for borgerne i en nationalstat.”

Højrefløjens skal have klø
Fælles for de fire ovennævntes analyser er, at venstrefløjen ikke kan overlade den nationale spillebane til højrefløjen. At det nationale er den arena de afgørende politiske kampe kæmpes og resultater opnås.

Og frem for alt, at højrefløjens version af hvad der er det nationale, patriotismen, danskheden og fædrelandskærligheden hvilker på en altafgørende misforståelse.

Tager man citaterne meget bogstaveligt og lægger politisk vægt bag de mange smukt formulerede ord, så ser vi her konturerne til en ny politisk front, hvor partierne til venstre sammen forsøger at genvinde det nationale. Og frem for alt sikre, at det nationale ikke misbrugt til ukendelighed af højrefløjen.

At turde gå ind for nationale, være stolt af hvor man kommer fra, handler på ingen måde om at kopiere højrefløjen – tværtimod, som Bo Lidegaard påpeger, så var det den politik Socialdemokratiet førte fra 1980’erne frem til 21. århundrede netop undtagelsen. Dannebrog og de røde faner stod side om side.

Man har altid fra socialdemokratisk side sikret sig at den nationale platform aldrig blev en højreorienteret sag. Det er ikke et tilfælde at Staunings principprogram hed ”Danmark for folket”.

Tre nationale erkendelser
Selvom nationalismen har blod på hænderne, så er det langt fra den eneste historie om nationalstaten og det nationale tilhørsforhold. At det nationale ikke alene behøver at være destruktivt og ødelæggende, som mange på især venstrefløjen synes at have ment beror på tre grundlæggende og ganske banale erkendelser, der hver for sig viser det både nyttige og givende i at have en mere nuanceret tilgang til det nationale.

Den første erkendelse som venstrefløjen må gøre er, at det internationale og det nationale er ikke hinanden modsætninger, men tværtimod udelukkende er hinandens forudsætninger. Når du ved hvor du selv kommer fra, så har du også lettere ved at indgå i dialog og lave forpligtende aftaler.

Den næste erkendelse er helt simpelt ‘derfra min verden går’. Som både den italienske forsker og den Bo Lidegaard siger, så er der for langt de fleste mennesker en særlig forbindelse og identitet forbundet til det sted de er født, opdraget og opvokset. De følelser som er forbundet med dette – hvor irrationelle de ellers kan virke – forsvinder ikke bare og skal ikke betragtes som illegitime.

Den tredje erkendelser er, at nationalstaten er den ramme og mulighed, som vi har for at gøre tingene på vores egen måde. Hvis vi fuldstændig forlader denne og lader EU, FN eller en anden form for verdensregering bestemme for os, så ville vi miste muligheden for eksempelvis at opbygge vores arbejdsmarkedsmodel eller velfærdsstat. Netop den pointe, som Pelle Dragsted beskriver.

Konklusionen som venstrefløjen må drage, er med andre ord, at der ikke er nogen vej uden om nationalstaten.

Spørgsmålet er bare hvordan partierne til venstre for midten skal finde fælles fodslag midt i alle uenighederne og hvordan man i praksis udfolder en samlende, åben og solidarisk version af det nationale. Højrefløjens udlægning er i hvert fald fuldstændig uholdbar og decideret skadelig.

 

Jens Jonatan Steen er redaktør på Netavisen Pio