Annonce

DF med ufravigeligt krav: Grænsekontrol i hele regeringsperioden

Kravet kommer på et tidspunkt hvor Dansk Folkeparti er hårdt presset fra det yderste højre i dansk politik
Dansk Folkeparti stiller nu med et såkaldt ”ufravigeligt” krav til en kommende regering, der ønsker at basere sig på DF’s stemmer: Regeringen skal forpligte sig til en fast grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse i hele regeringens levetid.

Det skriver Avisen Danmark.

Med mindre Dansk Folkeparti bliver ”decideret bortdømt af danskerne ved valget”, er det udelukket, at partiet kommer til at lægge mandater til en ny regering, hvis den ikke lover at kontrollen ved Danmarks grænser på mindst nuværende niveau i hele regeringsperioden.

Dansk Folkeparti har hidtil afholdt sig fra at stille krav til en kommende regering, men gør det nu for første gang.

”Jeg har meget svært ved at forestille mig en situation, hvor vi ikke vil stå fast hele vejen igennem. Det skulle være, hvis vi bliver decideret bortdømt af danskerne,” siger Kristian Thulesen Dahl til Avisen Danmark.

I strid med EU-regler

Danmark har haft en midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse siden den 4. januar 2016.

Den midlertidige grænsekontrol er siden, efter aftale med EU, blevet forlænget flere gange, men kun i seks måneder ad gangen.

Permanent grænsekontrol kan, ifølge en EU-forsker, blive svært at gennemføre, uden at Danmark melder sig helt ud af det såkaldte Schengen-samarbejde, som er den EU-aftale, som regulerer fri bevægelse henover grænserne.

Står til at miste 12 mandater

Det ufravigelige krav fremsættes i en situation, hvor Dansk Folkeparti er hårdt presset af det yderste højre i dansk politik: Nye Borgerlige og Stram Kurs.

Kravet om grænsekontrol har i mange år været en vigtig og populær mærkesag for Dansk Folkeparti. En meningsmåling som Tænketanken Europaoffentliggjorde tidligere i år viste at næsten 7 ud af 10 danskere bakker op om grænsekontrollen.

Ifølge Epinion står Dansk Folkeparti tirsdag til at få 13,9 procent af stemmerne – mod 21,1 procent af stemmerne ved folketingsvalget i juni 2015. I mandater står Dansk Folkeparti til at få 25 mandater. Et tab på tolv mandater i forhold til partiets nuværende 37 mandater.

Et tab på tolv mandater i forhold til partiets nuværende 37 mandater

Ifølge samme måling står Nye Borgerlige til at få 2,9 procent af stemmerne og Stram Kurs til at få 2,6 procent af stemmerne. Dermed står begge højrepartier til at komme i Folketinget.

Begge højrepartier står til at få fem mandater, ifølge Epinion-målingen – foretaget for DR.

Ifølge Megafons seneste meningsmåling foretaget for TV2 og Politiken, står Dansk Folkeparti til kun 11,6 procent af stemmerne. En tilbagegang på hele 9,5 procentpoint.

Både Megafons og Epinions målinger er foretaget 7. maj – umiddelbart efter valgets udskrivelse.

S og V: Grænsekontrol fortsat nødvendig

Hvis Dansk Folkeparti forventede at spørgsmålet om grænsekontrol ville blive et større politisk slagsmål, så bliver partiet skuffet. Både Venstre og Socialdemokratiet støtter nemlig fortsat grænsekontrol.

Regeringen forlængede således grænsekontrollen for endnu seks måneder så sent som 12. april.

Dermed fortsætter grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse frem til 12. november 2019.

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) begrundede fortsættelsen af grænsekontrollen med, at terrortruslen mod Danmark fortsat er tilstede:

”Selvom vi lige nu ser, at indrejse- og asyltallene er forholdsvis lave, så ændrer det ikke på, at der fortsat er et pres på Europas ydre grænser. Vi ser også en risiko for, at dem, der allerede er indrejst i Europa, rejser rundt mellem landene uden opholdstilladelse. Terrortruslen mod Danmark er fortsat alvorlig, hvilket gør grænsekontrollen nødvendig,” sagde Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) ifølge en pressemeddelelse.

Socialdemokratiet ønsker også at grænsekontrollen skal fortsætte:

Vi støtter grænsekontrollen, fordi der ikke er styr på EU's ydre grænser

"Vi støtter grænsekontrollen, fordi der ikke er styr på EU's ydre grænser. Min bedste vurdering er, at denne situation og dermed grænsekontrollen også fortsætter. Det bør i øvrigt være danske politikere selv, der beslutter, om vi skal have grænsekontrol eller ej," skriver Socialdemokratiets udlændingeordfører, Mattias Tesfaye i en mail til Avisen Danmark.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce