Dengang var der ingen sociale medier, men stemningen i de klassiske medier og der, hvor man ellers diskuterede politik, var på kogepunktet og havde været det i nogle måneder.

Jeg sad midt i orkanens øje, som presserådgiver for daværende indenrigsminister Karen Jespersen i statsminister Poul Nyrup Rasmussens SR-regering.

Karen Jespersen havde inden for de første måneder som ny indenrigsminister sat brand i udlændingedebatten med – dengang – tre kontroversielle udtalelser:

”Vi lever ikke i et multikulturelt samfund, hvor den muslimske kultur er ligestillet med den danske. Vi skal holde fast på et fundament af værdier, som det danske samfund er bygget på. Man skal ikke alene kende vort lands love, men også de grundlæggende danske værdier som frihed, lighed og kønnenes ligestilling. De står over alt andet”.

Karen Jespersen tog også fat på et andet ømtåligt emne med udenlandske tyvebander især fra de tidligere Sovjetstater, der kom til Danmark og søgte asyl.

Mens de ventede på et forventet nej til asyl i en langstrakt asylbehandling, brugte de tiden til systematiske indbrud i danskernes boliger.

Karen Jespersen foreslog derfor, at man anbragte de grupper eksempelvis på Middelgrundfortet udenfor København.

Det blev i B.T. og Berlingske Tidende til historien om, at Karen Jespersen ville sende asylansøgere ud på en øde ø.

Endelig sagde Karen Jespersen, at antallet af udlændinge, der kom til landet gennem asylsystemet og familiesammenføringer betød noget for, om vi kunne lykkes med integrationen.

De Radikale krævede sammen med Politikens lederskribent indenrigsministerens afgang

Baggrunden var en meget lempelig asyllovgivning og et efterfølgende retskrav på familiesammenføringer, der også førte til en systematisk trafik med arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber, hvor fætre og kusiner blev hentet til landet for at blive gift med herboende udlændinge, der havde fået opholdstilladelse.  

I dag virker alle tre synspunkter ganske ukontroversielle og som noget selv De Radikale, venstrefløjen og Politiken - måske nødtvungent - er enige i.

Men sådan var det ikke i år 2000.

De Radikale krævede sammen med Politikens lederskribent indenrigsministerens afgang og truede alternativt med, at De Radikale ville forlade regeringen, hvis man gik videre med Karen Jespersens tanker.

Karen Jespersen blev kritiseret af venstrefløjen i S men havde befolkningen med sig 

Men også internt i Socialdemokratiet blev Karen Jespersen voldsomt modarbejdet, bagtalt og ligefrem mobbet af hele Svend Auken-fløjen med udlændingeordfører Dorte Bennedsen og Torben Lund i front.

I kulisserne trak Svend Auken og Mogens Lykketoft i snubletrådene, mens Poul Nyrup forgæves forsøgte at balancere mellem parterne.

Karen Jespersen blev i den offentlige debat også voldsomt kritiseret af DSU’s formand Kristian Madsen og LO’s formand Hans Jensen.

Og partiets eneste kandidat til Folketinget med indvandrerbaggrund, Hamid El Mousti, følte sig ”dybt, dybt såret” over Karen Jespersens mistænkeliggørelse af ”alle muslimer.”

Indenrigsministeriet blev ministerens indbakke oversvømmet med støttemails fra menige danskere

Men til gengæld fik indenrigsministeren stor opbakning fra de socialdemokratiske vestegnsborgmestre, der i mange år forgæves havde forsøgt at få de socialdemokratiske folketingspolitikere til at forstå problemernes omfang.

Og i popularitetsmålingerne over regeringens ministre strøg Karen Jespersen helt til tops.

I Indenrigsministeriet blev ministerens indbakke oversvømmet med støttemails fra menige danskere, der ude i hverdagen oplevede de omfattende problemer, der var med integrationen, med tvangsægteskaber, med fabrikken af familiesammenføringer, hvor fætre og kusiner blev importeret til på forhånd planlagte ægteskaber, med tyvebanders hærgen m.m.

Alle de problemer som Politikens lederskribenter og den øvrige kulturelite aldrig oplevede, når de drog hjem til villakvartererne i Gentofte og omegn.

Karen Jespersen fik skylden for valgnederlaget 

Ved folketingsvalget i 2001 tabte Nyrup-regeringen med et brag til VKO.

Efter valget gav Svend Auken og Mogens Lykketoft og deres støtter, der systematisk havde modarbejdet den retning for udlændingepolitikken, som Karen Jespersen ville i, den nu tidligere indenrigsminister, skylden for valgnederlaget.

Også det nyvalgte folketingsmedlem, Mette Frederiksen, stemte i med kritikken af Karen Jespersen.

Det lykkedes med andre ord for kræfter i partiet at slå budbringeren ihjel

I de følgende år gennemførte VKO-flertallet alle de stramninger, som Karen Jespersen ikke engang måtte tale om under SR-regeringen.

På venstrefløjen og i en stor del af den socialdemokratiske folketingsgruppe var grundholdningen, at det nærede racismen og var synd for muslimerne, når man diskuterede og sagde fra over for en kultur og en adfærd, der var i dyb modstrid med de grundlæggende danske værdier.

Presset mod Karen Jespersen i den socialdemokratiske folketingsgruppe var til sidst så stort efter Mogens Lykketoft var blevet formand, at hun i 2004 valgte at forlade Folketinget og to år senere meldte sig ud af partiet og ind i Venstre.  

Det lykkedes med andre ord for kræfter i partiet at slå budbringeren ihjel.

Genopførelse af år 2000 - nu med ny rollebesætning

Nu er vi så fremme i 2024.

I de mellemliggende år har den socialdemokratiske folketingsgruppe fået nye medlemmer og har både under Helle Thorning Schmidt og Mette Frederiksen indset, at problemerne ikke forsvinder, ved at lade være med at tale om dem.

Der har i mange år været konsensus mellem et bredt flertal fra SF over S og til de borgerlige partier om den stramme udlændingepolitik, hvor der nu er styr på tilgangen af udlændinge, så kommunerne sådan nogenlunde, kan følge med i forhold til integrationen.

Det er der virkelig grund til at glæde sig over

Både 2. og 3. generation af indvandrere har for en stor dels vedkommende fået uddannelse og arbejde.

Det er der virkelig grund til at glæde sig over.

Og så kommer den socialdemokratiske udlændingeordfører, Frederik Vad, som en ny udgave af Karen Jespersen, og ødelægger den gode stemning og siger nogle ubekvemme ting om integrationen.

At der trods uddannelse og arbejde, stadig findes nogle muslimske kulturmønstre, hvor selv veluddannede muslimer hylder og lever efter nogle værdier, der er i direkte modstrid med de grundlæggende danske værdier om den enkeltes frihed og kønnenes ligestilling.

Hvor piger fastholdes i et familiemønster, hvor en patriarkalsk (hersker)kultur dominerer og pigerne underlægges brødrenes kontrol.

Og Frederik Vad problematiserer, at nogle ligefrem tager deres tro med på arbejde, hvor de i forvaltningen af deres job, sætter deres muslimske tro og værdier over de danske regler og love.

Men Frederik Vads forbehold og opfordring til at få undersøgt omfanget druknede i larmen af forargelse.

Frederik Vad understreger, at dette ikke gælder for langt de fleste muslimske medborgere, men at der er et behov for at få afdækket, hvor stort omfanget rent faktisk er.

For indtil nu bygger hans antagelser på enkelthistorier om socialrådgivere, om en politimand, om en rådmand, der har udnyttet deres job til at tjene dunkle islamiske interesser fremfor dansk lovgivning.

Men Frederik Vads forbehold og opfordring til at få undersøgt omfanget druknede i larmen af forargelse. Og bedre blev det ikke af, at Frederiks Vad i hans efterhånden berømte tale i Folketinget, byttede rundt på to svenske rapporten.

Det var en alvorlig fodfejl, som bekvemt blev udnyttet af alle dem, der ikke ønsker den her debat.

Samme hylekor af forargelse, som for 24 år siden forsøgte at lukke munden på Karen Jespersen, forsøgte nu at få lukket munden på Frederik Vad.

Skåret over samme læst: Karaktermord på budbringeren, som Paula Larrain dygtigt klarede, akkompagneret af Özlem Cekic, hvis dialogpibe nu havde fået en ganske anden lyd.

Men man skal jo ikke lade en mulighed for at føle sig krænket gå fra sig 

Og i Politiken  skrev 1. næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Harun Demirtas at ”han ikke et sekund er i tvivl om, at han ikke er en af dem, Vad taler om”.

Men man skal jo ikke lade en mulighed for at føle sig krænket gå fra sig. Så han følte sig krænket på vegne af alle de muslimer, der hver dag passede deres arbejde i det offentlige.

Også  Noa Redington var beredvilligt på pletten med et velsmurt karaktermord på Vad i skøn samklang med avisens leder, De Radikale, Information og den øvrige kulturelite, der alle istemte melodien fra for 24 år siden: 

Der er slet ikke noget problem, og skulle der alligevel være et problem, er det synd at mistænkeliggøre alle muslimer - ergo burde Vad holde mund.

OG i øvrigt er det hele helt sikkert planlagt af Mette Frederiksen.

Kritikerne af Vad fik opbygget et effektivt læhegn for Hitz ur-Tharir, Grimhøjmoskeen og banderne

I samlet flok fik de opbygget et effektivt læhegn for de islamistiske miljøer omkring blandt andet Hitz ur-Tharir, Grimhøjmoskeen og nogle af de kriminelle bander, som både Paula Larrain, Özlem Cekic, Harun Demirtas, Noa Redington og alle de andre godt ved, er dem, der har nogle andre værdier og mål end at være en integreret del af det danske samfund.

Også fra internt i Socialdemokratiet har der været kritik af Frederik Vad. Modsat for 24 år siden, kommer kritikken denne gang fra nogle af Vestegnsborgmestrene.

Frederik Vad har modigt taget hul på nogle af de problematiske sider af en på mange måder middelalderlig islamisk kultur

Det kunne jo være et udtryk for, at Vad tager fejl i sin kritik. Eller også fordi deres vælgerbase i dag i høj grad består af et efterhånden stort muslimsk miljø, som det er dumt at lægge sig ud med halvandet år før et kommunalvalg.

Frederik Vad har modigt taget hul på nogle af de problematiske sider af en på mange måder middelalderlig islamisk kultur, som stadig findes i nogle muslimske miljøer – uden at vi helt kender omfanget af det.

Men alle Folketingets partier på nær Enhedslisten har nu besluttet at få undersøgt, om der foregår infiltration i Danmark, som man har set i Sverige.

Men allerede nu står det klart, at nogle socialdemokratiske borgmestre måske gør klogt i at tjekke op på, om alle kommunalbestyrelsesmedlemmer i egne rækker, nu også står på et socialdemokratisk værdigrundlag, eller om nogen af dem (også) har et andet værdigrundlag for deres politiske virke.

Men nu pipler det frem

Skulle man være i tvivl om Danmark skulle følge den vej, som kritikerne af Karen Jespersen i år 2000 anbefalede, og som kritikerne af Frederik Vad her i 2024 anbefaler, så kig til Sverige, hvor man i årevis fulgte recepten med at holde mund og lukke øjne og øre for problemerne.

Men nu pipler det frem, senest med sager om kriminelle banders infiltrering af svensk politi.

Og skulle man stadig tro, at der blandt selv højtuddannede muslimer i Danmark ikke findes nogen, der sætter en middelalderlig muslimsk kultur baseret på Sharia over de grundlæggende danske værdier, så læs talsmanden for Hizb ut-Tharir's svar  til Frederik Vad.

Talsmanden Elias Lamrabet er i øvrigt læge.