Annonce

DF-spids gav interview til russisk propagandamedie. Pludselig forsvandt optagelsen

Dansk Folkepartis spidskandidat til europaparlamentsvalget, Anders Vistisen, forklarer, at han ikke ved, hvad der er sket
Foto: Dansk Folkeparti
Anders Vistisen, medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti.
Nato er en angrebspagt, Tyskland bliver presset til at optrappe krigen i Ukraine, og fredsforhandlingerne bør også respektere russiske interesser.

De budskaber kan man læse i overskrifterne på mediet Voice of Europes interviews med en lang række medlemmer af Europa-Parlamentet, som repræsenterer højrepopulistiske og nationalkonservative partier.

Det medie blev onsdag i sidste uge lagt under sanktioner af Tjekkiet, da en stor international undersøgelse foretaget af tjekkiske og polske efterretningstjenester afdækkede, at Voice of Europe er finansieret af en russisk oligark med tætte forbindelser til Kreml.

Siden er Voice of Europes hjemmeside blevet taget ned, og tilbage står kun deres Youtube-kanal, hvor man stadig kan se de mange lange interviews med politikere fra den europæiske højrefløj.

Lige med undtagelse af deres interview med et stort navn på den danske højrefløj.

Deres interview med medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti Anders Vistisen, som også er spidskandidat for hele den nationalkonservative gruppe ID, er nemlig blevet slettet siden afsløringerne om mediets russiske forbindelser.

Ved ikke hvorfor

Den slovakiske avis Denik N skriver ifølge franske Le Monde, at nogle europæiske politikere har modtaget beløb på flere hundrede tusinde euro fra Voice of Europe.

I den nu slettede video kritiserede Anders Vistisen ifølge Dagbladet Information både Europas politiske elite, EU’s censur og den grønne politiske klasse i Tyskland.

Over for samme avis bedyrer han, at han ikke blev betalt for sin optræden af det prorussiske medie, og at han desuden ikke ved, hvorfor interviewet med ham er blevet taget ned, når mange andre fortsat ligger frit fremme.

Han er kendt som stor beundrer af Vladimir Putin, som han kalder en “helt”, og så er han selverklæret konspirationsteoretiker

“Jeg sagde det samme i dette interview som i alle de andre interview, jeg gav. Siden interviewet har jeg ikke haft kontakt med dem og har heller ikke bedt om at få interviewet fjernet. Jeg havde ingen mistanke om noget som helst og havde ikke et særligt kendskab til mediet forinden,” udtaler han til dagbladet.

Ifølge Denik N, den slovakiske avis, er der for nuværende kun bevis for, at politikere fra Frankrig, Holland, Belgien, Polen og Ungarn skulle have ladet sig betale af Voice of Europe. Dermed er der altså ikke indtil videre nogen grund til at tro, at Anders Vistisen eller nogen andre danske politikere har modtaget penge fra russiske oligarker.

Reptiler regerer

Voice of Europe har sine rødder i Holland. Her har mediet tætte bånd til Thierry Baudet, som er formand for det højreekstreme parti Forum for Demokrati og er blandt de mest kontroversielle politikere i Holland.

Han er kendt som stor beundrer af Vladimir Putin, som han kalder en “helt”, og så er han selverklæret konspirationsteoretiker.

I 2022 stemte det hollandske parlament for at bandlyse ham midlertidigt fra parlamentets talerstol. Det skete som reaktion på, at Baudet havde fremført, at “verden er regeret af onde reptiler,” der forklæder sig som mennesker.

Studentermedjælper på Netavisen Pio. Studerer statskundskab ved Københavns Universitet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Mystisk men også spændende. Jeg har en klar fornemmelse af, at vi ikke har hørt det sidste i denne sag ;-)

Meget lidt forsvinder helt fra nettet, så her er et link - dog kun til selve teksten, og ikke til videoen:
https://archive.md/w3qko

Vi kunne jo være gået helt glip af Vistesens "spændende" synspunkter, så som at "Europe’s ‘leaders’ are overseeing a cultural genocide in Europe", og meget mere fra samme ubehagelige hylde. Samt hvor ubekymret Vistesen både omfavner Trump, og modsat ham roser al militær støtte til Ukraine, for at overvinde den russiske trussel.