Uden EU står vi alene med bøllerne i skolegården

Europa er de sidste to år blevet vidne til en ny geopolitisk virkelighed, hvor vores sikkerhed og forsvar ikke længere er givet på forhånd. Jeg var for nogle måneder siden selv i Ukraine, og jeg havde den samme overvejelse i tankerne under hele turen:

Er EU klar til den her nye virkelighed? 

Vi må indse, at de nye trusler mod EU ikke kun manifesterer sig fysisk i vores nærområde og med krudt og kugler. Det kræver, at EU i højere grad har et fungerende forsvarspolitisk samarbejde, hvor vi kan svare samlet på militære trusler.

Lad mig understrege: Danmarks forsvarspolitiske anker er Nato. Det er vores forsvarsalliance, og med Storbritanniens exit fra EU er betydningen af Nato kun vokset. Det kræver, at vi kan producere det nødvendige forsvarsmateriel, så vi kan forsvare Europa.

Det kan vi ikke lige nu. Derfor skal vi investere massivt i europæisk forsvarsindustri.

Mens USA er travlt beskæftiget med at inddæmme Kinas fremmarch og bolstre sikkerheden af egne interesser, så står EU tøvende tilbage

Men den nye sikkerhedspolitiske virkelighed spiller på flere tangenter end kun "boots on the ground". Den digitale trussel mod EU er støt voksende, hvor misinformation og digitale angreb kan skabe splid i Europa.

Vi skal herhjemme samtidig ikke regne med, at russiske grupper i længden nøjes med at lægge hjemmesider som Københavns Lufthavn og Skat.dk ned. Det kræver et langt mere solidt og fælles digitalt beredskab.

Vi kan ikke længere regne med USA

Mens USA er travlt beskæftiget med at inddæmme Kinas fremmarch og bolstre sikkerheden af egne interesser, så står EU tøvende tilbage.

De seneste mange år har vist, at USA’s udenrigspolitiske linje er under forandring. USA’s opmærksomhed retter sig mod Asien, og det kræver at EU kan stå stærkere, når vi i stigende grad bliver ladt alene hjemme.

Alt imens har den indenrigspolitiske situation i USA siden 2016 mildest sagt været ustabil. Vi kan ikke længere regne med ubetinget støtte fra vores allierede på den anden side af Atlanterhavet.

Vi skal kunne samarbejde med alle typer af amerikanske præsidenter, og vi skal også regne med, at USA i stigende grad stiller krav til, at Europa skal stå på egne ben.

Samtidig er Putins gas stadig en magtfaktor, som står på de europæiske hylder, selvom den for længst burde have ramt udløbsdatoen 

Og hvis vi skal realisere energiafhængighed, så må vi heller ikke være blinde for, at vi er ekstremt afhængige af Kina, når det kommer til produktion og kritiske råstoffer.

Samtidig er Putins gas stadig en magtfaktor, som står på de europæiske hylder, selvom den for længst burde have ramt udløbsdatoen.

Det skal vi have lavet om på. Vi skal sikre, at vi ikke står i en situation igen, hvor andre lande kan misbruge, at vi stadig er afhængige af gas og kritiske råstoffer i Europa.

Og det hjælper ikke, at Putin og Xi Jinping cementerer deres bromance med overdådige statsbesøg og kæmpe handelsaftaler.

Ingen EU-hær, men mere samarbejde 

Man kan selvfølgelig godt føle sig lokket af at lave én stor fælles EU-hær, når man ser de to statsledere kramme hinanden med følelseskolde ansigtsudtryk på ægte diktatormanér. Men jeg er ikke tilhænger af en EU-hær, hvor hvert land skal afgive en bestemt mængde soldater til EU.

Så forbeholdet behøver vi ikke pille ved.

Vi skal støtte Ukraine lige så længe, de har brug for det 

Men vi danskere må og skal indse, at hvis dansk sikkerhed skal sikres, så er den eneste vej frem gennem et stærkere EU-samarbejde - også militært.

Vi skal ikke have en fælles forsvarspolitik, men vi skal styrke EU’s koordineringsindsats, når det gælder indkøb af militært udstyr.

Og så skal vi på tværs af EU sikre gunstige vilkår for erhvervslivet, så forsvarsindustrien kan blomstre - og hjælpe vores venner i Ukraine. For vi skal støtte Ukraine lige så længe, de har brug for det.

Og kun et stærkt og samlet EU kan stå imod, når skolegårdens store bøller rotter sig sammen.