Dokumentarer om dansk politik – dem bør du se!

Netavisen Pio giver dig fire anbefalinger til dokumentarer om dansk politik, som du bør se i påsken.
Foto: DR
Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen til den ekstraordinære kongres i Idrættens Hus i Vejle, hvor Nyrup vandt det historiske formandsopgør i Socialdemokratiet.
Savner du inspiration til, hvad du kan se på skærmen her i corona-tiden? Eller skal du bare slappe lidt ekstra af i påsken og trænger til at se nogle politiske dokumentarer?

I sidste uge skrev en af de faste klummeskribenter på Netavisen Pio, at ”DR har vist sit værd” i coronakrisen.

Og netop på det statsfinansierede streamingtilbud, DRTV, kan du se et hav af dokumentarfilm om dansk politik.

Fremtrædende skikkelser og interne magtkampe begrænser sig ikke nødvendigvis til blot at være partihistorie. Det er også historie i dansk politik som helhed. I nogle tilfælde kan det sågar være danmarkshistorie.

Netavisen Pio dig overblikket over nogle af de dokumentarer om dansk politik, der ligger frit tilgængelige på DR’s streamingtjeneste.

 

24 timer vi aldrig glemmer: Kampen om magten

Der findes døgn, der gør så stort et indtryk, at det sætter sig fast i hukommelsen.

Et af de døgn fandt sted en aprildag i 1992 i Idrættens Hus i Vejle.

Det slog gnister i Socialdemokratiets selvforståelse at være oppositionsparti fra 1982 til 1993. Anker Jørgensen overdrog i 1987 formandsposten til Svend Auken, og ved folketingsvalget i 1990 gik Socialdemokratiet – med Svend Auken som formand – 14 mandater frem og opnåede et valgresultat på 37,4 procent af stemmerne, svarende til 69 mandater.

Det stod klart, at De Radikale ikke ville pege på en socialdemokratisk regering med Svend Auken som statsminister.

På trods af det gode valgresultat formåede Socialdemokratiet ikke at vinde regeringsmagten.

Niels Helveg Petersen, som på daværende tidspunkt var politisk leder for Radikale Venstre, havde ikke tillid til Svend Auken. Det stod klart, at De Radikale ikke ville pege på en socialdemokratisk regering med Svend Auken som statsminister.

I den seneste valgperiode (1988-1990) indgik Radikale Venstre i en borgerlig regering med Det Konservative Folkeparti og Venstre. Men efter en tilbagegang på tre mandater ved folketingsvalget i 1990 forlod partiet regeringen; men pegede fortsat på Poul Schlütter (K), som dermed kunne fortsætte som statsminister.

Efter længere tids rygter offentliggjorde daværende næstformand Poul Nyrup Rasmussen den. 17. marts 1992 sit kandidatur som formand for Socialdemokratiet. Han udfordrede dermed den siddende formand, Svend Auken.

Der blev indkaldt til ekstraordinær kongres til afholdelse den 11. april, og Nyrup endte med at vinde med 359 stemmer fra de delegerede mod Aukens 187 stemmer.

Det førte til en intern fløjkrig, der har redet partiet som en mare

I forbindelse med formandsopgøret i Socialdemokratiet dannedes en ”Auken-fløj” og en ”Nyrup-fløj”. Det førte til en intern fløjkrig, der har redet partiet som en mare i de efterfølgende årtier.

Det historiske formandsopgør er også blevet døbt ”kongemordet”. Det var første og hidtil eneste gang i partiets historie, at den siddende formand blev udfordret.

”Kampen om magten” er et afsnit i serien 24 timer vi aldrig glemmer.

Afsnittet blev sendt for første gang i oktober 2009, og du kan se det her.

 

Fogh bag facaden

Fogh bag facaden følger instruktør og journalist Christoffer Guldbrandsen i et intenst portræt daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i efteråret 2002.

Danmark har EU-formandskabet, og Anders Fogh skal lede forhandlingerne om udvidelsen af EU mod øst og dermed indlemmelsen af en række østeuropæiske lande som Polen, Litauen, Tjekkiet og Ungarn.

Dokumentaren vakte politisk opsigt i hele Europa

Aftalen blev underskrevet på et EU-topmøde i København i december 2002. Dermed åbnedes porten for ti nye medlemslande og 75 millioner nye EU-borgere.

Filmen skildrer spin, pres og manipulation blandt europæiske statsledere, politikere og embedsmænd – eller magthavere om man vil. Efterfølgende affødte dokumentaren en heftig debat i medierne og vakte politisk opsigt i hele Europa.

Med Fogh bag facaden fik Christoffer Guldbrandsens sit gennembrud som dokumentarinstruktør. Du kan se dokumentarfilmen her.

Stillbillede fra "Fogh bag facaden" på DRTV.

 

Lykketoft finale

Året er 2005, og der er udskrevet folketingsvalg til afholdelse den 8. februar 2005.

Mogens Lykketoft er formand for Socialdemokratiet, og som oppositionsleder er han den direkte udfordrer til Anders Fogh Rasmussen fra Venstre.

Instruktør Christoffer Guldbrandsen følger Mogens Lykketoft i valgkampen, der til tider så ud til at være afgjort på forhånd og tegnede sig nærmest håbløs fra starten.

Lykketoft blev set som en overgangsfigur 

Lykketoft finale viser partiformandens mislykkede forsøg på at få sine budskaber ud i medierne og sammenstød med journalister og partifæller i en nærmest umulig kamp for at rykke ind i Statsministeriet og få Socialdemokratiet ind i regeringskontorerne igen.

Filmen viser, hvordan Lykketoft kæmpede som en enmandshær uden synderlig opbakning fra sine partifæller. Ingen troede rigtig på ham, og mange af de – både daværende og tidligere – ledende kræfter i partiet forholdt sig passivt under valgkampen. Lykketoft blev set som en overgangsfigur.

Den dokumentarfilm kan du se her.

Stillbillede fra "Lykketoft finale" på DRTV.

 

Dagbog fra midten

I maj 2007 var det tid til et opgør med den blokpolitik, som VKO-flertallet havde ført, siden Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001.

Det mente i hvert fald tre folketingsmedlemmer – tre udbrydere – i form af Naser Khader og Anders Samuelsen fra Radikale Venstre og Gitte Seeberg fra Konservative.

De ville have en borgerlig anstændighed i forhold til udlændingepolitikken – forstået som en asyl- og integrationspolitik, der ikke var baseret på afgørende stemmer fra Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti, som udgjorde det parlamentariske grundlag for VK-regeringen.

En borgerlig anstændighed i forhold til udlændingepolitikken

Den 7. maj 2007 stiftede Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg partiet Ny Alliance. Med førstnævnte som formand.

Da partiet stiftes, er det med Rasmus Jønsson som rådgiver. Han er i dag særlig rådgiver for sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S).

Kort tid efter stiftelsen afholder DR en partilederdebat, hvor Naser Khader inviteres. Rasmus Jønsson anbefaler at lade være med at deltage. Han mener ikke, at Ny Alliance er klar til den slags endnu. På daværende tidspunkt har partiet heller ikke noget partiprogram.

Naser Khader trodser opfordringen fra sin rådgiver og deltager i partilederdebatten, som bliver en pinlig forestilling for Khader. Medierne dumper ham, og flere nævner også, at Khaders rådgiver burde have forudset dette scenarie – hvilket han også havde gjort.

Hvem var partiets statsministerkandidat?

Uden at orientere Rasmus Jønsson vælger Naser Khader at ansætte Ulla Østergaard, der har en fortid som presserådgiver for indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Det fører til en de facto degradering af Rasmus Jønsson, der i stedet bliver en slags kampagneansvarlig og står for en masse praktiske ting. Det bliver bl.a. illustreret ved, at han i et klip efter degraderingen er i gang med at opsætte en roll-up.

Dagbog fra midten er historien om storhed og fald – inden for en tidsperiode på mindre end et år. Dokumentaren giver et indblik i politiske magtkampe og spin og særligt den interne splid i Ny Alliance. Lige fra stiftelsen i maj 2007 til Khader forlader sit eget parti i januar 2009.

Der er uenighed om det politiske projekt, og hvilken platform partiet er bygget på. Og der er interne stridigheder om strategi og taktik.

På den ene side står Anders Samuelsen og rådgiver Ulla Østergaard, der gerne vil gøre Ny Alliance til et udpræget borgerligt parti. På den anden side står Gitte Seeberg og rådgiver Rasmus Jønsson. Og i midten står Naser Khader som en svag leder, der ikke evner at sætte sig igennem over for hverken den ene eller anden side.

I midten står Naser Khader som en svag leder

Uenighederne kommer især til udtryk i valgkampen til folketingsvalget i november 2007. Hvem var partiets statsministerkandidat? Var det Anders Fogh Rasmussen? Og skulle man melde det ud offentligt?

Op til folketingsvalget bringer SE og HØR desuden en stort opsat artikel, hvor daværende chefredaktør Henrik Qvortrup beskylder Naser Khader for at have benyttet sig af sort arbejde i sit hjem. Det fik Khader til at kalde Qvortrup for et svin”. Det udvikler sig til et overordentligt anstrengt forhold og en mediekrig mellem de to.

I august 2008 skifter Ny Alliance navn til Liberal Alliance. Naser Khader fortsætter som partileder, men melder sig ud i januar 2009 og bliver løsgænger i Folketinget. I dag er han folketingsmedlem for De Konservative.

Dokumentarfilmen blev for første gang sendt i februar 2009, og du kan se den her.

Stillbillede fra "Dagbog fra midten" på DRTV.

Student på Netavisen Pio


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Der har jo gjort sig det forhold gældende for socialdemokratiske politikere i fortiden, at man stort set aldrig har set det duelige forenet med det sympatiske. Vi er i dag i den situation, at vi har en statsminister, som har netop disse to egenskaber. Mange socialdemokratiske politikere i fortiden var groteske og grimme karikaturer af mennesker. Vi havde en Urban Hansen og en Egon Weidekamp, hvis medlemskab at Socialdemokratiet kun var opportunistens medlemskab, fordi der dengang gjaldt den maxime, at ville man noget i politik, så var det gennem Socialdemokratiet. Partiet opsamlede en farlig masse mennesker, hvis eneste egenskab var grådighed efter magt. Jeg husker tydeligt Jens Otto Krag, og han var i ingen henseende sympatisk, men dertil så magtfuld, at han kunne give de borgerlige det baghjul, de fortjente. Og der var Jens Kramer Mikkelsen, som aldrig var i stand til at modtage andre dessiner end sine egne. Alt det er i skabet hos de nuværende socialdemokrater. De ved, hvad der kræves for at udøve magt – hvor mange ufine tricks og benspænd fra oppositionen ikke tillader regeringen at slappe af, og hvor man skal tage højde for politiske blottelser. De ved, at alt, hvad der udgår fra dem, i borgerlige medier og i andre borgerlige miljøer af mere lukket natur gennemgås med tættekam. Forsåvidt var det mærkeligt, at Anker Jørgensen holdt så længe, som han gjorde. Han havde jo den egenskab at være sympatisk, men han var ikke duelig. Han forstod ikke det politiske spil og havde ikke råstyrken til at tage de upopulære beslutninger. At der var taget upopulære beslutninger fik Helle Thorning-Schmidt at mærke på møderne i Fælledparken. Også hun var jo en grum opportunist, hvilket historien om hendes værdier i skattely jo pointerede. Men det ser ud til, at denne regering holder sin sti ren, og det er simpelthen usædvanligt. Én ting er, at man ikke skal være naïv, men lad det komme an på en prøve. Man kan være 100% sikker på, at borgerlige kræfter vil grave og grave, til de finder fodfejl, og finder de noget, vil det blive blæst op i alle de borgerlige medier. Men regeringen har tillige den kvalifikation, at den består af relativt unge mennesker, og det er også et plus. Man har set mange eksempler på, at gode hensigter i de unge år viger for en fuldstændig følelseskold kynisme senere, der i virkeligheden forlener den politiske mission med det meningsløse. Jeg er grundigt træt af aldrende politikere, der kan alle de beskidte tricks, men for hvem enhver tale om visioner kun er objekt for manøvrer. Der ER politikere, hvis bevæggrunde for at gå ind i politik er rystende naïve, så naïve, at de i realiteten er ubrugelige som politikere – men ofte bruges de som villige redskaber af andre, langt mere udspekulerede kræfter. Desværre har idioter altid haft en mission i politik, hvilket er en hån overfor mere forstandige medborgere.

Super analyse Arne, godt skrevet. Absolut helt enig.