Dokumentarfilm om megahit er mere end ren nostalgi

Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre at samle en perlerække af de største amerikanske kunstnere til en støttesangen 'We are the World"? Det spørgsmål forsøger en ny dokumentar at besvare.
Foto: Netflix
'The Greatest Night In Pop' handler om tilblivelsen af hittet 'We are the World' i 1985.
Netflix’ nye dokumentar, ’The Greatest Night in Pop’, der handler om tilblivelsen af hittet ’We are the World’, afslører ikke noget nyt. Der er skrevet så meget om dette event, og de fleste kan sikkert endnu nynne med på nummeret.

Alligevel er dokumentaren seværdig, fordi den som kontrast til vor egen samtid sætter spot på en udvikling, hvor man i dag slet ikke kan forestille sig at et lignende event kunne blive til.

Det er denne kontrast, der på så mange måder er særdeles tankevækkende, og som løfter dokumentaren op.

For hvem kan egentlig forestille sig, at for eksempel Taylor Swift eller Harry Styles arrangerede et lignende event, hvor verdens førende popmusikere går sammen om et fælles opråb mod hunger, fattigdom, krig og overgreb? 

De kan måske, hver især, protestere over minoriteters rettigheder og lignende, men ikke som en samlet enhed, der kan slå igennem lydmuren.

Begyndte med en julesang

I virkeligheden begyndte fænomenet året før, med etableringen af Band Aid, der blandt andet blev skabt af den irske musiker og politiske aktivist, Bob Geldof.

Han samlede de største irske og britiske superstjerner i 1984, og sammen skabte de nummeret ’Do They Know it’s Christmas?’ 

Det var Duran Duran, Wham, U2, Sting, Culture Club og mange flere, der sammen skabte en platform, hvor hungersnøden i Etiopien blev sat på dagsordenen i hele verden, og hvor der blev indsamlet et gigantisk beløb.

Men hvordan kunne det da overhovedet lade sig gøre? 

Året efter blev der etableret de store koncerter med Live Aid, hvor stjerner fra hele verden optrådte og indsamlede flere penge.

Og det er i kølvandet på denne bølge, at ideen til nummeret, ’We Are The World’, bliver til. Med Michael Jackson og Lionel Richie som nogle af de tidligste, der sagde ja til at deltage, blev det nemt at få de fleste amerikanske stjerner til at følge trop.

En bred vifte af musikere, med hver deres distinkte stil, deltog, og i modsætning til ’Do They Know It’s Christmas?’, blev individualiteten fremhævet i ’We Are The World’.

Quincy Jones, der stod for selve produktionen af nummeret, beslutter sig for at lade stjernerne synge små partier individuelt, sådan at kontrasterne mellem deres stemmer kommer til at fremstå meget stærkt, og med Bob Dylan, Michael Jackson, Bruce Springsteen, Cindy Lauper, Tina Turner, Paul Simon, Willie Nelson, Diana Ross, Stevie Wonder og mange, mange flere blev det samlede udtryk mere nuanceret, end det var tilfældet med ’Do They Know It’s Christmas?’.

Kontrollereret kaos

Men hvordan kunne det da overhovedet lade sig gøre? 

Det er et relevant spørgsmål at stille i dag, fordi det forekommer at være en umulighed. Alene forestillingen om, at så mange verdensstjerner i dag kunne enes om at finde et tema, en konflikt, de sammen kunne sætte spot på, virker ikke til at være tilfældet.

Desuden lever vi i dag i en langt mere broget kulturel medieverden i modsætning til dengang. For eksempel var prisuddeling til musikere meget mere hypet.

Og verden over så mange med, når The American Music Awards blev uddelt, end det er tilfældet i dag, hvor jeg for eksempel knap kender til en brøkdel af de nominerede, og ikke engang ved, hvornår prisuddelingen finder sted.

Nummeret blev skabt i et kontrolleret kao

Det var i forbindelse med American Music Awards, at nummeret ’We Are The World’ blev til. I al hemmelighed havde arrangørerne bag eventet sørget for, at stjernerne, der var samlet her, mødte op til indspilningen af nummeret.

Alene logistikken, samt den korte tid, det tog fra idé til realisering, er helt afsindig. Det er blandt andet det, som dokumentarfilmen handler om.

Nummeret blev skabt i et kontrolleret kaos, og det forekommer nærmest som et mirakel, at det overhovedet kunne lade sig gøre, at så mange troppede op, og at de sammen kunne indspille nummeret i ét lokale, gennem hele natten, efter en stor fest, hvor mange havde optrådt og modtaget priser, uden at det hele faldt sammen.

Andre tider

Men det var, som sagt, en anden tid. Dengang var det ikke usædvanligt, at musikere tematiserede tidens politiske konflikter.

Tag for eksempel Stings nummer, ’Russians’, der udkom samme år, i 1985. Nummeret handler helt eksplicit om den kolde krig, og Sting kritiserer både Ruslands og Amerikas ledere for at opildne til splid, som idémagerne bag Den kolde krig.

I dag har Stings nummer igen opnået aktualitet, grundet Ruslands invasion i Ukraine, men her har Sting fremhævet, at det er Rusland, der er modstanderen, og det viser blot tydeligt, at tiderne er skiftet.

Nogle år efter, i 1989, faldt muren i Berlin, og igen blev stjerner samlet for at fejre Den Kolde Krigs afslutning.

I stigende grad har kommentatorer kritiseret musikere, der blander sig i politiske anliggender 

Bob Geldof, der som sagt stod bag hele bevægelsen, der kritiserede hungersnøden i Etiopien, som både ’Do They Know It’s Christmas?’ og ’We Are The World’ handler om, optrådte igen, sammen med Pink Floyd, der selvfølgelig genopførte deres ’The Wall’.

Men tiderne er skiftet. Bob Geldof og hele bevægelsen omkring disse megaevents blev blandt andet kritiseret af Noel Gallagher fra bandet Oasis, som har udtalt, at det er naivt at tro, at popmusikere kan ændre på verden.

Denne latterliggørelse af selve det håb, der lå bag disse musikalske tiltag, har man kunnet finde mange steder i debatten fra især nullerne og frem.

I stigende grad har kommentatorer kritiseret musikere, der blander sig i politiske anliggender, som de mener er forfejlet, fordi de simpelthen ikke ved nok.

U2 og især forsangeren Bono, fortsatte samarbejdet med Bob Geldof, og gjorde kritikken af verdenslederne til en central del af deres koncerter, hvor Bono forsøgte at ringe dem op direkte. Også denne form er blevet kritiseret og latterliggjort kraftigt.

Splittet publikum

Den nyligt afdøde superstjerne, Sinead O'Connor, kom i kraftig modvind, da hun rettede en kraftig kritik mod den katolske kirke, blandt andet fordi hun selv som barn havde været udsat for overgreb af en præst.

Man kan se hende blive omfavnet af musikeren Kris Kristofferson, grædende, mens store dele af publikummet buher hende ud. Kort sagt, endnu et stort musikalsk event, hvor forskellige musikere er samlet i fælles optræden, men med et radikalt andet resultat.

Pludselig var kritik rettet imod en magtenhed, ikke længere noget, som musikere sammen kunne italesætte, uden at deres publikum splittedes.  

Mange vil nok, ligesom Noel Gallagher, mene, at det er et tegn på forbedring, at musikere i dag ikke længere er så naive, og måske de har ret, at især min generation, der var unge dengang, hvor disse megahits kunne samle alt og alle, bare svælger i nostalgi, når vi genser tilblivelsen af sådan et nummer.

Er det ikke et tab, at vi som kulturforbrugere ikke sammen kan håbe på en bedre verden

Men mon ikke at disse afklarede og mere kyniske analytikere også mærker, at der mangler et eller andet? 

Er det på en måde ikke et tab, at verdens stjerner ikke kan samles om at kritisere krig og overgreb på civile befolkninger? 

Er det ikke tragisk, at man ikke i dag kan forestille sig, at mennesker verden over samles, for at begræde de tab, der er effekten af krigene i Ukraine og i Gaza? 

Er det ikke et tab, at vi som kulturforbrugere ikke sammen kan håbe på en bedre verden, uden at skulle skele til den, der står ved siden af, og som måske holder med modparten?

Naivt håb om at lindre had

Tiden er en anden, og den minder om Den Kolde Krig lang tid før dens begyndende afslutning, hvor alle var trætte af verdens ledere og deres politiske spil.

Jeg ved ikke, om det bare er nostalgi, når jeg kommer i affekt, blot ved at se en dokumentar om tilblivelsen af ’We Are The World’.

Dengang var jeg selv en del af undergrunden, hvor blandt andet Metallica var ved at etablere sig, og derfor var jeg slet ikke, som sådan, målgruppen for sådan en fælles indsats.

Det er som om, at der mangler en ventil

Alligevel kunne jeg synge med dengang, selvom jeg nok grinede hånligt, og ikke ville indrømme, at det gjorde indtryk.

Men at se Netflix' dokumentar som ren nostalgi, forekommer mig at være et udtryk for vores samtids kynisme og realisme, der i grunden ikke forekommer mig at være beboelig.

Det er som om, at der mangler en ventil, noget, der kan ophæve skellene, og som kan skabe en bevægelse, hvor man sammen med andre kan give udtryk for den politikerlede, som så mange nødvendigvis må føle.

Et tab af sammenhold og sammenhæng, der nok er naivt, men som nærer håbet, og som måske kan lindre det had, som så skarpt bliver udtalt i alle verdens medier.

 

Bao Nguyen: ’The Greatest Night in Pop’. Netflix, 2024.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Tidligere Fox News studievært har været i Moskva for at interwieve Vladimir Putin. Det sker kl. 00.00 dansk tid og kan frit ses her:

https://tuckercarlson.com/why-were-in-moscow/

Personlig er jeg ikke særligt begjestret for Tucker Carlson. Men det her er interessant.

Annonce