Da billedkunstneren Simon Bang fyldte 40, fik han sin morfars skibskiste i gave, og da han åbnede den, var det som at se ned på et lig.

Simon Bang vidste, at han havde opgave for sig, der i mange år havde naget hans samvittighed.

I sine yngre år, hvor Simon Bang havde festet og drukket ubekymret, havde hans moder bedt ham om at lave en genaftale med den kirkegård, hvor hans morfar lå begravet.

Det glemte han, og graven forsvandt. Nu stod han så med skibskisten, der var fyldt med dokumenter og genstande.

Det er der blevet en film ud af, en film om sømanden, kaptajnen og ægtemanden Knud Goth, der overlevede to verdenskrige og som tog havets salte vand til sig, indtil han ikke længere kunne fortsætte, i tresserne, hvor han vendte hjem til familien i Danmark, til det socialdemokratiske land og et kontinent, hvor folk som ham var blevet rendt over ende af tidens udvikling.

Med en smag af jordbær og blod i munden, levede han resten af sit liv i København, hvor han måtte lægge sin kone i graven, død af kræft, ensom og desillusioneret, men også med et levet liv i bagagen, der er en film værdig.

Verdenskrig og sprængte lemmer

Knud Goth blev født omkring århundredeskiftet og stak allerede tidligt til søs.

Han sejler rundt på verdenshavene som matros, og ender i USA, hvor han overvejer at søge om statsborgerskab.

En dag i 1916 sidder han i San Francisco og spiser jordbæris, mens han ser på en militærparade. Det var en periode, hvor USA var splittet i spørgsmålet om deltagelse i verdenskrigen.

Pludselig springer en bombe og på pladsen lå arme og ben i blodige pytter. Det er derfor, at han senere i livet fik kvalme af jordbæris.

Han ender med at beslutte sig for ikke at søge om statsborgerskab, og han vender tilbage til Danmark, hvor han tager eksamen som skibsfører, og han gifter sig.

Efterfølgende bliver han kaptajn på et dampskib, og han lever i årevis på verdenshavene, med små opbrud i Danmark, hvor han gør sin kone gravid og familien forøges.

Forrygende filmkunst

Dokumentarfilmens dynamik er forrygende og overraskende tempofyldt, og man oplever portrættet af morfaderen som vedkommende, fordi tidernes kriser og omskifteligheder kommer så tæt på, hvilket bliver en grundlæggende del af portrættet af kaptajnen.

Det er en film, der bruser af historiens vingesus.

Dens billedside består af gamle fotografier fra skibskisten, og små sort/hvide filmklip fra de forskellige historiske perioder, der berettes om.

Simon Bang optræder også, ligesom hans moder og hendes søster, men det underlige - og positive - er, at deres medvirken mest fungerer som dokumentation, så morfaderens historie vedbliver med at være dominerende.

Atypisk portræt

Det er ellers atypisk i mange, nutidige biografiske portrætter: alt for ofte overskygger fortællerens fornemmelser, følelser og egenkærlighed for portrættet af den, som værket skulle handle om. Det er ikke tilfældet i denne film.

Og så benytter instruktøren sig af en masse, overraskende animatoriske tricks. Og her ser man hvorledes Simon Bangs fornemmelse for det visuelle kommer til gode, for filmen er -ærlig talt - aldrig kedelig, netop fordi den rent visuelt hele tiden er kreativ, legende og smuk. Samtidig er lydsiden så velkomponeret, at det hele synes at gå op i en højere enhed.

Den aktuelle dokumentar ‘Flugt’ af Jonas Poher Rasmussen, der handler om en flygtningehistorie, har samme grafiske indhold, men denne er mere dreven, ja, udelukkende dramatisk, fordi fortællingen er det.

Og den er også stærk og medrivende. Men ikke på billedsiden. I modsætning til denne er Kaptajnens Hjerte også visuelt gribende og mættet med indtryk, der giver filmen en god balance.

Livet som sømand

Man fornemmer klart gennem hele filmen hvorledes et liv som sømand på verdenshavene, gennem disse turbulente tider, gav et andet og måske også mere komplekst indtryk af verdenshistoriens gang.

At kaptajnen for eksempel fragtede jernmalm til tyskerne under krigen, men samtidig skjulte jøder i lasten, er blot en af mange fortællinger om denne mands skæbne og valg.

Måske Simon Bang og hans familie har undret sig over, at kaptajnen ikke fortalte meget om sit liv på verdenshavene, men det undrer i grunden ikke mig, for dengang var livet barsk på skibene, og der var meget vold og mange stunder, hvor ensomheden har været kvælende.

Kaptajnen var i perioder væk i årevis fra familien i Danmark. Det giver dog mening, at en mand som ham har holdt denne del af sin tilværelse adskilt fra sit ægteskabelige liv.

De utilpassedes fristeder forsvandt

Vi ved at livet på havet var barsk. Jeg husker selv hvordan jeg som ung og utilpasset drømte om at komme med på Fulton-skibet, der var ledet af den berømte og berygtede skipper, Mogens Frohn Nielsen, der i 1969 etablerede det socialpædagogiske projekt, hvor utilpassede unge kunne få ophold og uddanne sig på skibet, for der at blive afrettet og “få hår på brystet”.

Projektet overlevede lige indtil en stor gruppe af unge i 1987 klagede over vold imod dem, og Mogens Frohn Nielsen blev fyret.

Tiderne havde skiftet, og den gamle skole og havet - foruden hæren - forsvandt som det sted, man kunne flygte eller sendes hen, hvis ikke man kunne tilpasses i samfundet.  

De hårde, gamle dage

‘Kaptajnens Hjerte’ handler også om den gamle verden, hvor mænd ordnede uoverensstemmelser mellem hinanden, og hvor vold var en del af hverdagen.

Den er seværdig og efterlader en med et indtryk, som jeg personligt synes har manglet.

Man aner lidt denne periode i Carstens Jensen roman om dansk søfartshistorie ‘Vi, de druknede’ men i ‘Kaptajnens Hjerte’ forstår man bedre hvordan det må have været at stå på et skibsbro og navigere gennem historiens opture og nedture, som dansker, i rørte farvande.

Også Carsten Jensen beretter om volden og disse store mænd, og han skriver også om hvorledes verden så anderledes ud på et skib, mens krige og konflikter gør stillingtagen nærmest umulig.

Alting på afstand 

I ‘Kaptajnens Hjerte’ får man endnu mere en fornemmelse af hvorledes det det må have været, som nationalt sindet, at opleve alting på afstand samtidig med, at man skal navigere sit skib gennem minefelter, hvor mange af ens kolleger blev dræbt, og hvor selv de helt store og samlende begivenheder, som Danmarks befrielse, kun er noget, man kan læse om.

Og Simon Bang citerer morfaren, der er frustreret over arbejderbevægelsens og Socialdemokratiets forandringsskabende magt, som han oplever som hæmmende for en mand som ham, der har levet hele sit liv som egenrådig.

I en verden, hvor reguleringer og bestemmelse sætter en stopper for sådanne mænd, synes han prisgivet. Men derfor kan man da godt romantisere over hans tid, og over typer som ham, der ikke passer ind i dag, men som fremstår heroiske i historiens lys.

Det synes jeg ikke at Simon Bang gør eksplicit i ‘Kaptajnens Hjerte’, men alligevel føler man med denne mand og hans familie, hvis liv fremstår som en Danmarkskrønike.

 

‘Kaptajnens Hjerte’. Dokumentarfilm. Danmark, 20222. Instruktion: Simon Bang. Længde 94 min.Produceret af FILM & TV-COMPAGNIET ApS

Filmen vises på filmfestivallen CPH Dox, og man kan endnu nå at se den. Den vises 3. april i Dagmar.