“Hvorfor i himlens navn skulle landets finansminister, skulle landets finansministerium …ikke gøre deres arbejde ordentligt? Hvorfor skulle vi have taget fejl?”

Sådan lød det fra landets daværende finansminister Bjarne Corydon under en optræden i DR2 Deadline. Et spændende udsagn set i lyset af at netop Finansministeriet altid overvurderer deres tal for både de løbende vækstprognoser og det offentlige underskud. Beregninger der aldrig afspejler den faktiske virkelighed. Og fair nok, det jo ’blot’ et skøn og vi er vel alle fejlbarlige.

Denne fejlbarlighed havde Bjarne Corydon bare utroligt svært ved at indse i 2014 og i 2016 kan han gemme sig bag sine nye arbejdsgivere i McKinsey, der afviser enhver form for kommentar fra den tidligere finansminister. Hvor dejligt belejligt.

’Det bliver som Finansministeriet siger’ – også selvom det er forkert
Bjarne Corydon fik gennemtrumfet DONG-salget til Goldman Sachs med en ren TINA-retorik (There Is No Alternative) og lange taler om nødvendighedens politik. Det er i sig selv demokratisk bekymrende, at ledende politikere argumenterer autoritært og uden at føle behov for at levere særlige argumenter for deres sag. Ting er åbenbart rigtige, når Finansministeriet siger det. Den slags sandhedsmonopoler har tidligere knækket stærke civilisationer.

Denne form for ’corydonisme’ stod i skærende kontrast til den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der helt modsat daværende finansminister betegnede salget for en ’regulær’ katastrofe. Den tidligere statsminister kritiserede frasalget for at være dårligt timet, for at være til undervurderet pris og for at være til en anløben køber i form af en amerikanske investeringsbank.

Hvem der egentligt havde ret, vil fortsat være et åbent spørgsmål, men det er faktum at den nuværende værdisætning på mellem 83,5 og 106,5 milliarder kroner ligger langt over de 45 milliarder, som DONG var vurderet til efter kapitaludvidelse i 2016. Så kan du tro på, at det er Goldman Sachs ekspertise på de internationale markeder, der på to år har mere end fordoblet værdien eller at prisen dengang - som bl.a. Poul Nyrup sagde - var sat alt for lavt. Jeg synes personligt, at det sidste lyder mest sandsynligt, ligesom mange eksperter gjorde det.

DONG var en torn i øjet på højrefløjen
At salget til Goldman Sachs var en katastrofal fejl, skyldes på korte bane de milliardgevinster, som de nuværende ejere i form af den danske befolkning er gået glip af. I størrelsesordenen af 10 milliarder. På den længere bane – og på trods af aktiemajoriteten – kommer betydningen af tabt indflydelse på noget så vigtigt som landets absolut største energiforsyningsselskab? Det kan vi endnu ikke sige det store om, men sikkert er det, at en meget succesfuld statsejet virksomhed nu bliver privatiseret. På den måde slipper højrefløjen og Finansministeriet i hvert fald for den ideologiske torn i øjet, det har været at have en succesfuld og fremtidsorienteret virksomhed på offentlige hænder. Staten bør ifølge liberalisternes lærebøger ikke kunne drive virksomhed. Sådan er det jo.

Søforklaringer i millionklassen
Da DONG gennemgik den såkaldte kapitalindsprøjtning i 2014, var det under mørke skyer, bulder og brag truende ikke langt ude på himmelen. Som energigigantens kommunikationschef skrev i 2015:”DONG Energy havde i 2013 et akut kapitalbehov på grund af faldende indtjening og stigende gæld. Hvis vi ikke havde givet kreditvurderingsbureauerne grund til at tro på, at vi kunne hente frisk egenkapital ville det have ført til yderligere nedgraderinger af koncernens kreditværdighed i løbet af 2013.”

Den slags historier har holdt prisen nede, hvilket betød at medarbejderne kunne købe DONG-aktierne billigt i 2014 og efter den kommende børsnotering 9. juni i år kan sælge dem med stor fortjeneste.

Alene DONG-direktør Henrik Poulsen kan således forvente en gevinst på cirka 20 millioner af de aktier, som han købte til udsalgspris for blot 2 år siden. Det røverkøb kan han så lægge oveni sin årsløn, hvor Poulsen alene i 2015 tjente 13,7 millioner kroner i løn for at være direktør for Dong Energy. Sådan lyder tallene, der fremgår af den seneste årsrapport. Med andre ord ser DONG-salg og Børsnotering ud til at være seriøst god forretning for Henrik Poulsen.

Administrerende direktør for DONG Energy Henrik Poulsen

Og hvad der er både obskurt og interessant, er at Henrik Poulsen selv, har lavet det såkaldte incitamentsprogram, som har fået millioner til at trille ind hos DONGs ledende medarbejdere. Som det fremgår af journalist Anders-Peter Mathiasen bog ’Det bedste bud’ om DONG-salget: "Med de ændrede regler fik Henrik Poulsen og hans nærmeste medarbejdere mulighed for at købe aktier til den samme pris, som køberen tilbød, og oven i hatten ville de gratis få deres aktieportion fordoblet, når Dong efter planen skal børsnoteres seneste i 2018. Henrik Poulsen og hans folk fik dermed en personlig interesse i, at Dong-aktierne blev solgt til så lav en pris som overhovedet muligt."

Hvad faen har vi så lært?
Forløbet om salget af DONG har været pinagtigt og det er sigende for en verden, hvor de globale markedslogikker rækker langt ind i både ministerier og politiske partier. Både gennemsigtighed og langsigtede, nationale interesser sættes til side, når teknokraterne agerer som markedets tjenere. Det mest positive, der kan siges om konflikten er at dansk politik er sluppet af med de ansvarlige og nu har en opposition, der ser med langt større klarsyn og mindre naivitet på den globale økonomis store spillere.