Der var selvfølgelig noget helt særligt på spil, dengang man gennemlevede ”The Summer of Love”, og senere: dengang hele verden blev bekendt med den i dag ikoniske musikfestival Woodstock i 1969.

Det var en periode, der er kendetegnet ved store kulturelle omvæltninger og en særligt skærpet skepsis overfor ”systemet”.

Samtidig var det en periode, der affødte mange visioner, blandt andet præget af tidens brug af cannabis, psilocybin-svampe og LSD. Det var en periode, hvor man talte om at ”droppe ud”, og mange mente, at brugen af stoffer og dyrkelse af musik var en måde, hvorpå man kunne opnå bevidsthedsudvidelse.

Det var tendenser, der allerede tidligere lå i støbeskeen, tilbage i sluthalvtresserne, med den spirende Beat-generation, og i midten af tresserne, hvor blandt andre The Beatles begyndte at lade sig inspirere af indisk musik og sufi-mystik.

Og det var i denne kontekst, at man begyndte at tale om kunstneriske visioner, der skulle ”bryde igennem muren”, men mange af disse projekter forliste, fordi der ikke sad nogen, der kunne styre den store kolos gennem de rørte vande.

Et eksempel på et projekt, der klarede skærene nogenlunde, er The Who’s rockopera, ‘Tommy’, der udkom i 1969.

Til gengæld affødte det ideen om et langt større værk, der nær var ved at tage livet af dets skaber

Ideen var, at man ville lave et album, der ikke bare bestod af en række uafhængige numre, men derimod skabe en mere helstøbt historie.

Det var i forbindelse med udgivelsen af ‘Tommy’, at man begyndte at tale om en ”rockopera”, og selvom albummet indeholder mange af The Who’s bedre numre, virker det ikke som et helstøbt værk.

Evigtvarende Nirvana

Til gengæld affødte det ideen om et langt større værk, der nær var ved at tage livet af dets skaber.

Det var bandmedlemmet Pete Townshend, der både stod bag ideen omkring ‘Tommy’, og bagefter ønskede at skabe et endnu vildere værk, det senere kom til at hedde ‘Life house’.

Ideen var udsprunget fra flere forskellige kilder: Pete Townshend var stærkt inspireret af science fiction, af indtagelse af psilocybin-svampe, af indisk sufi-mysik og erfaringen fra Woodstock.

Ideen var, at albummet skulle bestå af numre, skrevet af Pete Townshend selv

Ud fra disse erfaringer fik han en idé om, at man kunne skrive en rockopera, hvor alle deltagere kunne deltage, og sammen skabe dén ene tone, der kunne sende dem alle ind i et evigtvarende Nirvana.

Den perfekte lyd

Ideen var, at albummet skulle bestå af numre, skrevet af Pete Townshend selv, der handlede om en fremtidsverden, hvor verden er brudt sammen, hvor England har løsrevet sig fra alle andre nationer.

Hvor den økologiske orden er ødelagt af affald og stråling fra atomudslip, hvor musik er blevet forbudt og hvor flertallet er koblet op på ”et grid” - et netværk, der fodrer dem med en fad kulturindustri, der gør dem til passive mennesker.

Projektet blev aldrig til noget

Ideen var så, at alle dem, der kom til koncerten skulle registreres, blandt andet med deres stjernetegn, udseende og smag, og at hver eneste skulle bidrage med deres særlige melodistump, der så tilsammen ville skabe den perfekte lyd.

Eller "vibration", som Pete Townshend kaldte det, med en dybere idé om, at denne vibrerende energi i virkeligheden var en sammenkobling mellem mennesker og hele universet.

Projektet blev aldrig til noget, og publikum, der kom til koncerten, var slet ikke interesseret i eksperimentet, for de ville bare høre The Who spille deres hits. Til gengæld blev albummet, ‘Who’s Next’ resultatet, der består af dele af selve hovedideen.

Men nu, et halvt århundrede senere, er ‘Life house’ blevet til en grafisk roman, byggende på Pete Townshends skriverier, med David Hine og James Harvie som medforfattere.

Og selvom historien nok er en kende flad og unuanceret, så er det jo evident, at mange af Pete Townshends tanker faktisk er blevet mere aktuelle i dag, ligesom mange af ideerne er blevet anvendt til at skabe andre store værker, for eksempel filmen ’The Matrix’.

‘Life House’ er fremragende tegnet af Max Prentis. Selve bogværket er formet som en LP og har samme format, og de mange vilde og farverige tegninger er fantasifulde og ekstremt godt velafbalanceret således, at de både minder om datidens psykedeliske formsprog, men samtidig fremstår som nutidige.

Historien er forblevet en kende flad, men det har i virkeligheden mest af alt at gøre med, at vi i dag faktisk lever i en computertidsalder, hvor vi alle er på ‘et grid’, hvor England faktisk er afkoblet fra Europa, hvor den økologiske orden faktisk er ude af balance og hvor mistanker om, at ”Systemet” er forfejlet igen er blevet aktuel.

Jodorowskys ’Dune’

Det er i grunden interessant at sammenligne Pete Townshends kuldsejlede projekt med filminstruktøren Alejandro Jodorowskys forsøg på at filmatisere Frank Herberts ’Dune’ i midten af halvfjerdserne.

Det projekt kuldsejlede også, men ser man den fremragende dokumentar om projektet, ‘Jodorowsky’s Dune’ fra 2013, instrueret af Frank Pavich, ønsker man ikke, at det skulle ende anderledes.

Alligevel er dokumentaren om Jodorowsky’s projekt helt igennem morsom og vild, fordi hans ideer var så tidstypiske og megalomaniske. Det skulle være en film som ingen anden, og han forsøgte at samle hans idé om, hvem der var tidens største genier, der alle skulle bidrage til filmen.

Begge historier handler om psykedeliske visioner

Maleren Salvador Dali, Mick Jagger og Orson Welles skulle spille hver sin rolle, og geniale tegnere, såsom H.R. Giger og Jean Giraud (aka Möbius) blev sat til at tegne storyboards og designs.

Det er sjovt at sammenligne projektet med Pete Townshends, fordi begge historier handler om psykedeliske visioner, om magtmisbrug, der foregår i en science fiction-verden, og som blev en alt for stor mundfuld for skaberne, fordi de forestillede sig, at det kunne være så meget mere, der faktisk og helt reelt skulle forandre verden.

Pink Floyds ’The Wall’

I sluthalvfjerdserne fik bandet Pink Floyd succes med deres rockopera, ‘The Wall’. Filminstruktøren Alan Parker lavede en film, byggende på albummet, og her anvendte han også tegninger som udtryksform.

Faktisk så Alan Parker også på Pete Townshends manuskript til ‘Life House’, men mente ikke, at der kunne komme noget godt ud af det.

Måske er ‘The Wall’ bare et produkt, der passede bedre til sin tid. Filmatiseringen af ’Dune’, sådan som Jodorowsky forsøgte at lave den, og David Lynch’ ’Dune’, der faktisk blev realiseret i 1984, og kaldt for en ”Space Opera”, var måske ude af trit med tiden.

‘The Wall’ er en langt mere pessimistisk

I halvfjerdserne var tiden præget af pessimisme, af eksistentielle kriser, og hippiernes drømme blev i stigende grad opfattet som naive. Det at ”droppe ud” var ikke i samme grad en sikker vej mod stigende lykke og samhørighed.

‘The Wall’ er en langt mere pessimistisk og dystopisk fortælling, end de andre forsøg. Ganske vist er Frank Herberts roman, ’Dune’, også dystopisk, men både Jodorowskys og Lynch’ forsøg på at filmatisere den, fremstod mere lys og mindre alvorlig.

H.R. Giger, der tegnede forlæg til Jodorowskys vision, endte for øvrigt med at tegne Alien-figuren til den berømte science fiction-film af samme navn fra 1979, instrueret af Ridley Scott, samme år som ‘The Wall’ kom ud.

Smuk som bare fanden

Både ’Dune’ og altså nu også ‘Life House’ er blevet revitaliseret i dag, førstnævnte af filminstruktør Denis Villeneuve, der har haft enorm succes med projektet.

Sådan bliver det helt sikkert ikke med ’Life House’, men den er smuk som bare fanden, og så er den altså symptomatisk for datidens idealistiske hovedidé, der på en og samme tid er vidunderlig og utopisk.

Under alle omstændigheder er ‘Life House’ anbefalelsesværdig

Den psykedeliske revolution, der så småt begyndte i senhalvtredserne, med Beat-generationen, der flippede ud på speed, cannabis, jazz, der levede det fordomsfrie liv på vejene, og fortsatte op gennem tresserne, med LSD, indisk mystik og rockmusik som den udløsende faktor, skabte en reel kulturrevolution. På godt og ondt.

På en måde virker det som om, at denne ”vibration”, der som sagt også handlede om kritik af imperialisme, ”krypto-fascisme”, økologikrise og hjernevask gennem et massivt digitalt kulturforbrug, er blevet relevant at se på igen.

Under alle omstændigheder er ‘Life House’ anbefalelsesværdig, omend den ikke er i den tungeste klasse. Men lidt har også ret.

 

'Life House'. Baseret på Pete Townshends manuskript med samme navn. Skrevet af James Harvey og David Hine. Tegninger af James Harvey og Max Prentis. ‘Inket’ af Mick Gray. Publiceret af Jeff Krelitz. Image Comics, INC december 2023.