Et sjusket kampskrift mod folket

Marlene Wind iklæder sig med ny bog ideologiske skyklapper i kampen mod folk, grænser, flertalsdemokrati og alt der ikke har hjemmel i menneskerettighederne.
Foto: El Boletin
Vi har hårdt brug for at diskutere EU's fremtid, minde hinanden om globaliseringens styrker og ikke mindst stille skarpt på de antidemokratiske tendenser, som særligt hjemsøger Østeuropa i disse år.

Ikke desto forbliver bogen ”Tribaliseringen af Europa” mere et kampskrift end det ”wakeupcall”, som forfatteren ellers lover.

Det er juraprofessor Marlene Wind, der med sin nye bog svinger krabasken over en mudret gruppe af murbyggere, flertalsfetichister og tribalister

Det er statskundskaber og juraprofessor Marlene Wind, der med sin nye bog svinger krabasken over en mudret gruppe af ”murbyggere", ”flertalsfetichister”, ”tribalister”, populister, nationalstater, globaliseringskritikere, EU-skeptikere, identitetspolitikere, selvkritiske liberale og mange, mange flere. Der er mange, som professoren øjensynligt ikke bryder sig om. Og det dominerer desværre bogen.

Medvind til Wind – de demokratiske tilbageslag

Hvis man skal forsøge at vende den anden kind til og gå positivt til værks, så formår Marlene Winds bog at indramme nogle af de afgørende udfordringer, som de vestlige demokratier står overfor i dag.  

Hun råber således – med rette – højt af de mange vestlige politikere, der mest synes at vende det blinde øje til

Hun råber således – med rette – højt af de mange vestlige politikere, der mest synes at vende det blinde øje til, når EU-lande som Ungarn og Polen gennemtrumfer alvorlige demokratiske tilbageslag. Voksende korruption, svækkelse af uafhængige retsinstanser og underminering af uafhængig presse burde trække større overskrifter.

Derudover gør Wind – om end det nok er lidt indlysende - ret i at minde os om, at demokratiet aldrig kan reduceres til flertalsstyre. På samme måde er det vigtigt at stille kritisk ind på, hvordan udvidet brug af folkestemninger (Den catalanske folkeafstemning i 2017 og Brexit-afstemningen i 2016) langt fra er det quick-fix, som nogle (populistiske) politikere gerne vil gøre det til.

Sjusket håndværk

Det er ikke overraskende at Marlene Wind er god til at provokere, men det er det måske mere overraskende, at professorens bog bærer præg af at være dårligt struktureret. Opbygningen er sløset, der mangler kilder, argumentationen er inkonsistent og endelig bydes læserne på en nærmest endeløs strøm af gentagelser. Håndværket er ganske enkelt sjusket.

Håndværket er ganske enkelt sjusket

Når bogens hovedtese bygger på at ”mange” politiske ledere bruger afholdelse af valg, som begrundelse for at definere sig som ægte demokrater (det betegner Wind som flertalstyrranni eller flertalsfetichisme), så vil vi som læseren gerne vide, hvem de er, og hvornår de har sagt det. Det samme gælder beskyldningen mod tidligere tilhængere af det liberale demokrati, der nu skulle have kastet håndklædet i ringen og opgivet forsvaret af demokratiet – hvem er de?

En stor svaghed i bogen er således, at den hverken sætter kontekst eller prøver at forklare de toneangivende politiske bevægelser. Når det handler om, hvorfor populister vinder frem, hvorfor identitetspolitikken styrkes, eller hvorfor David Cameron ønskede en Brexit-afstemning, så reducerer Marlene Wind det til et spørgsmål om kyniske politikere, der bare gerne vil høste stemmer. Hun beskriver hvordan den slags er ”orkestreret oppefra” og lægger røgslør, der dækker over de virkelige problemer.

Verden er uforandret, mens ’the bad guy’ bare er blevet meget mere ’bad’

Trump, Brexit, Orban og andre bekymrende tendenser kan dermed bortforklares som udtryk for simpel kynisme. Stigende ulighed, voksende immigration og mistillid er ikke reelle problemer. I hvert fald ikke noget, som Marlene Wind orker at bruge tid på. Med andre ord, så er verden uforandret, mens ’the bad guy’ bare er blevet meget mere ’bad’.

Professoren der taler som Trump

Men værst af alt, så begår Marlene Wind en helt utilgivelig fejl af bibelske proportioner. Som det står skrevet i Det Nye Testamente, så ser hun kun splinten i sin broders og søsters øje, men lægger ikke mærke til bjælken i sit eget.

Wind bliver dermed et ekko af de fjendebilleder, som hun ellers foregiver at ville bekæmpe

Wind bliver dermed et ekko af de fjendebilleder, som hun ellers foregiver at ville bekæmpe: 

”Mange europæere har helt opgivet håbet om et stort grænseoverskridende fællesskab. De er i stedet i fuld gang med at trække vindebroen op – og vende tilbage til stammen. ”Os og dem”-retorikken er tilbage, og identitetspolitikken er noget man vinder valg på”.

Forsvaret for det liberale demokrati og de overstatslige retsinstanser bliver en ideologisk klagesang, når Marlene Wind vælger at udstille sine politiske modstandere som stammesamfundets neandertalere og den formørkede middelalders autokrater, der ville lukke verden om sig selv. Retorikken ligner til forveksling den retorik som Trump og Orban anvender.

Drømmen om svækket folkelig indflydelse 

Behovet for dialog og konstruktivitet fortaber sig, når Wind mistænkeliggør enhver EU-kritik, når globalisme-skepsis udstilles som tankeløs efterplapren af Trump, og når kritiske spørgsmål til konventioner og internationale institutioner bliver udråbt som antidemokratiske. Er man uenig, kan man for en Wind øjensynlig kun tage fejl.

Drømmen for Wind er mere magt til juristerne, stærkere domstole, mere vidtgående forfatninger og frem for alt begrænsning af folkets magt

Drømmen for Wind er mere magt til juristerne, stærkere domstole, mere vidtgående forfatninger og frem for alt begrænsning af folkets magt. Men på vejen derhen kommer Wind til at styrke de fjendebilleder, som hun selv foregiver at ville bekæmpe.

Marlene Wind: Tribaliseringen af Europa: et forsvar for vores liberale værdier, Gyldendal 2020

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce