Familiedebatten der blev en løbsk karrusel

Der er ikke meget solidaritet i familielivsdebatten. Alle fra ministre til meningsdannere har travlt med at gøre det til småbørnsfamiliernes egen skyld, at de er stressede.
Over sommeren har familielivsdebatten været en varm kartoffel. Lige siden ligestillingsminister Manu Sareen proklamerede, at mødrene jo bare kunne skrue ned for yoga og klidboller, har der efterhånden ikke været et eneste ledigt standpunkt på, hvem der har skylden for de pressede familier. Debatten kommer til at virke som en løbsk karrusel, hvor alle snapper af den lige foran for at få placeret den omsiggribende skyld.

For skyld skal der jo til i en moderne familie. Der er i hvert fald så grotesk et behov for skyldfølelse på børneområdet, at selv når videnskabelige undersøgelser viser, at børn i institution ikke er mere stressede end hjemmebørn, bliver konklusionen, at det er uhyggeligt, hvor robuste børn er i dag. I stedet for et lettelsens suk over, at vores samfundsmodel, med muligheder for pasning af småbørn, ikke er så dum endda.

Faktisk viser europæiske undersøgelser, at Danmark, Sverige og Finland netop får lidt flere børn end de skræntende sydeuropæere på grund af vores mulighed for at få børnene passet. Dertil kommer, at konsekvensen af ikke at kunne få familielivskabalen til at gå op er kontant afregning ved kasse ét: Der bliver lukket for det varme vand, og vi holder op med at lave børn.

Derfor er det også ekstra forstemmende, når ethvert opråb i familielivsdebatten bliver druknet i en storm af: ”Jamen, hun har jo selv valgt at få tre børn”. Det sker, uanset om det er den privilegerede far, den ”pylrede” mor eller de svigtende bedsteforældre, der bliver skudt efter.

Kunne man forestille sig det samme i andre debatter? For eksempel hvis den pressede sygeplejerske, der går i brechen for en mere værdig arbejdsdag, blev mødt med et: ”Du kunne da bare lade være med at blive sygeplejerske på en medicinsk afdeling”. Og når der argumenteres for bedre forhold for iværksættere, bliver man heller ikke mødt med et: ”Du kunne da også bare lade være med at starte op selv, hvis du ikke kan klare mosten.”

Jeg savner politikere, fagforeninger og debattører, som tør stikke en kæp i skyld-karussellen og forsvare fællesskabets løsninger. Til en start kunne regeringen og fagforeningerne måske se lidt nærmere på familie- og arbejdslivskommissionens forslag fra 2007, hvor en af anbefalingerne for eksempel lyder:

”Balancen mellem familie- og arbejdsliv bør gøres til en obligatorisk del af den lovpligtige indsats for et bedre arbejdsmiljø.”

Der er nok at komme i gang med, og præmien er stor. Det er intet mindre end vores lands fremtid, det handler om.

Maja Holt Højgaard (f. 1986) er mor, medicinstuderende og regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden for Socialdemokraterne.


Kommentarer fra Facebook