Film om svenske socialdemokrater er giftig historieforfalskning

Dokumentarfilm om de svenske socialdemokraters historie, som Sverigedemokraterne står bag, er historieforfalskning og hadsk propaganda uden sidestykke
Når svenskerne søndag den 9. september går til valgurnerne kan der sandsynligvis forventes et jordskredsvalg, der formentlig vil sende rystelser igennem hele Skandinavien.

Ifølge prognoserne står det populistiske, fremmedfjendske og nationalistiske parti Sverigedemokraterne til mere end 20 procent af stemmerne. Forud er gået en hidsig svensk udlændingedebat, der senest har fundet næring i serieafbrændinger af biler i belastede ghettoområder.

Det socialdemokratiske regeringsparti står, hvis meningsmålingerne holder stik, til et historisk valgnederlag, ligesom de øvrige borgerlige oppositionspartier også er under betydeligt politisk pres.

Udsigten til et politisk gennembrud har fået Sverigedemokraterne til at begå en sær valgfilm, der slet ikke omhandler Sverigedemokraterne selv, men som derimod er et polemisk anklageskrift rettet imod det socialdemokratiske regeringsparti.

Eller valgfilm er måske så meget sagt, den knap to timer lange film udgiver sig for at være en historisk dokumentar. Men det er falsk varebetegnelse – det drejer sig derimod om et professionelt produceret, og infamt fristes jeg til at sige, stykke historieforfalskning og hadsk propaganda, der savner sidestykke i en nyere skandinaviske valgkontekst.

Et langt nazikort

Og hvad er der så i vejen med valgvideoen? Slet ikke så lidt, må det siges. Seeren bliver indledende præsenteret for en række løsrevne revolutionære citater fra den tidlige svenske arbejderbevægelse.

Her afsløres det sensationelt, at det svenske socialdemokrati, lige under den demokratiske fernis, altid har været folkemorderisk anlagt (!). Dette er dog kun begyndelsen. Herefter flyttes fokus effektfuldt til mellemkrigstidens svenske velfærdssamfund, hvor det, med en tryllebindende lydside, ”afsløres” at det svenske socialdemokrati ene og alene var ansvarligt for et totalitært og ondsindet race- og folkesundhedsprogram – faktisk i et sådanne omfang, at Hitlers nazister efterabede de svenske socialdemokratiske forbilleder.

På den tekniske side klippes der dygtigt og hurtigt imellem filmstumper fra mellemkrigstidens Hitler-Tyskland og Sverige, hvilket efterlader beskueren ude af stand til at skelne imellem det nationalsocialistiske terrorregime og det socialdemokratiske folkhemmet – en ret væsentlig forskel, skulle man ellers mene.

Eugenik, racelære og tvangsbaseret folkesundhedsprogrammer var hverken socialdemokratiske opfindelser eller ideologiske kerneelementer.

De bevidste udeladelser og historiske mellemregninger står i kø. Eugenik, racelære og tvangsbaseret folkesundhedsprogrammer var hverken socialdemokratiske opfindelser eller ideologiske kerneelementer. Det var derimod udtryk for tidens almægtige lægevidenskab, utopiske forblændelse og autoritære tidsånd.

Dette nævnes naturligvis ikke, ligesom det heller ikke nævnes, at også de øvrige svenske borgerlige partier var med på vognen. Det var, rigtigt nok, ikke socialdemokratismens ’finest hour’. Men mest af alt er det ingen afsløring af slige socialdemokratiske hemmeligheder - det er alt sammen smertefulde historiske temaer, der har været genstand for omfattende historiske udredninger og offentlige debatter, ligesom det høre med til historien, at efterkrigstidens svenske socialdemokratiske regeringer har påtaget sig ansvaret og udbetalt erstatninger til for eksempel ofrene for tvangssteriliseringerne.

Redningen af danske jøder udelades

Helt vildt bliver filmen imidlertid, ’post-truth’, for nu at bruge et moderne begreb, da fortællingen rykker ind i Anden Verdenskrig. Sverige formåede, som bekendt, at bevare neutraliteten, hvor Danmark og Norge blev besat.

Men skal man tro filmen, så var det socialdemokratiske Sverige de facto allieret med Hitler-Tyskland. De tyske malm- og troppetransporter igennem Sverige, kombineret med historien om en svensk grænsepost, der afviste den norske konge, bliver effektfuldt vævet sammen til en konspiratorisk vrøvle-historie om en pro-tysk politik.

Det giver sig selv, at de danske jøder, der blevet reddet over Øresund slet ikke nævnes.

Dette kombineres med voldsomme anklager om socialdemokratisk antisemitisme, der ikke kan betegnes som andet end regulær historieforfalskning. Det giver sig selv, at de danske jøder, der blevet reddet over Øresund slet ikke nævnes. Men det stopper dog ikke her, helt hysteriske bliver det, da seeren efterlades med det indtryk, at de svenske socialdemokrater var inspiratorer til og ligefrem medskyldige i Holocaust – den lader vi lige synke ind.

Guilt by association

Valgfilmen slingrer derefter ind i efterkrigstidens svenske socialdemokratiske velfærdssamfund, hvor tvangssteriliseringerne af udviklingshæmmede føres til torvs som afsløringer af arbejderbevægelsens sande historiske ondskab.

Men hvor beklageligt dette kapitel end er i svensk efterkrigshistorie, så er det igen langtfra nogen nyhed. Buen spændes igen ud over bristepunktet, da først Olof Palme og siden statsminister Stefan Löfven anklages for meddelagtighed i det svenske sundhedsvæsens tvangssteriliseringer og forsøg på udviklingshæmmede.

Den meget unge Löfven, og velsagtens ikke voldsomt toneangivende, var medlem af Socialdemokratiet i de sidste år, hvor det svenske sundhedsvæsen udførte tvangssteriliseringer.

Dette er i øvrigt meget illustrativt for filmens underæggende ’guilt by association’ strategi.

Manipulation med historien

Sverigedemokraternes valgfilm, der efter sigende vil blive efterfulgt af mere af samme skuffe, har vakt en betydelig debat i Sverige. Dog ikke på grund af ”afsløringerne”, men på grund af den uhæmmede, for ikke at sige hadefulde, manipulation med historien.

Filmen er, på den tekniske side, djævelsk velproduceret og virkningsfuld. Den vil næppe gøre nogen videre forskel i valget – den taler til de i forvejen overbeviste, men den er til gengæld sigende for et parti, der er svensk repræsentant for den bølge af populistiske, fremmedfjendtlige og højreradikale partier, der pt. truer de vestlige demokratier.

Efter at havde set filmen, og det føltes som 105 meget lange minutter, sad jeg tilbage med en fornemmelse af et historisk deja-vu, der havde lige dele ubehagelige ligheder med dels Goebbels ondsindede propagandafilm og dels et revisionistisk historiesyn, der bragte den berygtede engelske holocaustbenægter David Irving i erindring.

Historikere og forskere tager afstand

Det er da heller ikke kun politiske modstandere, der har reageret på filmen. Den 14. august tog otte ledende svenske forskere, som tidligere har lavet toneangivende forskningsprojekter de berørte temaer, til genmæle. Dommen var meget klart.

Sverigedemokraternes valgfilm er lodret historieforfalskning, der yderst selektivt omgås kildematerialet, og at det ikke er svensk historie, men derimod slet og ret propaganda.

Det hele blev i øvrigt ikke bedre af at en række af forskerne i valgfilmen takkes for konsulentbistand, også selvom de aldrig er blevet kontaktet af de anonymiserede filmmagere og Sverigedemokraterne.

Ikke bare en svensk udgave af DF

Tilbage står spørgsmålet om valgfilmen som udtryk for et højreradikalt parti, der muligvis kan gøre en ende på den ellers historisk politiske stabilitet i vores store naboland, og afledt heraf konsekvenser for hele den socialdemokratiske bevægelse. Man kan i nogle danske medier få det indtryk, at Sverigedemokraterna blot er et svensk Dansk Folkeparti, og at den megen politiske virak blot er udtryk for hysterisk politisk korrekthed.

Men det er fejlagtigt i den forstand, at Sverigedemokraterne, modsat Dansk Folkeparti, udsprang fra en række nynazistiske og højreekstreme småpartier, og det tog partiet påfaldende mange år at kravle ud af denne sump. Partihistorie er fyldt med højreekstreme udbrud og nazistisk infiltration, og hvor partiet først for alvor under den nuværende partileder Jimmie Åkesson er rykket i retning af Dansk Folkepartis moderation og parlamentariske strategi.

I det lys bør det ikke undrer, at de øvrige svenske partiers modreaktion er anderledes kontant end vi har kutyme for i Danmark. Hertil bør det også erindres, at voldelige højreekstreme grupperinger har et betydeligt større omfang og har trukket et blodigt spor igennem svensk efterkrigshistorie, hvilket bl.a. kan tilskrives et manglende retsopgør med nazisterne efter Anden Verdenskrig. Dette er medvirkende til at det svenske samfunds reaktion på den højreekstreme udfordring er anderledes kontant på en måde, der mere minder den tyske stats hårdtslående demokratiforsvar end den blødere danske variant.

Der er således meget på spil, når svenskerne om tre ugers tid går til valgurnerne. I mellemtiden kan man så afvente anden del af Sverigedemokraternes valgvideo – at den kommer til at omhandle efterkrigstidens ”morderiske” socialdemokratiske indvandringspolitik er næppe noget helt vildt gæt.

Samtiden Dokumentär – Eet folk, Eet parti. Socialdemokraternas historia – som den aldrig berättats forüt: Kan ses her https://dokumentar.samtiden.nu/

 

Chris Holmsted Larsen er mag.art. og Ph.d. i historie.

 

Den vi bruger under artiklerne.


Kommentarer fra Facebook