Flere flygtninge rejser hjem

For første gang i mange år oversteg antallet af udvandrede flygtninge, antallet af indvandrede. Det er glædeligt, mener S-ordfører.
Foto: Colourbox
Det er nogenlunde lige så sikkert som at et tabt stykke rugbrød med makrelmad lander med fisk og majonæse nedad, at en blå politiker eller to dagligt skriver et læserbrev eller en statusopdatering, hvor de i skingre toner harcelerer over Socialdemokratiets udlændingepolitik.

Tallene taler da også deres eget sprog

Man strør om sig med påstande, der savner hold i virkeligheden. Et populært tema er, at vi i Socialdemokratiet får Danmark til at virke som en magnet på flygtninge og migranter. Det passer naturligvis ikke og tallene taler da også deres eget sprog.  

Glædeligt 

Udlændinge- og Integrationsministeriet har undersøgt, hvor mange flygtninge og familiesammenførte til flygtninge der er ind- og udvandret af Danmark i perioden 2011-2019. Tallene viser at for første gang i efterhånden mange år oversteg antallet af udvandrede flygtninge i 2019 antallet af indvandrede med omtrent 730 personer.

Det er naturligt, at man rejser tilbage til sit hjemland, når det er muligt

Det er glædeligt. Vi skal yde beskyttelse til dem, der har et behov, men det er naturligt, at man rejser tilbage til sit hjemland, når det er muligt. Man skal ikke per definition blive indvandrer.

Under coronakrisen er foreløbig omtrent 40 asylansøgere kommet til landet; det er historisk lavt. Lave indrejsetal betyder, at kommunerne bedre kan fokusere på integration. Børnene skal tages godt imod i skolerne, der skal sikres danskundervisning, og flygtningene skal i gang på arbejdsmarkedet.

Ønske om nyt asylsystem

Vi ønsker et nyt asylsystem, hvor vi anvender ressourcerne bedre; nemlig ved i stedet at hjælpe flere i nærområderne. Ved at hjælpe tæt på konflikterne, hjælper vi der, hvor nøden er størst og hvor vi er sikre på, at hjælpen går til folk, der reelt har brug for den.

Vi ønsker et nyt asylsystem, hvor vi anvender ressourcerne bedre; nemlig ved i stedet at hjælpe flere i nærområderne

Arbejdet er stadig i gang, men foreløbig er der god grund til at glæde sig over de nye tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Medlem af Folketinget og Udlændinge- og integrationsordfører for Socialdemokratiet.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Thomas Fup