Fogh vil huskes som ideologisk hulemand

Som statsminister ville Anders Fogh Rasmussen ses som garant for velfærdssamfundet. Nu vil han huskes som ivrig liberal reformpolitikker.
Vil man have et indtryk af, hvor meget dansk politik har ændret sig siden begyndelsen af dette årtusinde, så burde man have begivet sig til Københavns Universitet torsdag eftermiddag. Her holdt tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen nemlig forelæsning over temaet ”Den økonomiske politik 2001-2009” – altså netop de år, hvor Fogh var statsminister.

Hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen kæmpede hårdt for at slippe af med sit image som liberal ’hulemand’ og forsikre om, at hans regeringen år for år brugte flere penge end nogensinde på den offentlige velfærd, så kæmper eks-statsminister Anders Fogh Rasmussen hårdt for at overbevise eftertiden om, at han faktisk var en reformivrig politiker, der gennemførte drastiske reformer, sænkede skatterne og lagde en dæmper på de offentlige udgifter.

For mange liberale står Fogh i dag som et skræmmeeksempel på en borgerlig statsminister, der droppede alle liberale principper og førte socialdemokratisk politik for at tækkes de bredde vælgergrupper. Det er tydeligvis et image, Fogh ønsker at slippe af med.

Tilbage til minimalstaten
Cirklen bliver helt sluttet, da Anders Fogh mod forelæsningens afslutningen hiver sit gamle liberale manifest fra 1993, ”Fra socialstat til minimalstat” frem fra gemmerne. En bog, som blev berygtet for passager som "folkesjælen, danskerens natur, den er domineret af slavesindet" og ”socialstaten giver en falsk social tryghed, hvor vi som hunden kan ligge og lune os foran kaminilden”.

Det var den bog, som i høj grad var med til at skabe billedet af ”hulemanden” Anders Fogh, og han brugte det meste af sin tid som formand for Venstre på at lægge afstand til bogen. Men nu er den netop med Foghs velsignelse blevet genudgivet af Lindhard & Ringhof, og det passer øjensynligt glimrende ind i Foghs forsøg på at stille sig selv og sin statsministertid i et helt andet lys.

”Mange af jer var jo kun spædbørn, dengang jeg blev statsminister. Så for jer vil det nok virke som mørk Middelalder”, sagde Fogh til det stopfyldte auditorium på de nu nedlagte kommunehospital, hvor Økonomisk Institut i dag holder til.

Stolthed over sænkede offentlige udgifter
Op gennem nullerne blev Anders Fogh Rasmussen udsat for massiv kritik fra borgerlige for at lade de offentlige udgifter vokse år efter år, frem for at bruge pengene på at sænke skatten. ”Jeg vil ikke på nogen som helst måde bortforklare, at udgifterne steg. Og det gjorde de, fordi der var nogle ting, vi gerne ville prioritere. Sundhed for eksempel”, lyder det fra Fogh.

Den årlige vækst var mindre end under Nyrup. Og det offentlige forbrug i procent af landets samlede produktion, bruttonationalproduktet, faldt

Og så måtte kritikkerne jo forstå, fortæller Fogh, at han dengang var udsat for et hårdt pres for at øge de offentlige udgifter endnu mere. Ikke kun socialdemokrater som Mogens Lykketoft og Helle Thorning-Schmidt, men også fra mange af Venstres egne borgmestre rundt om i kommunerne.

Men Fogh understreger samtidig, at han faktisk fik sænket de offentlige udgifter: ”Den årlige vækst var mindre end under Nyrup. Og det offentlige forbrug i procent af landets samlede produktion, bruttonationalproduktet, faldt”, slår han fast med tilfreds mine. Også antallet af offentligt ansatte faldt, og den offentlige nettogæld blev vendt til en nettoformue.

Og så indrømmer Fogh faktisk noget så sjældent som en forsømmelse: ”Vi skulle have styret kommunerne meget, meget strammere. Det prøvede vi at få hold på, men de overskred hver eneste år budgetterne. Det har man så siden hen heldigvis rettet op på ved at vedtage en budgetlov.”

Det er unægtelig noget andre toner end dem, vi hørte fra Anders Fogh Rasmussen, som eksempelvis i sine åbningstale til Folketinget i 2004 stolt kunne berette, at ”det offentlige forbrug vokset med 13 mia. kr.” og at ”I dag er der 14.000 flere ansatte i den offentlige sektor end for tre år siden.” En linje der blev fortsat af finansminister, Thor Pedersen, i 2006 brystede sig af, at regeringen havde øget det offentlige forbrug med hele 22 milliarder kroner på fem år.

Ægte reformamok: ”Den største velfærdsreform i Danmarkshistorien”
Anders Fogh er også blevet hårdt kritiseret for ikke at have brugt de gode tider i 00’erne til at gennemføre velfærdsreformer, der kunne øge arbejdsudbuddet. I sin tid som statsminister slog Fogh sig da bestemt heller ikke op som nogen reformpolitikker.

Reformer var noget, man først gennemførte efter lang tids tilløb og efter at kommissioner havde tygget forslagene grundigt igennem og forbedret befolkningen på, at noget var undervejs. Og de skulle indføres med en lang indfasningstid, så befolkningen havde tid til at vænne sig til tanken.

Jeg vil tro, at I skal arbejde til I er 75, som følge af den aftale, vi lavede

På dagens forelæsning er tonen en ganske anden. Den langsigtede virkning af Velfærdsforliget 2006 er ifølge Fogh ”den største velfærdsreform der nogensinde er gennemført i Danmarkshistorien”. Med en række plancher viser han, hvordan Velfærdsforliget sammen med de andre reformer, der blev gennemført under Fogh, øger arbejdsudbuddet med omkring 300.000 personer på lang sigt.

”Jeg vil tro, at I skal arbejde til I er 75, som følge af den aftale, vi lavede” siger Fogh stolt og kigger ud over de forsamlede, hvoraf mange af førsteårsstuderende. ”Ja, det er jo ikke rigtig blevet til noget siden”, fortsætter han med henvisning til de to efterfølgere, Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt, der ellers i langt højere grad end Fogh er blevet forbundet med barske reformer.

Løkkes meget omtalte tilbagetrækningsaftale, der blandt andet fremrykkede velfærdsforliget og forkortede efterlønsperioden, har en langt mindre effekt på det langsigtede arbejdsudbud, lød det fra Fogh, som dog roste aftalen og sagde, at ”det havde jeg også gjort”. Helle Thorning, der talte om at gå ”reformamok”, giver Fogh ikke meget for: ”Det, Helle Thorning fik igennem, var nogle småtterier”

Gennemførte den største sænkelse af marginalskatten
Også når det kommer til skatteområdet mener Fogh faktisk selv, at han er en af de mest liberale statsministre nogensinde. Fogh mindede om, at ”der er aldrig nogensinde før eller siden i Danmarkshistorien gennemført skattelettelser på den sidst tjente krone i det omfang”, som hans regering gennemførte.

Det lykkedes nemlig i 2009 Anders Fogh Rasmussen at få Dansk Folkeparti med på at afskaffe mellemskatten, hvilket betød, at marginalskatten med ét slag blev sænket med seks procentpoint.

Det, Helle Thorning fik igennem, var nogle småtterier

Måske en slet skjult henvisning til Anders Samuelsen, som har talt om ”historisk store skattelettelser” og flere gange har brugt Anders Foghs regering som skræmmeeksemplet på en borgerlig regering, der ikke fører borgerlig politik. Men jeg fik faktisk sænket marginalskatten markant, det gør du sandsynligvis ikke, kunne man fornemme Fogh sige mellem linjerne.

Fogh forsvarer også sit skattestop, herunder den meget omtalte fastfrysning af ejendomsværdiskatten, som ellers er blevet kritiseret af stort set samtlige økonomer for at være en medvirkende årsag til boligboblen i midten af nullerne. Men der er slet ikke noget at komme efter, mener Fogh. Folk får jo ikke noget ud af lavere boligpriser hvis konsekvensen er, at de så skal betale højere boligskatter. ”Til syvende og sidst går det lige op”, løder Foghs argument. Et ræsonnement, der vækker en vis opsigt blandt mange af de tilstedeværende økonomer.

Fogh sluttede af med at citere et par af de centrale teser fra sin minimalstatsborg, blandt andet ’loven om selvforstærkende skattetryk’, hvor højere skatter er med til at øge krav til den offentlige service, som igen fører til, at politikkerne hæver skatterne. Det var heller ikke noget, han talte højt om som statsminister.

Efter en lille times forelæsning kigger Fogh tilfreds ud over forsamlingen. Han har forsøgt at feje billedet af en blå socialdemokrat af bordet til fordel for billedet af en visionær liberal, der gennemførte Danmarkshistoriens mest omfattende reformer, fik sat marginalskatten markant ned og modstod tidens pres for uhæmmet vækst i de offentlige udgifter. Det første er der nemlig ikke længere meget prestige i, hvis man gerne vil betragtes som en del af de borgerlige Danmark. Og det vil Fogh tydeligvis meget gerne.


Kommentarer fra Facebook