Fra utopisk til realistisk humanisme i udlændingepolitikken

Danmark har heldigvis flyttet sig i en langt mere realistisk retning, når det handler om udlændingepolitik de sidste årtier. Den handler mere om løsninger, og færre politikere og debattører er hæmmet af berøringsangst, når det kommer til spørgsmål om tilstrømning, integration og flygtninge.
Det er efterhånden kun i det mest hardcore fornægtermiljøer på venstrefløjen og i Det Radikale Venstre, at man politisk ikke vil anerkende, at antallet af udlændinge der kommer til Danmark har en betydning.

Godt nok er man gået væk fra, idéen om at åbne Danmarks grænse på vid gab, men ifølge Det Radikale Venstre kan man snildt tage 10.000 ekstra kvoteflygtninge fra Syrien. Gad vide om de mener vi skal stoppe der?

Før 90’erne var nærmest hele politikerstanden enige om, at man var racist, hvis man mente at tilstrømningen skulle bremses op, men i dag er der heldigvis bred konsensus om, at Vestegnsborgmestrene og andre af de daværende skeptikere havde ret, da de sagde at vi skulle have kontrol med antallet af udlændinge der kom til Danmark. Det gør at vi nu i højere grad, kan diskutere udlændingepolitik ud fra konsekvenser og fakta, i stedet for at det handler om man god eller ond.

Kronen på værket var da Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen, langt om længe forlod Svend Aukens utopiske tilgang til udlændingepolitik og gav Vestegnsborgmestrene ret. Langt størstedelen af Folketingets partier er efterhånden på linje: Vi vil mægtig gerne hjælpe folk fra død og ødelæggelse, men det skal ikke nødvendigvis være i Danmark, og for både Danmark og de der kommer her til, skal det foregå i et tempo, hvor integrationen kan følge med.

Politikerne og befolkningen er mere på linje i udlændingepolitikken
På sin blog på Altinget.dk ærgres Radikal Ungdoms formand Victor Boysen, at Zenia Stampe mener at man er dansker, hvis man har dansk statsborgerskab.

Men det er da glædeligt, at selv Zenia Stampe, der ofte fungerer som kulturrelativismens frontløber, går ind på den præmis, at det at være dansk er en juridisk betegnelse og ikke skal handle om hvilke værdier man besidder. Når først det er på plads, kan vi tage snakke om hvilke værdier vi så synes er de rigtige.

Som Gallup gentagne gange har undersøgt, mener et markant flertal af danskerne, at det er de tilkomnes ansvar, at tilpasse sig vores levevis og normer. For bare et par årtier siden, blev man nærmest betegnet som djævlen selv, hvis man som politiker sagde den slags højt.

I meningsdannerparnasset er det blevet moderne, at råbe højt om en massiv højredrejning i Danmark. Jeg anerkender ikke at der har fundet en højredrejning sted. De danske politikere er bare begyndt at lytte til de mennesker de repræsenterer. Og det manglede da bare.

Morgan Krüger er næstformand i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.


Kommentarer fra Facebook