Annonce

Hækkerup tager orlov fra Folketinget

Folketingsmedlem Nick Hækkerup tager orlov fra folketinget. Han afløses af Malou Lunderød, der har trukket sig som kandidat.
Folketingsmedlem Nick Hækkerup (S) tager på en fem uger lang rejse til New Zealand og Bali med sin kone og to drenge. Det skriver sn.dk.

”Jeg har haft fire hårde og spændende år som minister, hvor jeg har været meget lidt hjemme. Jeg tror det vil være godt for mig, min familie og mit politiske virke, at vi får lejlighed til at gøre det her sammen," siger Nick Hækkerup til sn.dk og fortsætter:

”Alle børnefamilier har en drøm om at tage på den lange rejse, hvor man kan trække stikket ud, opleve nogle ting sammen og fylde energi på depoterne."

Nick Hækkerup er foruden sine to ordførerposter også formand for Udenrigsudvalget og næstformand for Det Udenrigspolitiske Nævn. Han er valgt i Egedalkredsen og har tidligere været forsvars-,  sundhedsminister samt handels- og Europaminister.

Som stedfortræder er 29-årige Malou Lunderød indkaldt. Hun stillede op til folketingsvalget som kandidat for Frederikssundskredsen uden at opnå valg, men glæder sig til ad omveje at nå Christiansborg.

”Det var en plads på Christiansborg, jeg ville, og som jeg kæmpede for. Jeg ville ind og gøre en forskel. Det bliver en begrænset forskel på en måde, men jeg vil bestræbe mig på, at få det maksimale ud af det,” siger Malou Lunderød.

Malou Lunderød trak sig imidlertid fra posten den 4. november 2015, og er formelt set ikke kredsens kandidat længere. Der vælges en ny folketingskandidat i kredsen den 28. januar.

Formelt set skal Folketinget først godkende Malou Lunderød. Det sker først, når udvalget for valgsprøvelse træder sammen den 26. januar. Folketingsmedlemmer får normalt vederlag under orlov. Eneste undtagelse er, hvis orlov er begrundet af "andre årsager". Det er tilfældet i Nick Hækkerups sag, og han modtager derfor intet vederlag under sin rejse.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet