Hey, Danske Bank: SPEJL!

Unge mangler ikke vilje og knofedt. De mangler arbejdspladser, skriver S-kandidat i et svar til Danske Banks chefstrateg
Foto: Privatfoto
Lea Friedberg
”I økonomiske kriser har de unge generationer lært, at hvis der sker noget, kan man læne sig tilbage og blive reddet. Det giver en generation, som mangler vilje og knofedt til at tage fat og skabe sine egne muligheder.”

Sådan lød det fra chefstrategen for Danske Bank, Henrik Drusebjerg, da han gæstede Deadline forleden til en debat om uligheden gennem generationerne. Det afgørende spørgsmål her må være: Skal man grine eller græde?

Den manglende selvindsigt fra en af de banker, der glædeligt modtog redningspakker i milliardklassen for at redde dem fra den krise, de selv havde ansvar i, er jo nærmest komisk.

Og komikken fra Danske Bank stopper ikke der:

Sidste uge: “Hovsa. Vi har desværre opkrævet uretmæssig gæld fra de fattigste i årevis”.

Denne uge: “De unge er forkælede og bliver altid reddet i kriser”.

Det må da være en joke.

Ungdommen betalte for krisen

Særligt sjovt bliver det, når man husker på, at ungdommen betalte prisen for krisen med nedskæringer på uddannelse, tårnhøj ungdomsarbejdsløshed og stigende ulighed mellem "Generation Krise" og "Generation Friværdi" til følge. I må selv gætte, hvilken generation boomer-jakkesættet tilhører.

Men helt ærligt: Smilet stivner hurtigt, når man ser på den krise, der lige nu rammer de unge særligt hårdt, igen.

”Nu skal jeg jo lade være med at kalde en hel generation en klynke-generation…” sagde Henrik fra Danske Bank med et skævt smil på sendefladen.

Men i modsætningen til banken, der altid får et kick ud af at udbetale milliardoverskud til deres aktionærer den ene dag, mens de netop klynker over, at folk kritiserer dem for at hvidvaske den anden dag, så er der fandme ikke meget at smile af for os unge for tiden.

Må ikke blive “Generation Corona”

Ungdomsarbejdsløsheden stiger nemlig og har rundet samme skræmmende niveauer som under finanskrisen i 2008. Studier og praktikker må afbrydes eller forringes på grund af afstandskrav. Arbejdsmarkedet er nær ved lukket land for nyuddannede.

Med ufejlbarlig timing mener Henrik Drusebjerg altså, at det her er det perfekte tidspunkt til en “tough love”-opsang til ungdommen.

Nej! Det, vi har brug for, er en målrettet “Ungepakke”, der griber min generation og den næste, så vi ikke bliver “Generation Corona”, men faktisk har udsigt til ordentlige studie- og arbejdsvilkår.

Så prøv lige at hør her, Henrik: Vi kan ikke afspritte pletterne på vores CV eller overdøve ungdomsarbejdsløsheden med fællessang. Og hvad nytter en studenterkørsel, hvis endestationen er en billet i ungdomsarbejdsløshedskøen?

Vi mangler ikke knofedt. Vi mangler arbejdspladser!

Lea Friedberg er socialdemokratisk kandidat til Københavns Borgerrepræsentation.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Dejligt forfriskende indlæg. Tusind tak til dig, som skrev. Morsomt og sylespidse pointer. Det kan næppe gøres meget bedre.

Jeg glæder mig over de unge i stigende grad involverer sig. Kommentaren er både en velrettet kritik og et svar, der indebærer muligheder.
Jeg håber så, at engagementet ikke fader ud, som jeg har set flere gange i mit liv, hvor ungdommen har kastet sig ind i samfundsforandrende adfærd, for så senere at blive til friværdi-jakkesættene.
Mest bekymrende er det, hvis det ungdommelige engagement viser sig at ende i endnu en tur i trædemøllen uden krav om samfundsmæssige forandringer. Jeg ved godt, der er grænser for, hvor langt man kan trække socialdemokrater i en socialistisk retning, og her mener jeg ikke kun politisk, men socialt og ikke mindst klimamæssigt. Det sidste vil være afgørende, hvis ikke ragnarok og dommedag skal indfinde sig.
Den aktuelle regering er den yngste, der vist er set i danmarkshistorien, men den måde man eksekverer politik på tyder indtil videre ikke på, at vi kan forvente afgørende ændringer I den sociale balance. Den økonomiske ubalance mellem generationer og mellem de rigeste og fattige ser ikke ud til at blive angrebet, det ligner business as usual. Socialdemokrater ser langmodighed som en dyd, og langmodige har man været, så langmodige, at en afskaffelse af fattigdom ikke er nået endnu. Hvorfor ikke? Helt banalt, fordi man spiller på kapitalens betingelser, og fordi middelklasse-syndromet for alvor har ramt socialdemokratiet efter 2. verdenskrig og gjort partiet fuldstændig tandløst omfordelingsmæssigt.
Sådan har det set ud i 150 år. Det tegner ikke godt!

Annonce